Den Sorte hund

densortehund

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den sorte hund af Elly Griffiths. Bogen er 13. selvstændige bind i krimiserien om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

Ruth Galloway er tilbage i sit lille ensomt beliggende hus – og tilbage på sin gamle arbejdsplads.

Da en gruppe lokale metaldetektor-entusiaster under en af deres skattejagter finder et lig på stranden i Norfolk, tror kriminalkommisær Harry Nelson først, at der er tale om en druknet asylansøger. Men den døde viser sig at være en ung lokal mand, der lige et blevet løsladt fra fængslet. Da der sker endnu et mistænkeligt dødsfald, tyder det på, at en morder er på spil. Snart retter opmærksomheden sig mod en afsides beliggende gård Black Dog Farm. Gården er knyttet til et gammelt sagn, der fortæller om en spøgelseshund, der viser sig for folk kort før deres død.

Metaldetektor-folkene, der fandt det første lig på stranden har også fundet en samlig bronzealdervåben og nogle knogler, så Ruth Galloway bliver tilkaldt. Snart er Ruth Galloway  og Harry Nelson igen dybt involveret i den samme efterforskning.

Jeg knuselsker serien om Ruth og Nelson. Jeg skrev i min anmeldelse af den forrige bog, at den var en af seriens hidtil bedste, og nu må jeg simpelt hen bare gentage mig selv. Den sorte hund er efter min mening også en af de allerbedste bøger i serien. Jeg læser primært serien, fordi jeg elsker at følge med i udviklingen  i den komplicerede relation mellem Ruth og Nelson. Lige præcis hvad det angår, er der smæk for skillingen i denne nye bog. Uh, jeg kan næsten ikke vente på den næste.

Jeg har tidligere anmeldt de 12 første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen,  Døden på museet,  Det tavse vidne, De udstødte,  Stemmer fra graven,  Kvinden i blåt,  Forsvundet i mørket, Den mørke engel, Stencirklen og Lygtemændene.

Læs mere om Den sorte hund hos Gads Forlag.

Læs videre

Olivenlunden

olivenlunden

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Olivenlunden af Eva Glyn.

Antonia trænger til at komme lidt væk fra London. Hun har haft et forhold til sin chef. Sin gifte chef. Nu har hun gjort det forbi og sagt sit job op. Da hun opdager muligheden for at søge et job på et lille hotel på en kroatisk ø, slår hun til.

Vila Maslina er en lille nyrenoveret gård, der nu er klar til at modtage gæster. Man mangler hjælp til den daglige drift – en der kan stå for indkøb, madlavning og den slags. Antonia har ikke erfaring fra et lignende job, men hun får jobbet og kaster sig ivrigt ud i arbejdet. For første gang i lang tid ser hun lyst på fremtiden. Hun vil lægge fortiden bag sig og begynde på en frisk.

Men øen og dens beboere har også tunge hemmeligheder i bagagen. De har en fortid præget af krig og tragedie. Det gælder i høj grad Damir, der ejer Vila Maslina.

Olivenlunden er en fint fortalt historie om at gøre op med sin fortid og dens traumer og om stærke venskaber. Samtidig er det en gribende historie om, at være barn under krigen i det tidligere Jugoslavien. Endda et barn med nær familie på begge sider af konflikten.

Læs mere om Olivenlunden hos Forlaget Zara.

Læs videre

De modige kvinders svømmeklub

modigekvinderssvoemmeklub

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst De modige kvinders svømmeklub af Ellie Wood.

Fra bogens bagsidetekst:

Abby bor og arbejder i hjertet af Lake District. Hun deler sin tid mellem sin lille datter Rowan og sit arbejde i det lokale bageri – og så drømmer hun om tiden, før hendes mand Ben forsvandt ud af deres liv.

Lori er rejst den lange vej fra USA i håbet om at finde den sø, som hun har set på i årevis på et billede på sin væg derhjemme. Et billede med en helt speciel familiehistorie.

Rebecca overvejer at tage springet ud af sine trygge rammer. På trods af sit pletfrie udseende og tilsyneladende perfekte liv, bærer Rebecca på et barndomstraume, som hun stadig kæmper med.

Clarissa afholder kurser i natursvømning. Hun er en meget energisk helårssvømmer, og hun kender søerne som ingen anden. Bag det tilknappede ydre banker et varmt og omsorgsfuldt hjerte.

