Halvt i himlen

halvtihimlen

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Halvt i himlen af Lone Hørslev.

Søstrene Ellen og Dagmar bor sammen med deres storebror og deres mor i en lille og slidt lejlighed i Larsbjørnsstræde i 1920’ernes København. De lever under små kår og må arbejde hårdt for at få det hele til at hænge sammen. De to unge kvinder drømmer om at komme ud af fattigdommens spændetrøje og skabe sig et bedre liv. Deres fremtidsdrømme fører til, at de opsøger Oskar Davidsens nyåbnede smørrebrødsrestaurant. Her lykkes det dem ved hjælp af gode overtalelsesevner at blive ansat på prøve.

En sommeraften, da de to søstre er i Tivoli, falder de i snak med et par unge, belevne mænd. Det går ikke hverken værre eller bedre, end at de forelsker sig hovedkulds i hver sin kavaler. Gennem de to unge mænd får søstrene et kig ind i et miljø, hvor man interesserer sig for kunst og litteratur.

Dagmar og Ellen må lyve derhjemme for at stjæle sig til stævnemøder med de to unge mænd. Efterhånden holder de to søstre også op med at dele deres hemmeligheder med hinanden.

Halvt i himlen er en barsk og rørende fortælling om, hvordan det var at være ung i arbejderklassens København i 1920’erne. Romanen er skrevet i et dejligt flydende sprog, og beskrivelser af steder og situationer er så deltaljerede og præcise, at man ser det hele for sig. Karaktererne er autentiske og troværdige. Alt i alt en rigtig, rigtig skøn roman om umulig kærlighed, store drømme og familiehemmeligheder. Jeg har nydt at læse bogen og anbefaler den på det varmeste.

Læs mere om Halvt i himlen hos Politikens Forlag.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.