Ellinors modige valg

ellinorsmodigevalg

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ellinors modige valg af Katrine Wessel. Bogen er fjerde bind i serien om Winther-dynastiet.

Efter sin mands død bor Ellinor Winther hos sine svigerforældre sammen med sin lille datter. Men Ellinor er en selvstændig kvinde, der ikke kan finde sig til rette med bare at sidde til stads i familiens fine stuer. Hun vil leve sit liv på en anden måde. Så hun beslutter sig for at finde sig et arbejde, så hun kan forsørge sig selv og sin datter. Den beslutning bryder hendes svigermor sig bestemt ikke om.

Der foregår forskellige ting i kulissen, der antyder, at der er flere spændende begivenheder og intriger i vente.

Jeg har glædet mig meget til denne nye bog i den romantiske, historiske serie om Winther-familien, og den har i allerhøjeste grad levet op til mine positive forventninger. Efter min mening er Ellinors modige valg seriens hidtil bedste bog. En serie, der bare bliver bedre og bedre – kan man ønske sig mere? Bøgerne er perfekt til ferielæsning.  Jeg er begejstret for seriens univers og glæder mig meget til femte bind.

Jeg har tidligere anmeldt det første bind i serien her, det andet her og det tredje her:

Læs mere om Ellinors modige valg hos Politikens Forlag.

Læs videre

Overleverne

overleverne

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Overleverne af Alex Schulman. (Lindhardt og Ringhof)

Tre voksne brødre kører gennem Sverige mod den ødegård, hvor de sammen med forældrene tilbragte deres barndoms sommerferier. Der hvor de  som børn gik på opdagelse i skoven og badede i søen. Det er første gang i tyve år, de skal tilbage. Der skete noget voldsomt dengang for længe siden, som gjorde at de aldrig mere som familie vendte tilbage til ødegården. Men nu skal brødrene gense stedet. Med sig har de deres mors aske, som hun har ønsket skal spredes netop der.

Gensynet med ødegården vækker mange minder i de tre brødre. Også minder om det, der førte til, at alting blev forandret. De har aldrig siden talt om det i familien. Det viser sig nu, at de tre brødre har meget forskellige erindringer  – både om det og om andre oplevelser fra barndommen. Måske fordi der er noget, der er så svært og tungt at leve med, at man er nødt til at glemme det.

Historien fortælles i to spor – før og nu. Nutidssporet fortælles baglæns. Det gør, at man som læser først mod bogens slutning forstår, hvad det er, der har rystet denne families verden  så voldsomt.

Jeg har næsten konstant haft en klump i halsen, mens jeg har læst Overleverne. Der er så meget smerte i den roman. Der er en stemning af noget skæbnesvangert hele vejen igennem. Romanen er virkelig, virkelig fremragende skrevet og tegner et smerteligt troværdigt billede af, hvordan det er at vokse op i en dysfunktionel familie præget af druk og omsorgssvigt. Hvordan det er tidligt at opleve tab, sorg og skyld. Det er en bog, jeg er nødt til at læse igen, så snart jeg har sundet mig lidt. Den får mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Læs videre

Hannies bog

hanniesbog

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Hannies bog af Lisa Wingate.

Hannies bog er inspireret af virkelige begivenheder og originale avisannoncer fra Sydstaterne, hvor frigivne slaver efterlyste savnede slægtninge.

Romanens handling foregår i to tidsspor. I 1875 i tiden efter den amerikanske borgerkrig tager 18-årige Hannie fra Louisiana ud på en farefuld færd for at finde sin mor og sine søskende, som hun blev adskilt fra, da hun var en lille pige. Hendes ledestjerne er tre glasperler, som hun engang fik af sin mor. Alle i familien bærer sådan tre perler. Perlerne er et symbol på familiens samhørighed og skal gøre det nemmere for de enkelte familiemedlemmer at genkende hinanden, når de en dag forhåbentlig ses igen

I 1987 bliver den unge lærer Benedetta ansat på en skole i Louisiana. Stedet er præget af raceulighed, fattigdom og opløste familier. Eleverne har ikke meget tro på fremtiden og de kender ikke deres egen historie. De er overhovedet ikke motiverede til at deltage i undervisningen. Benedetta sætter sig for at ændre på tingene.

Læseren følger skiftevis de to kvinder i hver deres tid. Til sidst bliver deres historier vævet sammen på fineste vis.

Jeg har været helt opslugt af bogen. Tanken om de stakkels familier, hvor forældre og børn brutalt blev revet væk fra hinanden, er hjerteskærende. De to hovedpersoner Hannie og Benedetta er et par stærke kvinder, der kæmper med næb og kløer for det, der betyder noget for dem. I det hele taget er romanens karakterer troværdige, og hele historien er velskrevet og både barsk og rørende. At historien er inspireret af virkelige hændelser gør den endnu mere vedkommende.

