Læst i februar 2022

laestifebruar22

I løbet af februar har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer.

Sommerfugleæsken af Santa Montefiore er en rigtig dejlig slægtsroman fuld af drama og romantik. Den handler om kærlighed først og fremmest men også om skuffede forventninger, snærende bånd, og om frihed til at være den, man er.

Lovløs af Line Holm og Stine Bolther er andet selvstændige bind i serien om politihistoriker Maria Just. De to forfattere er gode til at bygge en historie op, der er spændende og samtidig giver anledning til, at læseren må tage stilling til et regulært dilemma eller to. Lovløs handler blandt andet om hævn og selvtægt og om at bøje en regel i ny og næ i den gode sags tjeneste.

Lalandia af Jens Vilstrup er en meget rørende socialrealistisk fortælling om en opvækst i Udkantsdanmark, om drømme, svigt, sammenhold og broderskab. Bogen er blændende skrevet i et rammende, blomstrende og humoristisk sprog. De knivskarpe beskrivelser af steder og især mennesker fik mig gang på gang til at trække på smilebåndet. Persongalleriet er farverigt og meget troværdigt. Alt i alt er Lalandia en fremragende læseoplevelse – på samme tid humoristisk, nænsom og dybt alvorlig.

Den forsvundne by af Camilla Sten er super spændende, gribende og ret så nervepirrende. Et mysterie fra fortiden vækkes til live, da en dokumentarfilminstruktør går på jagt efter sandheden om sin families tragiske skæbne. Historien fortælles i to spor – Dengang og Nu. Efterhånden som fortællingen skrider frem, flettes de to spor sammen, og der tegner sig et billede af nogle meget dystre hændelser. Den forsvundne by er en af den slags bøger, jeg helst ikke vil læse, når jeg er alene hjemme. Camilla Sten forstår at skrive en både fængende og fængslende spændingsroman.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson.

Vilma er bare 13 år, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne skønner, at moderen har mellem et halvt og fire år tilbage at leve i. Nu hvor Vilmas liv egentlig mest skulle dreje sig om veninder, kærester, fester, sjov og ballade, flytter alvoren, sygdommen og døden ind. Hun ved, at hendes mor skal dø, moderen ved det også selv. De forholder sig til realiteterne, alt imens de prøver at leve i en så normal hverdag som muligt.

Tænk ikke på mig er en datters afsked med sin mor. Et ærligt, kærligt og værdigt farvel. En beretning om sygdom og død, tab og sorg – men også en fortælling fuld af liv og kærlighed.

Det lille hotel i Lobster Bay af Annie Robertson er en super sød, charmerende, romantisk og sjov roman. Det var lige præcis sådan en let og hyggelig læseoplevelse, jeg trængte til. Romanen kan med sin lethed og sødme give en grå og trist dag lidt kulør. Det lille hotel i Lobster Bay er en skøn lille perle for alle, der nyder en god feel good roman.

Læs videre

Der er fundet en vinder af de tre romaner af Karen Schultz

fordenreneeralting3Konkurrencen om de tre bøger af Karen Schultz er slut.

Vinder af Uren, Uren 2 og For den rene er alting er:

Marianne Jørgensen

Stort tillykke til vinderen, der har fået direkte besked.

Tak til jer, der har deltaget i konkurrencen, og tak til Karen Schultz/ Forlaget November for at forære et eksemplar af hver af de tre bøger til en læser af min blog.

Læs videre

Ny inspiration til en sund livsstil

nyinspirationtilensunderelivsstil

Indlægget indeholder reklamelinks.

Mange vælger at benytte tiden omkring årsskiftet til at give sundheden eller livsstilen et serviceeftersyn. Man har måske nytårsforsætter, hvor man lover sig selv at ændre på et eller andet. Til dem, der ønsker at stramme lidt op på kosten/livsstilen/sundheden, har jeg samlet en liste over bøger, der er fulde af inspiration. Jeg har opdateret listen her i januar 2025:

Fix din fordøjelse af Tine Jørgensen og Jane Faerber.

