Læst i oktober 2020

laestioktober2020

I løbet af oktober læste jeg en stak meget forskellige bøger:

Helenes krig af Pernille Juhl handler om en ung, kvindelig studerende, der under krigen kaster sig ind i modstandsbevægelsen. Bogen er både spændende og velskrevet og giver et bud på, hvordan krigen ændrede hverdagen for ganske almindelige unge mennesker. Under læsningen var jeg meget optaget af historien om Helene og hendes udvikling fra den pæne pige, der ville please alle – til modig, handlekraftig kvinde med egne meninger og holdninger. At historien også rummer en kompliceret kærlighedshistorie gør den endnu bedre.

Stemmer fra graven af Elly Griffiths er syvende selvstændige bind i krimiserien om den herlige arkæolog Ruth Galloway. Elly Griffiths forstår at kombinere en god krimi med skøn humor og en anelse kompliceret kærlighed, så det hele går op i en højere enhed.

Brombærvinter af Sarah Jio er en både spændende, romantisk og rørende historie, der går lige i hjertet. Det kan være svært at få en roman, der foregår i to tidsspor til at gå op i en højere enhed, men det er lykkedes rigtig godt i Brombærvinter.

Lad mig dø af Clare Mackintosh er en roman med mange facetter. Udover at være en velskrevet og spændende thriller med et virkelig udspekuleret plot udmærker bogen sig ved at berøre forskellige lidt tabubelagte problematikker.

Fra blokken af Jonas T. Bengtsson er en barsk fortælling fra et hårdkogt, kriminelt miljø. Den er virkelig velskrevet og karaktererne er meget overbevisende og troværdige. Jeg har været totalt opslugt af fortællingen og har læst den nærmest uden pauser.

Bare lidt til af Simona Ahrnstedt er en meget romantisk fortælling. Langt hen ad vejen var jeg da også vældig godt underholdt af historien, selv om den ærlig talt er fuld af klichéer og temmelig banal. Undervejs kørte jeg en smule død i bogen, der nok er lidt for forudsigelig og tuttenuttet efter min smag.

Når svalerne flyver højt af Anne-Kirsten Brønserud er en virkelig velskrevet og læseværdig roman fuld af atmosfære. For de fleste, der har været barn og ung på landet i perioden fra 1960-1972, vil bogen være en tur ned ad Memory Lane. Personligt kunne jeg i hvert fald genkende virkelig meget fra min egen barndom og ungdom, og en masse erindringer kom op til overfladen, mens jeg læste.

Læs videre

Æblehøsten er i hus

aeblehoestenerihus

Forleden dag fik vi årets æblehøst i hus. Nu har vi kassevis af skønne æbler. Der er Belle de Boskoop og Ingrid Marie i så lange baner, at vi regner med at have æbler til husbehov i et pænt stykke tid.

Der er noget særligt ved at gå ud i egen have og samle forråd. Det er dejligt at plukke æblerne og lægge dem i kasser. En af de rigtig gode ting ved at have en have. Endnu en gang forundres jeg over, hvor meget mad man kan få ud af en almindelig parcelhushave.

Læs videre

Læst i september 2020

 

laestiseptember2020

I september har jeg fået læst en hel masse. Se bare den skønne stak bøger på billedet.

For barnets bedste af Line Holm og Stine Bolther er en superspændende krimi med højt tempo og stof til eftertanke. Jeg ser frem til at læse mere af Holm og Bolther. Der må bestemt være noget at glæde sig til – det nye krimi-makkerpar er i hvert fald kommet ualmindeligt godt fra start.

Rosalinds løgn af Muna Shehadi er en historie fuld af drama og intriger krydret med en solid portion romantik. Jeg blev hurtigt fanget af handlingen og har været supergodt underholdt under læsningen. Bogen er en forrygende start på Tre døtre-trilogien.

Kun en kladde af Vibeke Marx er en gribende historie om hemmeligheder og løgne, og om behovet for at høre til og vide, hvem man er. Romanen er inspireret af virkelige hændelser. En rigtig rørende historie, som jeg har slugt nærmest i én mundfuld.

Drengen fra skoven af Harlan Coben. Jeg har været rigtig glad for at læse mange af Harlan Cobens bøger, så jeg havde høje forventninger til Drengen fra skoven.

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er ikke bare en fin og følsom kærlighedshistorie – den er mere end det. Den er også en historie om familiehemmeligheder, om at turde kaste sig ud i livet uden sikkerhedsnet og om at slippe fortiden. Elsebeth Egholm viser en ny side af sit forfatterskab med denne både romantiske og spændende roman.

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen er en virkelig velskrevet, vedkommende, spændende og rørende roman om tabuer, magtmisbrug og overgreb – men også om medmenneskelighed, omsorg og kærlighed.

Mindernes længsel af Santa Montefiore er en trist – men også meget fin og rørende historie om, hvordan demens rammer både den syge og de pårørende. Det er også en dejlig historie om kærlighed og sammenhold.

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris er en meget, meget gribende fortælling om både ufattelig ondskab og om mod, medmenneskelighed og næstekærlighed. Det er en hjerteskærende og uforglemmelig beretning om, hvad der skete under Holocaust. Samtidig er det en meget smuk og stærk kærlighedshistorie.

Læs videre

Sur realisme

surrealisme

Under oprydning fandt jeg for nylig en gammel invitation i en skuffe. Det er den på billedet.

Min svigerfar var, som jeg før har fortalt, dygtig til at tegne. Faktisk levede han af det i en periode af sit liv. Det var altid noget særligt at modtage en invitation eller et julekort fra ham og se, hvad han nu havde fundet på at tegne.

Tegningen på billedet er fra invitationen til hans 60 års fødselsdag. Den har ligget i skuffen i godt og vel 33 år. Jeg synes stadig, at tegningen er rigtig god – og måske forstår jeg den endnu bedre nu, hvor jeg selv for længst har passeret de 60.

Nu hænger tegningen på opslagstavlen i køkkenet og minder mig om min svigerfar  – og om hvor hurtigt årene går.

Læs videre

Til bloggerarrangement via Skype

bloggerarrangementviaskype

I onsdags var jeg inviteret til  et bloggerarrangement på Politimuseet i København. Politikens Forlag afholdt arrangementet forud for udgivelsen af Line Holm og Stine Bolthers krimi For barnets bedste, som udkom i går. (Du kan læse min anmeldelse af bogen her.)

Jeg ville rigtig gerne have været med, men da jeg er i risikogruppe i forhold til Covid-19, undgår jeg for øjeblikket at være med, hvor relativt mange mennesker samles. Heldigvis gav forlaget mulighed for, at man kunne deltage via Skype. Det var vi nogle, der benyttede os af.

Så jeg var til bloggerevent hjemme i køkkenet via Skype. Jeg er vant til at skype med min søn på Grønland, men det var første gang, jeg prøvede at være med til et møde på den måde.

Det var interessant at høre de to forfattere samt tidligere drabschef Ove Dahl og retsmediciner Hans Petter Hougen fortælle om bogen og deres arbejde i øvrigt. Og hyggeligt at kunne vinke til dem og til nogle af bloggerkollegerne.

Læs videre