Sundhedsrevolutionen

sundhedsrevolutionen

Jeg har læst Sundhedsrevolutionen – vejen til en anti-inflammatorisk livsstil af Maria Borelius.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Maria Borelius var 52 år, da hun begyndte at føle sig træt, nedtrykt og slidt. Hun havde ondt i ryggen, generende tegn på overgangsalder og følte, at livet fløj forbi. Det blev begyndelsen på en lang kundskabsrejse, hvor hun langsomt men sikkert opdagede en helt ny livsstil – den antiinflammatoriske – og den forandrede hendes liv.

Maria Borelius er prisbelønnet videnskabsjournalist, så hun gik metodisk og  grundigt til værks, da hun rejse rundt og talte med forskere i hele verden.

Snart begyndte der at danne sig et billede af, hvordan inflammation kan være årsag til aldring og en række af vores folkesygdomme som diabetes, overvægt, hjerte-karsygdomme, cancer og psykiske lidelser. Heldigvis tegnede der sig samtidig et billede af, hvordan man kan forebygge inflammation med bl.a. den rette kost, træning og meditation. Overraskende nok viste det sig, at også bl.a. nærhed, musik og naturoplevelser som f.eks. en smuk solopgang medvirker til en mere antiinflammatorisk livsstil.

Sundhedsrevolutionen er meget inspirerende læsning. Alle bogens interessante og nyttige informationer fremlægges på en måde, så det hele giver mening og er let at forstå. Hele bogen emmer af optimisme og tro på, at man kan ændre sit liv til det bedre og få has på skavanker og generende symptomer, hvis man gør en indsats. Der er ingen fordømmelse eller løftede pegefingre – bare venlig og omsorgsfuld vejledning.

Jeg har længe interesseret mig for antiinflammatorisk mad, men Sundhedsrevolutionen inspirerer til en masse andre tiltag, der kan hjælpe, når man ønsker sig en mere antiinflammatorisk livsstil. Bogen har været en øjenåbner for mig, og jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at bruge den en hel del som opslags- og inspirationsbog fremover.

Læs mere om Sundhedsrevolutionen på HarperCollins Nordics hjemmeside.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.