Jeg har hygget mig big time med at læse De modige kvinders svømmeklub. Det er en varm og skøn fortælling om fire vidt forskellige kvinder, der mødes på tværs af alder og socialklasser og bliver hinandens store støtte og gode venner. Bogen er skrevet i et let og flydende sprog. Karaktererne er troværdige og sympatiske. Bogen er spækket med fine naturbeskrivelser, humor og atmosfære. En virkelig skøn feel good-roman, som var lige det, jeg trængte til at læse.

Læs mere om De modige kvinders svømmeklub hos Forlaget Zara.

Læs videre

Nærmest fri

naermestfri

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Nærmest fri af Daniel Rye.

Fra bogens bagsidetekst:

I sommeren 2022 fløj Daniel Rye til USA for at se en af sine torturbødler i øjnene. Mødet blev kulminationen på den historie, som begyndte, da Islamisk Stat frigav ham. Historien om et menneske, der skulle tackle sine traumer, kæmpe med dårlig samvittighed og finde ny livsmening.

I Nærmest fri tager Daniel Rye læseren med på rejsen, fra han trådte ud i friheden efter 13 måneder som gidsel. Fra dette første skridt stod han i en ny overlevelseskamp, den universelle kamp for at finde sig til rette imellem den, man er, den andre ser og den, man gerne vil være.

Gang på gang har han troet, at han havde lagt fortiden bag sig for så igen at blive revet tilbage. Til sidst konfronterede han sig selv og sin historie. Og skrev denne bog.

Nærmest fri er en bog, der har gjort stort indtryk på mig. Jeg kender naturligvis til, at Daniel Rye har været holdt som gidsel af Islamisk Stat, via pressen. Desuden har jeg set filmen, Ser du månen Daniel, der bygger på Puk Damgårds anmelderroste bog af samme navn.

I Nærmest fri fortæller Daniel Rye om sin vej ud af mørket – tilbage til et liv i frihed. Han fortæller, hvordan ganske små indtryk som f.eks en lyd eller en duft, stadigvæk kan bringe hans krop i alarmberedskab, fordi det trigger erindringer om tiden som gidsel. Han fortæller, at han konfronterer sig selv med sit traume ved at fortælle sin historie gennem foredrag og nu bogen.

Bogen tegner et billede af en mand, der har et traume i bagagen. Men et traume, han ikke lader sig knække af. Som læser får jeg indtryk af en mand, der har oplevet noget meget, meget voldsomt – men ikke lader det definere sig. En mand der er så meget mere end et gidsel. En mand der først og fremmest er ægtemand, far, søn, bror, ven, fotograf, foredragsholder, forfatter, dokumentarist. Det er meget inspirerende at læse sådan en beretning.

Nærmest fri er en meget stærk og læseværdig bog.

Læs mere om Nærmest fri hos Politikens Forlag.

Læs videre

Bjørn

bjoern

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Bjørn af Iben Mondrup. Bogen er tredje og sidste bind i Tabita-trilogien.

Tabita er på vej til Upernavik for at gense sin mor, Abelone. Hun tror, at Abelone er den eneste familie, hun har tilbage i landet. Hun ved ikke, at hendes lillebror, Vittu, også befinder sig i Grønland. I 15 år har Tabita troet, at Vitus er død, men han lever.

Berthel, Tabitas adoptivfar er ved at gøre regnskabet op i sit ægteskab med Eva. Berthel og Evas samliv er voldsomt præget af den skæbnesvangre beslutning, de tog om at tage de to små grønlandske børn med til Danmark. De lever nu i en glædesløs hverdag præget af skyld og skam, indtil Berthel tager beslutningen om at rejse tilbage til Grønland for at finde sine voksne børn.

Jeg har været fuldstændig opslugt under læsningen af Bjørn og har læst den nærmest i ét stræk. Det er en utrolig stærk fortælling om at stå ved de valg, man træffer i livet. Og om at forsøge at leve med andres valg. En fortælling om kærlighed og svigt.

Bogen har lige som de første to bind i trilogien gjort et stærkt indtryk på mig. Den har kaldt mange følelser frem. Det er en bog, jeg slet ikke er færdig med, selv om jeg har læst de sidste linjer. Abelone, Tabita og Vitus tager jeg med mig. Bjørn er en gribende historie og en stor læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt trilogiens første to bind Tabita og Vittu.

Læs mere om  Bjørn hos Politikens Forlag.

Læs videre