Er du en af de mange, som kæmper med at fordøje din mad? Lider du af oppustethed, forstoppelse, diarré, halsbrand, reflux eller smertefulde tarmsygdomme? Er du ladt i stikken med diagnosen irritabel tyktarm, IBS, uden at vide, hvad du skal stille op? Så er hjælpen nær: Lad denne bog vise dig, hvordan du effektivt skaber ro i maven og får et lettere og bedre liv – allerede i dag.

Forskellige fordøjelsesproblemer kræver forskellige løsninger.

Jeg har læst bogen med stor interesse – selvfølgelig især de afsnit der omhandler tilstande og tiltag, der er relevante for mig og min fordøjelse. Bogen er superinteressant og gennemarbejdet. Det er let at finde de informationer, der er relevante for den enkelte, og alt er skrevet i et sprog, så informationen er let at forstå. Jane Faerbers lækre madopskrifter er ledsaget af flotte fotos, der kan give ekstra appetit på al den sunde og tarmvenlige mad.

Gå godt af Mikael Kamber tegner et billede af den tid, vi lever i. På mange måder er det gået os ufattelig godt, siden de første mennesker begyndte at gå på to ben. På en del punkter er det ligefrem gået os for godt. Det høje tempo i det moderne samfund har ført til en række paradokser: Aldrig har vi været så mobile og aldrig siddet så stille. Vi bliver rigere og rigere, men ikke mere tilfredse. Vi har enorme mængder mad, men bliver syge af at spise for meget. Aldrig har vi været så udviklede og aldrig så tæt på at afvikle os selv.

Gå godt handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet

I De bedste fra Madbanditten af Jane Faerber får du opskriften på at få langvarig succes med din Low Carb-livsstil. Bogen er både til dig, der ønsker at opnå vægttab med KETO og til dig, der bare gerne vil spise lækker og velsmagende mad uden sukker og stivelse.

De bedste fra Madbanditten er en meget indbydende bog spækket med opskrifter på lækker mad. Bogen er meget mere end bare en kogebog. Jane Faerber fortæller udførligt om principperne bag Low Carb-livsstilen, om forskellen på LCHF og KETO og om, hvordan den enkelte tilpasser kosten efter sine egne behov. Der er masser af information om både fordele og faldgruber i forbindelse med den sunde livsstil, ligesom forfatteren også fortæller om sin egen kost, og hvordan hun har ændret den igennem årene. En meget flot, informativ og inspirerende bog.

Suveræn fordøjelse af Louise Rindel Gudbergsen i samarbejde med Mette Bender giver dig en 6-ugers kur, der helbreder ubalancer og mærkbart forbedrer fordøjelsen og dit generelle velvære. Gennem ugerne vil du få mere energi og bedre humør. Efter de 6 uger vil du være godt i gang med at helbrede eventuelle tarmsygdomme og forebygge andre sygdomme.

Bogen er spækket med informationer om, hvordan man kan udskifte uhensigtsmæssige vaner med gavnlige på vejen mod større velvære. Det er også interessant at læse, at det ikke kun er maden, der påvirker balancen i tarmens mikroflora. Der er mange andre ting, der spiller ind. En inspirerende og informativ bog for alle, der interesserer sig for, hvordan man med små ændringer i livsstilen kan påvirke sundhed og velvære i positiv retning.

I Kost & Kronisk Sygdom af Strange Skov & Siv Skov giver forfatterne deres bud på, hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi kan spise os til bedring. Bogen er et resultat af fem års research og kritisk gennemgang af tilgængelig viden om kost og helbred . Der kigges kritisk på kostanbefalinger, der måske bygger på forskning betalt af fødevareindustrien. I bogen anvises nye måder at anskue sammenhængen mellem vores mad og hvordan vi har det.

Bogen handler i bund og grund om at tage ansvar for sin egen sundhed, sin egen krop og sit eget liv. Den handler om at vende udviklingen af en kronisk sygdom, der langsomt begrænser livsudfoldelsen til et sundere og mere aktivt liv i en krop, der fungerer optimalt, fordi den får den bevægelse og de næringsstoffer, den har brug for. Den handler om at ændre sit syn på, hvad god mad/sund mad egentlig er.

