Læst i oktober 2020

laestioktober2020

I løbet af oktober læste jeg en stak meget forskellige bøger:

Helenes krig af Pernille Juhl handler om en ung, kvindelig studerende, der under krigen kaster sig ind i modstandsbevægelsen. Bogen er både spændende og velskrevet og giver et bud på, hvordan krigen ændrede hverdagen for ganske almindelige unge mennesker. Under læsningen var jeg meget optaget af historien om Helene og hendes udvikling fra den pæne pige, der ville please alle – til modig, handlekraftig kvinde med egne meninger og holdninger. At historien også rummer en kompliceret kærlighedshistorie gør den endnu bedre.

Stemmer fra graven af Elly Griffiths er syvende selvstændige bind i krimiserien om den herlige arkæolog Ruth Galloway. Elly Griffiths forstår at kombinere en god krimi med skøn humor og en anelse kompliceret kærlighed, så det hele går op i en højere enhed.

Brombærvinter af Sarah Jio er en både spændende, romantisk og rørende historie, der går lige i hjertet. Det kan være svært at få en roman, der foregår i to tidsspor til at gå op i en højere enhed, men det er lykkedes rigtig godt i Brombærvinter.

Lad mig dø af Clare Mackintosh er en roman med mange facetter. Udover at være en velskrevet og spændende thriller med et virkelig udspekuleret plot udmærker bogen sig ved at berøre forskellige lidt tabubelagte problematikker.

Fra blokken af Jonas T. Bengtsson er en barsk fortælling fra et hårdkogt, kriminelt miljø. Den er virkelig velskrevet og karaktererne er meget overbevisende og troværdige. Jeg har været totalt opslugt af fortællingen og har læst den nærmest uden pauser.

Bare lidt til af Simona Ahrnstedt er en meget romantisk fortælling. Langt hen ad vejen var jeg da også vældig godt underholdt af historien, selv om den ærlig talt er fuld af klichéer og temmelig banal. Undervejs kørte jeg en smule død i bogen, der nok er lidt for forudsigelig og tuttenuttet efter min smag.

Når svalerne flyver højt af Anne-Kirsten Brønserud er en virkelig velskrevet og læseværdig roman fuld af atmosfære. For de fleste, der har været barn og ung på landet i perioden fra 1960-1972, vil bogen være en tur ned ad Memory Lane. Personligt kunne jeg i hvert fald genkende virkelig meget fra min egen barndom og ungdom, og en masse erindringer kom op til overfladen, mens jeg læste.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.