Læst i november 25

laestinovember25

I løbet af november har jeg læst de to bøger på billedet.

Kodenavn Hélène af Ariel Lawhon er baseret på virkelige hændelser.

Australske Nancy Wake bor og arbejder i Frankrig og oplever Hitlers fremmarch i Europa. Da tyskerne invaderer Frankrig hjælper Nancy med at smugle jøder og allierede soldater over grænsen til Spanien. Med tiden bliver hun kendt som Den Hvide Mus.

På et tidspunkt er Nancy nødt til selv at flygte, og hun kommer til England, hvor hun lader sig træne til yderligere frihedskamp.

Historien fortælles i flere tidsspor. Læseren følger Nancy Wake i forskellige perioder både i krigs- og fredstid, medgang og modgang.

En velskrevet og spændende roman om krig og kærlighed, mod og ubrydeligt venskab.

Fortæl mig om hjem af Jeanine Cummins  er en fantastisk og velfortalt familiekrønike om tre generationer af kvinder og om at høre til og finde hjem.

Daisy har mod sin mors vilje droppet college og er flyttet til Puerto Rico. Da Daisy kommer ud for en meget alvorlig ulykke samles hendes mor Ruth, mormor Rafaela og resten af familien på hospitalet ved hendes sygeseng. Og her får de endelig løftet sløret for gamle familiehemmeligheder.

Jeg har været fuldstændig opslugt af denne helt vidunderlige fortælling. Den er smukt skrevet. Man både ser og mærker hver enkelt i persongalleriet. Som læser lever man sig helt ind i handlingen, og følelserne kommer på overarbejde. Alt er fremragende beskrevet. Fortæl mig om hjem er en enestående læseoplevelse – en roman som jeg vil anbefale på det allervarmeste.

Continue Reading

Læst i oktober 25

I løbet af oktober har jeg kun fået læst to bøger. Til gengæld er det et par ordentlige moppedrenge.

Hvordan kan vi af Iben Mondrup.

Ibens familie køber et hus på Samsø i 1978. Her skal familien tilbringe deres sommerferier fremover. Til hverdag bor de i Grønland. Huset på Samsø bliver et fast holdepunkt – et sted man kan vende tilbage til og finde ro.

I bogen fortæller Iben om, hvordan det er at være et dansk barn i Grønland. Hun fortæller om den rodløshed, der præger hende i de unge år og om sin søgen efter et sted at høre til. Læseren er med hele vejen gennem barndom og ungdom, gennem ægteskaber, moderskab, skilsmisser, studie- og karriereskift, opture og nedture.

Romanen er fortalt i et direkte og billedskabende sprog. Ligesom Tabita-trilogien er denne nye roman en historie om både tvivl, svigt og kærlighed – og om at ville finde sig selv.

Månebarn af Morten Pape. Månebarn er anden bog i tobindsværket om forfatterens forældres familiehistorier. Denne gang tegner Morten Pape et portræt af sin mors og sin mormors liv.

Kort tid før Mortens debutroman Planen udkommer, går Morten og hans kæreste fra hinanden. Morten flytter hjem til sin Bedste og sover på hendes sofa. Romanen bliver taget godt imod – får gode anmeldelser, og Morten modtager endda Bogforums Debutantpris. Desværre tager dele af hans familie knapt så godt imod hans roman. De reagerer med vrede og undgår ham.

Morten Pape har endnu en gang skrevet en roman, der gør dybt indtryk. Han beskriver familiedramaer – og udfordrende og svære relationer. Som læser kommer man grundigt rundt i sit følelsesregisters afkroge. Også denne roman handler om svigt, vold og skuffelser – heldigvis rummer den også en masse kærlighed, selv om den langt hen ad vejen har trange kår.

Continue Reading

Læst i september 25

laestiseptember

I løbet af september har jeg læst de tre bøger på billedet. Tre gode læseoplevelser –  men  stærke sager.

Øvre port, nedre port af Geir Gulliksen.

En mand vender hjem til sin barndomsby. Han har været væk i mange år og kommer hjem, fordi hans mor ligger for døden.

På hospitalet sidder han ved sin mors seng sammen med med sin bror. De tænker på – og taler om morens liv. Hun gik hjemme, mens børnene var små. Senere fik hun arbejde på kontoret på den lokale våbenfabrik. Hun blev skilt fra sønnernes far. Men hvad var det egentlig for et liv, hun havde levet? Hvad havde hun tænkt? Hvad havde hun følt?

Øvre port, nedre port er en roman om de svære familierelationer.

Øvre port, nedre port er en rørende og melankolsk fortælling om en familie i opløsning. Geir Gulliksen formår ved hjælp af små detaljer og iagttagelser at skildre romanens karakterer på en meget indlevende og nuanceret måde. En roman der har noget på hjerte.

17. juni af Alex Schulman.