I Anti-inflammatorisk topform på 4 uger af Martin Kreutzer og Simon Weisdorf er alt det nørdede og besværlige ved anti-inflammatorisk kost skrællet væk. Makkerparret Martin Kreutzer og Simon Weisdorf, der bl.a. er kendt for den anti-inflammatoriske succesbog Velsmurt, viser dig, måltid for måltid, dag for dag i 4 uger, hvordan du fletter de sunde madprincipper ind i en travl hverdag.

Bogen er både for dig, der tidligere har snuset til anti-inflammatorisk kost, og for dig, der er nysgerrig efter at prøve det og ønsker en flyvende start med maksimal sandsynlighed for at komme i mål. Forfatterne ved nemlig fra deres daglige kontakt med titusindvis af klienter, læsere og følgere, at alt for indviklede og krævende regler ikke holder i længden. Glæd dig til at nyde godt af alle deres erfaringer med at gøre det hele supernemt og overvinde typiske udfordringer på vejen.

Jeg har tidligere udgivet en liste med mange flere bøger om sundhed og livsstil. Du finder listen her.

Du kan finde bøgerne bl.a. hos saxo.

Hvis du vil shoppe helsekost, kosttilskud, plejeprodukter, håndkøbsmedicin eller andet i samme boldgade, vil jeg anbefale Med24, der er min egen favorit-webshop til den slags indkøb. Shoppen har et kæmpestort udvalg – og så er der udsalg netop nu.

Læs videre

Mest læste boganmeldelse på bloggen i 2021

rampen2020

Den boganmeldelse, der er blevet læst flest gange her på bloggen i 2021, er sjovt nok fra 2020. Det er nemlig min anmeldelse af Rampen af Jesper Stein. Anmeldelsen blev udgivet her på bloggen d. 13. november 2020.

Jeg er glad for, at anmeldelsen er blevet læst flittigt, for Rampen er en stærk og vedkommende roman, der fortjener at blive læst af mange.

Hvis du endnu ikke har læst min anmeldelse af Rampen, finder du den her.

Læs videre

Mine 10 bedste læseoplevelser i 2021

mine10bedstelaeseoplevelseri2021

Jeg har læst mange dejlige bøger i løbet af 2021. Jeg har lavet en liste over årets 10 bedste læseoplevelser. Jeg har svært ved at fremhæve en bog frem for en anden, så her kommer de i tilfældig rækkefølge:

Ærlighedsprojektet af Clare Pooley. Julian Jessop er en ældre, excentrisk kunstmaler. Han spekulerer over den kendsgerning, at de fleste mennesker lyver om deres liv. Pynter lidt på sandheden. Men hvad ville der ske, hvis man i stedet for var ærlig? Julian stiller det store spørgsmål skriftligt i en notesbog, som han kalder Ærlighedsprojektet. Han lægger ud med at fortælle nogle sandheder om sig selv. Han fortæller blandt andet, at han føler sig ensom. Efterfølgende efterlader han den lille bog på et bord i en lille café, hvor han plejer at komme.

Jeg har nydt at læse hver eneste side i Ærlighedsprojektet. Det er en fuldstændig vidunderlig roman. Den er velskrevet, fuld af humor, kærlighed, atmosfære og gode vibrationer. Persongalleriet er ekstraordinært.

Jorden under mig af Helle Vincentz er mit første møde med forfatteren, og jeg må ærligt indrømme, at både bog og forfatter har slået benene væk under mig. Denne erindringsroman er både vedkommende, rørende, modig, velfortalt og vigtig.

Helle forstår ikke alt hvad der foregår omkring hende. Men hun ved at statsministeren er ond. Det er ham som er skyld i kartoffelkuren, som gør livet surt for landmændene. Derfor skændes far og mor oftere og oftere. Far begynder at opføre sig underligt. Og en dag skyder han sig i sine forældres kælder.

