Blog
Træerne i vores have blomstrer så smukt og gavmildt lige nu. Det bliver ikke smukkere. Jeg suger det skønne syn til mig, alt hvad jeg kan. Blomstringen varer så kort tid, så det skal nydes i fulde drag, så længe muligheden er der. Heldigvis kan jeg se næsten alle træerne fra vinduerne i både soveværelse, stue og køkken. Det er den fineste udsigt.
Man bliver jo næsten helt rundtosset af lykke over alle de smukke blomster.
I april har jeg læst en stak dejlige bøger i vidt forskellige genrer.
Lad de døde begrave de døde af Lars Thomassen er en lidt anderledes krimi. Den er skrevet i et dejligt uhøjtideligt sprog og er både spændende, underholdende og sjov.
Sekretæren af Renée Knight er en isnende god og spændende thriller med et plot, der ikke er til at gennemskue på forhånd.
Sygeplejersken af Kristian Corfixen er en true crime. En grundig og detaljeret gennemgang af sagen om sygeplejersken fra Nykøbing Falster Sygehus, der blev idømt 12 års fængsel for flere drabsforsøg.
Slip angsten – Grib livet af Pia Callesen beskriver, hvordan man ved hjælp af metakognitiv terapi kan afhjælpe angst.
Se på os nu af Geir Gulliksen er en både underholdende og vedkommende samtidsroman om begær, forelskelse, utroskab og svigt og om frygten for at blive forladt og alene.
Det er blevet forår, skal jeg lige love for. Skoven er ved at være grøn. Alting bliver så smukt ude i naturen.
Vi har nydt det smukke vejr i påsken, og i løbet af ferien har vi haft gode stunder sammen med alle vores tre sønner – dog ikke alle på samme tid.
Henrik har været oppe i Skovtårnet sammen med Sander og hans far. Det havde været en fin oplevelse og en flot udsigt. Jeg tror desværre ikke, det er noget for mig og min højdeskræk, men jeg ville ønske, at jeg turde besøge tårnet, for det ser vanvittig flot ud.
Det er også blevet til en tur til hovedstaden med bl.a. besøg i Botanisk Have, som tog sig smukt ud i forårssolen.
Nu er det hverdag igen, og det er heller ikke så tosset.
Februar var jo en lidt sløj måned for mig hvad læsning angår. Jeg fik ikke læst ret meget. Til gengæld har jeg har læst en pæn stak gode bøger i løbet af marts.
Livet er let, bare rolig af Agnès Martin-Lugand er en letfordøjelig, romantisk og charmerende historie.
Sundhedsrevolutionen – vejen til en anti-inflammatorisk livsstil af Maria Borelius er meget inspirerende læsning. Alle bogens interessante og nyttige informationer fremlægges på en måde, så det hele giver mening og er let at forstå. Hele bogen emmer af optimisme og tro på, at man kan ændre sit liv til det bedre og få has på skavanker og generende symptomer, hvis man gør en indsats.
Pigen de sendte tilbage af Donatella Di Pietrantonio er en både barsk og rørende fortælling om stærke bånd mellem søskende, om moderkærligheds vidt forskellige og somme tider uforståelige udtryk og om længslen efter et sted at høre til. En læseoplevelse der går lige i hjertet.
Og så var hun væk af Lisa Jewell er en utroligt spændende og fuldstændig genialt skrevet historie. Den ligner ikke noget andet, jeg har læst. Det er en af den slags romaner, man nærmest er nødt til at læse i et hug, for den er fuldstændig umulig at lægge fra sig.
Vinterland af Kim Faber og Janni Pedersen er et brag af en krimi-debut. Den er både spændende og velskrevet, tempoet er højt, og den berører mange problematikker såvel menneskelige som samfundsmæssige. Jeg må indrømme, at jeg har været tabt for omverdenen, mens jeg har læst bogen. Den har været meget svær at slippe.
Døden på museet af Elly Griffiths er fjerde bog i serien om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.
I al hemmelighed af Linda Castillo er tiende bind i serien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.
Frit fald af Elsebeth Egholm er andet bind i serien om Rina. Hun er praktiserende læge i Aarhus – om dagen. Om natten klatrer hun på byens høje bygninger og udlever den hemmelige side af sit liv. Hun er Private Eye, byens anonyme street artist.
Det er en stak vidt forskellige bøger, men de er allesammen hver på sin måde både skønne og læseværdige.
Som jeg fortalte for snart to år siden, fik vi i en presset situation anskaffet os en vaskemaskine, som ikke var helt optimal i forhold til vores behov.
Maskinen vaskede upåklageligt, men den havde ikke de samme programmuligheder, som jeg var vant til at bruge. Og allerværst – den skyllede ikke så godt, som min ældgamle vaskemaskine, som den skulle erstatte. Grundig skylning af tøjet efter vask er vigtigt, og særlig vigtigt, når man har eksem og sensibel hud. Maskinen gav mulighed for tilvalg af et ekstra skyl, men jeg var stadig ikke helt tryg ved resultatet.
Mange nye vaskemaskiner sparer meget på vandet, og det er jo generelt en god ting. Men for sådan en som mig er det måske knapt så godt.
Mit eksem er de senere år langsomt blevet værre og værre, og jeg har fået eksem på steder, hvor jeg ikke har haft eksem i årtier. Så noget må der gøres.
Vores seneste tiltag er udskiftning af vores ellers temmelig nye vaskemaskine. Vi har købt en ny, der giver mulighed for at tilvælge et særligt allergiprogram – Allergy Mode. Det betyder, at maskinen ved vask holder den valgte temperatur i længere tid, og det betyder, at tøjet skylles flere gange end ved normal vask.
Jeg knuselsker allerede min nye vaskemaskine. Den vasker upåklageligt, og den skyller som en drøm. Hvis mit eksem ikke falder til ro snart, må vi konkludere, at det i hvert fald ikke skyldes irritation på grund af sæberester i tøjet. Men jeg hælder ganske optimistisk til at tro, at det nok skal falde til ro. Det er jeg nødt til at tro på.