I medgang og modgang

imedgangogmodgang

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst I medgang og modgang af Lucy Dillon.

Jeannie har mødt sin drømmemand. Dan er en flot og charmerende fyr. Han er dyrlæge. Han friede til Jeannie på en meget romantisk måde. Jeannie sagde ja. Alt var skønt og helt perfekt. De følgende måneder brugte de to al deres tid sammen på at planlægge deres bryllup.

Nogle måneder senere sidder Jeannie i en bil sammen med sin far. Hun er klædt i en drøm af en brudekjole og på vej til Longhamptons rådhus for at blive viet til Dan. Hun er på vej til et helt nyt kapitel i sit liv. Det burde være en lykkelig dag, men pludselig føler Jeannie, at det hele er helt forkert.

Samtidig kommer Dan ud for en alvorlig ulykke. Jannie tilbringer det, der skulle have været deres bryllupsnat ved Dans seng på intensivafdelingen. Dan er i koma. Pludselig er deres lykkelige fremtid forvandlet til et mareridt. Jeannie plages af skyldfølelse. Er det hendes skyld det hele?

I medgang og modgang er den første bog af Lucy Dillon, jeg har læst. Det er en romantisk historie, der foregår i den hyggelige by Longhampton. Hunde og deres trofasthed spiller en ret stor rolle i historien. Jeg forestiller mig, at det vil være et ekstra plus for enhver, der selv har en hund, de er glade for. Jeg har været rigtig godt underholdt af romanen og dens hyggelige univers. Det er ren feel good, og jeg har umiddelbart lyst til at læse flere af Lucy Dillons bøger.

Læs mere om I medgang og modgang hos Forlaget Zara.

Læs videre

Pigen fra det store hvide skib

pigenfradetstorehvideskib

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

I januar 1951 stævner hospitalsskibet Jutlandia ud fra Langelinie mod Korea. Ombord på skibet befinder sig nogle af Danmarks dygtigste læger og sygeplejersker. Blandt sygeplejerskerne er Molly. Hun har traumatiske oplevelser i bagagen. Seks år tidligere – på dagen for Danmarks befrielse – var hun med til at behandle døende og hårdt sårede. Desuden blev hun selv udsat for et brutalt overfald, der satte sine dybe spor. For Molly bliver arbejdet på Jutlandia en flugt fra fortiden.

I Korea har den 11-årige pige Yun også været udsat for forfærdelige oplevelser. Hun har mistet både hjem og familie i sin lille landsby i Nordkorea og har begivet sig ud på en farefuld færd mod syd.

I romanen følger læseren skiftevis Molly og Yun. På et tidspunkt flettes deres historier sammen, da de møder hinanden under dramatiske omstændigheder.

Pigen fra det store hvide skib er en både barsk og rørende historie. Den beskriver krigens rædsler, ondskab og konsekvenser. Men den fortæller heldigvis også om næstekærlighed, godhed og venskab. Det er en meget fin historie med et vellykket samspil mellem historiske fakta og fiktion. Romanens karakterer er meget forskellige og meget troværdige. Jeg har nydt at læse denne velskrevne roman og er endda blevet en lille smule klogere på den rolle, hospitalsskibet Jutlandia spillede under Koreakrigen. Jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Læs videre

Ni liv

niliv

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ni liv af Emelie Schepp. Bogen er sjette bind i krimiserien om Jana Berzelius.

En uhyggelig video deles på YouTube. Man ser en ung mand. Han er forslået og har sprængstoffer spændt fast til kroppen. Politiet finder frem til stedet, hvor filmen er optaget, og hvor manden befinder sig. Desværre kommer de for sent. Den unge mand er død. Han identificeres som medlem af banden Komados. Han er det fjerde bandemedlem, der er blevet dræbt i løbet af kort tid.

Anklager Jana Berzelius er tilknyttet sagen, der efterforskes af Mia Bolander og hendes nye makker Patrik Wiking. Opklaringsarbejdet besværliggøres af, at ingen i det kriminelle miljø har lyst til at snakke med politiet. Ingen har hørt eller set noget.

Også denne gang går begivenhederne nervepirrende tæt på Jana Berzelius personligt. Endnu en gang bliver hun konfronteret med oplevelser og personer fra sin fortid, som hun af al magt forsøger at gøre endeligt op med.

Ni liv er en hamrende spændende, god og velskrevet krimi. Tempoet er højt og begivenhederne dramatiske. Der er meget på spil. Det er fuldt fortjent, at Emelie Schepp hele tre gange er blevet kåret som Årets svenske krimiforfatter.

Jeg har tidligere omtalt Ondt blod og Fars dreng og Mester Jakob af Emelie Schepp.

Læs mere om Ni liv hos Politikens Forlag.

Læs videre

Den jeg skulle blive

denjegskulleblive

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen.

Forlaget skriver:

Midt i livet står Henning pludselig alene. Han er blevet skilt flere gange, han ser sjældent sine børn, og da han opfører sig grænseoverskridende over for en kunde, bliver han fyret fra sit arbejde på et reklamebureau.

Den uventede fritstilling får Henning til at genoverveje sin tilværelse: Hvilken mand har han været over for de kvinder, der formede hans liv? Hvilken slags barn var han, og hvilken slags far?