Jorden under mig er en roman om at konfrontere en ubærlig fortid og komme på sporet af sandheden om sin familie. Og sig selv.

Forfatterens evne til at fortælle om barndomsoplevelserne med barnets stemme og ordvalg virker utrolig stærkt. Jeg er vild med hendes måde at skrive på, og jeg vil bære hendes fortælling med mig i lang tid. Den rummer så meget stof til eftertanke. En ekstraordinær roman, som har rørt mig dybt. Jeg vil anbefale Jorden under mig på det allervarmeste.

De glemte børns bog af Kristin Harmel. Bogen er baseret på virkelige hændelser. Eva bor sammen med sine forældre i Paris. Forældrene er polske jøder, og da faderen bliver arresteret i 1942, flygter Eva og hendes mor ud af Paris. De gemmer sig i en lille landsby. Her går Eva ind i en modstandsgruppe, der hjælper jødiske børn over grænsen til Schweiz.

De glemte børns bog er en meget, meget gribende historie om en ung kvinde, der hjælper hundredvis af børn med at flygte fra nazisterne under anden verdenskrig. Hun mister selv så meget, men er med til at give et stort antal børn en chance for at overleve krigens rædsler.

Jeg har været fuldstændig opslugt af De glemte børns bog. Det er en af den slags bøger, der går lige i hjertet.

Halvt i himlen af Lone Hørslev. Søstrene Ellen og Dagmar bor sammen med deres storebror og deres mor i en lille og slidt lejlighed i Larsbjørnsstræde i 1920’ernes København. De lever under små kår og må arbejde hårdt for at få det hele til at hænge sammen. De to unge kvinder drømmer om at komme ud af fattigdommens spændetrøje og skabe sig et bedre liv.

Romanen er skrevet i et dejligt flydende sprog, og beskrivelser af steder og situationer er så deltaljerede og præcise, at man ser det hele for sig. Karaktererne er autentiske og troværdige. Alt i alt en rigtig, rigtig skøn roman om umulig kærlighed, store drømme og familiehemmeligheder. Jeg har nydt at læse bogen og anbefaler den på det varmeste.

Kærlighedens år af Johanne Mygind.

Nanna er i fyrrerne. Hun er for nylig blevet skilt og er flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen. Hendes tre børn bor skiftevis en uge ad gangen hos hende og hos deres far. Nanna er podcaster og dokumentarist og får lyst til at lave en udsendelse om sin mor, Elisabeth.

Elisabeth var aktiv i Rødstrømpebevægelsen, men den side af sin mor kender Nanna ikke rigtig noget til. Hun husker sin barndom som en vekslen mellem livet sammen med sin mor, mormor og morfar i deres store hus og besøg hos sin far på gården på Møn.

Jeg har simpelt hen nydt at læse Kærlighedens år. Romanen er en realistisk og velfortalt historie om tre generationer af kvinder med vidt forskellige muligheder og vilkår. Den giver også et fint og rammende tilbageblik på 70’erne, da jeg selv var ung. Jeg kan genkende meget af det, der beskrives fra den periode. Når Trilles sange og Dea Trier Mørchs Vinterbørn omtales i bogen, føler jeg mig næsten tilbage i den tid. Det er ramt lige på kornet.

Kærlighedens år er en velskrevet og ægte roman om kvindeliv gennem tre generationer – jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Et liv forbi af Helga Flatland.

Sigrid er læge og bor i Oslo med mand og to børn. Hendes mor, Anne har viet det meste af sit liv og sine kræfter til at passe og pleje sin syge mand. Han fik allerede som ret ung flere hjerneblødninger og blev meget plejekrævende. Sigrid har følt sig overset og svigtet gennem barndommen. Hun har lidt under, at moderen ikke havde tid og overskud til at tage sig nok af hende.

Nu er Anne, der stadig bor på familiens gård i en lille bygd, blevet alvorligt syg og har behov for hjælp. Mor og datter forsøger nu at komme til en form for forståelse på trods af de mange år med afstand.