Vidar har det ikke godt. Han er blevet suspenderet fra sit job som lærer efter en voldsom episode med en elev. I en flyttekasse finder han tilfældigt telefonnummeret til sommerhuset, hvor han og hans familie tilbragte så meget tid i hans barndom. Da han ringer nummeret op, svarer hans far, der ellers har været død i flere år.

Det er den 17. juni 1986, han ringer til. En dag i hans barndom. Han bliver ved med at ringe nummeret op, og hver gang får han forbindelse til præcis den samme dag. Han har en stærk fornemmelse af, at der skete noget betydningsfuldt den dag for længe siden. Han begynder at kortlægge familiens gøren og laden netop den dag.

Samtidig er Vidar blevet politianmeldt i forbindelse med hændelsen på skolen. Han får et tilhold, som han overskrider flere gange. Mens han langsomt lægger puslespillet, der udgør en skelsættende dag i hans fortid, mister han grebet om sin nutid.

En hjerteskærende, ærlig og meget vigtig fortælling om hvordan et menneske kan påvirkes, hvis det udsættes for svigt i sin barndom. En gribende og tankevækkende roman.

Huse med børn af Lise Villadsen.

Irene er gift med Thomas. Thomas har en datter, Isabella fra et tidligere forhold. Irene er glad for Isabella, men vil også have sit eget biologiske barn. Men det lader vente på sig. Efter flere års forsøg er Irene stadigvæk ikke blevet gravid, og parret står overfor at skulle starte i fertilitetsbehandling. Samtidig flytter et par med to børn ind i nabohuset.

Irene bliver hurtigt meget optaget af, hvad der sker på den anden side af hækken. Hun synes, det hele virker lidt for perfekt inde hos naboerne. Hun leder efter en ridse i lakken.

Huse med børn er en af den slags bøger, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren. Den virkning havde den i hvert fald på mig. Fortællingen tager nogle virkelig overraskende drejninger – og der er meget på spil. En interessant og spændende læseoplevelse.

Continue Reading

Læst i august 25

laestiaugust25

I august har jeg kun  læst tre bøger.  Men sikke tre!

Jeg anmeldte for nylig første bind af Den Sorte Smeds sønner af Per Lau Jensen. Nu har jeg læst andet bind, hvor læseren  følger familien Jensen fra 1970 og frem til 2025. Undervejs beskrives vigtige begivenheder både i Danmark og ude i verden, som påvirker livet og dagligdagen.

Den Sorte Smeds børnebørn er blevet teenagere. De lever et forholdsvis sorgløst ungdomsliv i gode kår. Det er en brydningstid, hvor mange gør op med de traditionelle værdier, og generationskløften er mærkbar.

Jeg har været fuldstændig fanget ind af fortællingen. Det er en velfortalt historie om tre generationer med vidt forskellige muligheder og vilkår. Bogen giver også et fint tilbageblik på 70’erne, da jeg selv var ung. Jeg kan genkende meget af det, der beskrives fra den periode. Det er ramt lige på kornet.

Udveje af Grit Niklasson. En kollektivroman om helt almindelige ualmindelige mennesker.

På Fasanvænget i Thisted ligger ti små ens rækkehuse. Der forgår ting og sager bag de lukkede døre. Mere end man måske lige forestiller sig, når man ser husene udefra. Læseren får lov til at kigge ind til beboerne i husene, og de er langtfra ens. De er en broget flok med vidt forskellige liv. Somme tider krydses deres veje, og deres historier flettes sammen.

Udveje er en tankevækkende bog om en flok mere eller mindre almindelige mennesker og deres livshistorier. De forskellige karakterer og deres skæbner kan ikke undgå at gøre indtryk. Der er meget, der går skævt i hver enkelts liv, men heldigvis også noget, der går godt.

En velskrevet og læseværdig roman om alt det, der kan gemme sig bag facaden.

Kunsten at spejle et æg af Kim Andrea Brofeldt.

Troels er fraskilt og bor alene med sine to halvstore børn. Børnenes mor er rejst til Dubai for at arbejde der i et år.

Da Troels en morgen rammes af en blodprop i hjernen og bliver indlagt, bliver børnene bange for, at de bliver nødt til at flytte til Dubai til deres mor. De vil ikke flytte og bliver enige med Troels om at holde hans tilstand hemmelig for moren. Vennerne slår ring om Troels og børnene, og sammen lægger de en plan for, hvordan de ved fælles hjælp kan få hverdagen til at fungere.

Nu, hvor Troels er syg, dukker gamle usandheder frem, og det kræver forklaringer. Så mens Troels langsomt forsøger at genvinde sine funktioner og færdigheder, afdækkes sandheden om hans fortid.

Jeg har været fuldstændig opslugt af Kunsten at spejle et æg. Det er en meget rørende, varm og vedkommende fortælling om hemmeligheder, nære venskaber og ægte sammenhold – og ikke mindst om nye begyndelser.

Continue Reading