Spørgsmålene fører til overraskende erkendelser om Hennings liv – ikke mindst om hans forhold til den fremmedfjendske datter Synne, der forsøger at holde Henning på afstand. Men de fører også til uventede møder, der for altid ændrer Hennings syn på køn og identitet.

Den jeg skulle blive er en gribende og eftertænksom roman om de små og store forskelle mellem den, man er, og den, man gerne vil være.

Geir Gulliksen har en særlig måde at skrive på. Selv når han skriver modigt og ligefremt, er der noget sårbart og poetisk over skildringen. Også i denne roman tegner han et billede af en søgende hovedperson, der kæmper med at finde sig til rette med sit selvbillede. Den jeg skulle blive er ikke en roman, man lige læser i en ruf. Lige som romanens Henning har læseren brug for lidt tid til refleksion. Der er så mange små iagttagelser og pudsige detaljer, der fortjener opmærksomhed, i dette nuancerede portræt af en mand.

Jeg har tidligere anmeldt Historie om et ægteskab og Se på os nu af Geir Gulliksen her på bloggen.

Læs mere om Den jeg skulle blive og Geir Gulliksen hos Gutkind.

Læs videre

Læst i januar 21

laestijanuar21

Hvor er det godt, der findes bøger. Ellers er det ikke godt at vide, hvordan man skulle klare denne mærkelige tid, vi står midt i. I januar har jeg i høj grad søgt tilflugt i bøgernes univers. Jeg har læst den stak skønne og meget forskellige bøger, du ser på billedet herover.

Anti-inflammatorisk topform på 4 uger af Martin Kreutzer og Simon Weisdorf er ikke den første bog om antiinflammatorisk livsstil, jeg har læst. Alligevel har bogen bragt mig ny viden og givet blod på tanden. Bogen beskriver på en enkel måde fordelene ved de enkelte, udvalgte madvarer – deres virkning i kroppen. Der er indkøbslister, madplaner, indbydende opskrifter og en lille peptalk hist og her. Der er gode råd om motion, søvn og stresshåndtering, som også hører med til en antiinflammatorisk livsstil.

Verdens bedste bedste af Lars Daneskov er en skøn fortælling om, hvordan det er at få børnebørn. Den rammer plet. Jeg ved det, fordi jeg selv er så heldig at have et barnebarn. Alle de store følelser det vækker, når man bliver bedstefar eller bedstemor, er så fint beskrevet i bogen.

Når tiden går i stå af Ninni Schulman er 6. selvstændige bind i en krimiserie. Desværre har jeg ikke læst de første fem bind, men det vil jeg snarest forsøge at råde bod på. Når tiden går i stå er en af den slags romaner, man slet ikke kan lægge fra sig, før sidste side er vendt. Og når sidste side så er vendt, er man slet ikke færdig med bogen, for man har fået så meget at tænke over under læsningen.

Store børn af Elisabeth Gjerluff Nielsen er en erindringsbog, der sætter en tyk streg under det faktum, at vi mennesker oplever ting forskelligt og reagerer forskelligt på vores oplevelser – selv om vi er i familie. Endnu en bog om de svære familierelationer.

Familien Winther af Katrine Wessel. Bogen er første bind i fortællingen om Winther-dynastiet. Dette første bind i serien er en forrygende start på fortællingen om den velhavende Winther-familie. Det er en fortælling for alle, der elskede Herskab og tjenestefolk og Downton Abbey.

Hvis du vil have mig af Katrine Wessel er andet bind i serien om Winther-dynastiet. Jeg har slugt denne anden bog i rækken nærmest i én mundfuld. Det er en historie fuld af romantik og intriger. Læseren lærer efterhånden seriens karakterer bedre at kende, og det gør læsningen mere og mere spændende.

Rosenhavens hemmeligheder af Katrine Wessel er 3. bind i serien om Winther-dynastiet. Denne historiske og romantiske serie bliver bare bedre og bedre. I dette bind løftes sløret for nogle af de dystre hemmeligheder, man kun fik en vag anelse om i seriens første to bind.

Men så døde mormor af Louise Winther er en fortælling om et hverdagsliv på godt og ondt – et underspillet drama, som trækker tråde mange år frem.

Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager handler om en ung kvinde, der i løbet af meget kort tid mister både en god veninde og sin far. Begge mister livet under dramatiske og ulykkelige omstændigheder. I kølvandet på faderens død følger arvestridigheder og manglende sammenhold i familien. Romanen skildrer kvinden i årene efter faderens død, hvor hun forsøger at finde fodfæste igen og finde sin vej videre i livet. Det samme og noget helt andet er en roman, der på den ene eller den anden måde har noget at fortælle os allesammen.

Vi tog op med mor af Karin Smirnoff. Bogen er andet bind i trilogien om Jana, som vi første gang mødte i Jeg tog ned til bror. Jeg syntes rigtig godt om første bind i trilogien. Dette andet bind er endnu bedre. Romanens karakterer er meget specielle men også meget troværdige. Sproget er blomstrende og meget beskrivende på en helt unik måde. Selv om historien er ret så barsk, må der af og til trækkes på smilebåndet, når beskrivelserne og sproget for alvor folder sig ud. Den specielle måde, som bøgerne er skrevet på, og som man lige skulle vænne sig til i begyndelsen af første bind, er blevet en kæmpestor styrke.

Læs videre