Et liv forbi er en meget stærk fortælling om en familie i en svær situation, som de oplever ud fra hver sit udgangspunkt, og hvor de har vidt forskellige behov. En meget intens og tankevækkende roman.

Overleverne af Alex Schulman.

Tre voksne brødre kører gennem Sverige mod den ødegård, hvor de sammen med forældrene tilbragte deres barndoms sommerferier. Der hvor de som børn gik på opdagelse i skoven og badede i søen. Det er første gang i tyve år, de skal tilbage. Der skete noget voldsomt dengang for længe siden, som gjorde at de aldrig mere som familie vendte tilbage til ødegården. Men nu skal brødrene gense stedet. Med sig har de deres mors aske, som hun har ønsket skal spredes netop der.

Der er så meget smerte i den roman. Der er en stemning af noget skæbnesvangert hele vejen igennem. Romanen er virkelig, virkelig fremragende skrevet og tegner et smerteligt troværdigt billede af, hvordan det er at vokse op i en dysfunktionel familie præget af druk og omsorgssvigt.

Lenni og Margots et hundrede år af Marianne Cronin.

Lenni er 17 år og uhelbredeligt syg. Hun er indlagt på hospitalet og forsøger at få det bedste ud af dagene der. Hun begynder på et malekursus, der tilbydes på hospitalet. Kurset er egentlig beregnet for personer på 80 år og opefter, men det er Lenni ligeglad med. På kurset møder hun Margot, der er 83 år og dygtig til at tegne og male. De to bliver hurtigt gode venner og beslutter sig for at lave et fælles kunstprojekt, der skal fortælle historien om deres tilsammen 100 år lange liv på jorden.

Lenni og Margots et hundrede år er en vidunderlig fortælling. Den er gribende og meget, meget smuk. Historien er fuld af både alvor og sjov. Det er en af de fineste fortællinger om kærlighed, tab, mod og venskab, jeg længe har læst. Lenni og Margot vil leve videre i min erindring i lang tid.

Dagen er nær af Ninni Schulman. Bogen er syvende og sidste, selvstændige bind i Hagfors-serien. Nogle dage før juleaften bliver Harry og Inga Tynning fundet brutalt myrdet i deres hjem lidt uden for Hagfors. Huset er endevendt, og der mangler penge og smykker. Det ældre ægtepar ser ud til at have levet et stilfærdigt liv uden nogen fjender eller uvenner, og politiet, med Christer Berglund og Petra Wilander i spidsen, mistænker, at det er et indbrud, der er endt fatalt.

Dagen er nær er en krimi med noget på hjerte, og jeg anbefaler den på det varmeste. (Du kan lige nu deltage i en konkurrence her på bloggen om et eksemplar af bogen)

Familien Winther af Katrine Wessel. Bogen er første bind i fortællingen om Winther-dynastiet. Faktisk har jeg læst 8 bøger i denne serie i løbet af året, men nu lader jeg det første bind repræsentere serien her på min liste. Men jeg er vild med alle de bind, jeg har læst indtil nu.

Cecilia Winther er ledende societykvinde i Trondhjems bedre borgerskab. Alles øjne hviler på hende, og de andre byfruer følger ivrigt med i alt, hvad hun gør og siger. Men sommeren 1898 bliver et vendepunkt for Cecilia, da hendes ældste søn flytter hjem med sin unge hustru, Ellinor.

Vi følger kvinderne i familien Winther, både i de overdådige herskabsstuer og i de travle og sydende køkkener, men også i deres drømme, deres længsler og i deres håb for livet og fremtiden.

Jeg er vild med at læse slægtskrøniker. Så jeg kastede mig over Familien Winther med store forventninger. De blev indfriet til fulde. Dette første bind i serien er en forrygende start på fortællingen om den velhavende Winther-familie. Det er en fortælling for alle, der elskede Herskab og tjenestefolk og Downton Abbey.

Hidtil er udkommet følgende: Familien WintherHvis du vil have mig, Rosenhavens hemmeligheder, Ellinors modige valgNår alt kommer for en dag  Sommeren på Oaktree Manor,  Familiebånd, og Den største gave.

Læs videre