Jeg har tidligere anmeldt Inden vi blev jeres af Lisa Wingate her på bloggen.

Læs mere om Hannies bog hos Alpha Forlag.

Læs videre

Kost & Kronisk Sygdom

kost&kronisksygdom

E-bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har gennemlæst Kost & Kronisk Sygdom af Strange Skov & Siv Skov.

I bogen giver Strange og Siv Skov deres bud på, hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi kan spise os til bedring. Bogen er et resultat af fem års research og kritisk gennemgang af  tilgængelig viden om kost og helbred . Der kigges kritisk på  kostanbefalinger, der måske  bygger på forskning betalt af fødevareindustrien. I bogen anvises nye måder at anskue  sammenhængen mellem vores mad og hvordan vi har det.

Bogen handler i bund og grund om at tage ansvar for sin egen sundhed, sin egen krop og sit eget liv. Den handler om at vende udviklingen af en kronisk sygdom, der langsomt begrænser livsudfoldelsen til et sundere og mere aktivt liv i en krop, der fungerer optimalt, fordi den  får den bevægelse og de næringsstoffer, den har brug for. Den handler om at ændre sit syn på, hvad god mad/sund mad egentlig er.

Kost & Kronisk Sygdom er et sandt bombardement af informationer om kost og sundhed – fra en lidt anden vinkel, end de fleste måske er vant til. Det hele bliver præsenteret på en måde, der er til at forstå, og er krydret med en god portion humor. Den røde tråd i bogen er fortællingen om den erhvervede viden, der hjalp Strange Skov til at ændre sin kost, tabe 20 kg og blive symptomfri trods den gigtsygdom, han har arvet fra sin far. Strange Skov fortæller, at han er sikker på, at når han kunne gennemføre de resultatskabende livsstilsændringer, så kan andre også gøre det.

Kost & Kronisk Sygdom er en fantastisk inspirerende bog. Den giver optimisme og håb om bedring for alle, der har mod på at kaste sig ud i en helt ny måde at spise, tænke og leve på.

Læs mere om Kost & Kronisk Sygdom på Strange Skovs hjemmeside.

Læs videre

Læst i juni 2021

laestijuni2021

I løbet af juni har jeg læst de skønne bøger på billedet.

Under bjælken af Jens Andersen tegner et nuanceret portræt af Kronprins Frederik. Bogen går tæt på kronprinsens viljestærke kamp for at forlige sig med sin skæbne og rolle. Den skildrer hans mange kampe med sig selv og sine omgivelser og følger den personlige rejse fra genert dreng til rebelsk ung mand, frømand, ægtemand og far til fire.

Døden mellem Linjerne af Elly Griffiths er første selvstændige bind i serien om kriminaloverbetjent Harbinder Kaur. En spændingsfyldt krimi af forfatteren til de populære bøger om Ruth Galloway.

Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo er en af den slags krimier, man slet ikke kan lægge fra sig. Man må hele tiden lige læse lidt mere, og lidt mere. Siderne vender næsten sig selv. Med andre ord – bogen er superspændende. Den er også virkelig velskrevet og fuld af troværdige karakterer og miljøer. Plottet er udspekuleret.

Lenni og Margots et hundrede år af Marianne Cronin er historien om et helt særligt venskab mellem to vidt forskellige kvinder. Den ene er helt ung, den anden er gammel. De er begge alvorligt syge. Historien er gribende og meget, meget smuk. Den er fuld af både alvor og sjov. Det er en af de fineste fortællinger om kærlighed, tab, mod og venskab, jeg længe har læst.

Solen er så rød af Henriette Houth er en fortælling, der rummer en masse smerte. Det er en roman, der har fokus på tunge emner som utroskab, skilsmisse, alkoholisme, depression, anoreksi og selvmord. En velfortalt og gribende fortælling om at vælge livet på trods af sorg, tab, fortielser og skyldfølelse.

Den usynlige pige af Lisa Jewell er en af de bedste og mest spændende krimier, jeg har læst længe. Forfatteren formår på en helt særlig måde fastholde sine læsere fra første til sidste side i sine krimier. I Den usynlige pige går det hele op i en højere enhed. Persongalleriet er både interessant, originalt og overbevisende. Selve historien er bygget op over temaer som utroskab, tab, svigt og overgreb. Det hele spindes på mesterlig vis sammen til en meget spændende og nervepirrende læseoplevelse.

Læs videre