Huset ved havet

husetvedhavet

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Huset ved havet af Liz Fenwick.

Boskenna – et stort og smukt gammelt hus ved kysten i Cornwall – danner rammen om fortællingen om tre generationer af kvinder og de dybe hemmeligheder, der har gjort deres indbyrdes forhold svært.

For Joan og hendes mand var Beskanna et dejligt fristed.  Her kunne komme på afstand af deres krævende hverdag og bare nyde livet.

For deres datter, Diana blev Beskanna barndommens ferieparadis. Hun forbinder stedet med fester, gæster, latter, hav og blå himmel.

Også for Dianas datter, Lottie har Beskenna været  et højt elsket fristed, hvor hun har nydt godt af bedsteforældrenes kærlighed og omsorg.

Nu samles de tre kvinder en sidste gang i Beskenna. Gamle hemmeligheder, som huset har gemt på i mange år kommer frem i dagens lys. Det får mange ting til at falde på plads.

Huset ved havet fortælles i to tidsspor. Handlingen udspiller sig dels i 1962 og dels i 2018. Det fungerer rigtig godt med de to tidsspor, der langsomt flettes sammen og løfter sløret mere og mere for nogle ret dramatiske hændelser.

Bogen er let og underholdende læsning  fuld af drama, intriger og romantik. Perfekt til afslappet læsning i ferien men næppe en roman, der vil gå over i historien.

Læs mere om Huset ved havet fos Forlaget Zara.

Læs videre

Arvtageren

arvtageren

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Arvtageren af Camilla Sten.

Da Eleanors mormor bliver myrdet, ser Eleanor et glimt af morderen, der flygter fra gerningsstedet. Men Eleanor er ansigtsblind, og er ikke til nogen hjælp, da politiet beder hende om at beskrive gerningsmanden.

Da boet efter mormoren gøres op, viser det sig til Eleanors store overraskelse, at hun efterlader sig en stor herregård. Eleanor har aldrig hørt om herregården, men sammen med sin kæreste og en advokat tager hun afsted for at se stedet. Hun forstår ikke, hvorfor hendes mormor aldrig har fortalt hende om det.

Det store mystiske hus viser sig at gemme på en masse hemmeligheder, og langsomt kommer en historie fra fortiden frem i lyset. Men nogen forsøger at forhindre Eleanor i at finde frem til sandheden om huset og om hendes mormor.

Arvtageren er en spændingsroman om arv og mørke familiehemmeligheder. Historien fortælles i to tidsspor, som efterhånden flettes sammen og får alting til at falde på plads.

Jeg må indrømme, at jeg var halvvejs inde i bogen, før handlingen for alvor fangede mig. Jeg havde temmelig svært ved at se både omgivelserne og karaktererne for mig, og samtidig blev jeg lidt irriteret over, at hovedpersonen var blevet udstyret med ansigtsblindhed. Det forekommer efterhånden  lige lovlig tit i kriminalromaner. Men trods alt blev jeg efterhånden fanget af historien. Jeg var ok underholdt under læsningen, men Arvtageren er ikke den bedste krimi, jeg har læst.

Jeg har tidligere anmeldt Den forsvundne by af Camilla Sten.

Læs mere om Arvtageren hos Gads Forlag.

Læs videre

Olivias hemmelighed

oliviashemmelighed

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Olivias hemmelighed af Muna Shehadi. Bogen er den sidste i Tre døtre-trilogien.

Olivia er den ældste i en søskendeflok, der består af tre piger. De er døtre af en blændende smuk og berømt – nu afdød filmstjerne. Desværre var moderen ikke bare smuk og feteret , hun var også psykisk ustabil.

Olivias karriere går ikke særlig godt. Det går heller ikke særlig godt med at få opfyldt drømmen om at blive mor. Da det så yderligere viser sig, at hendes mand, Derek har haft en virkelig ondskabsfuld hemmelighed gennem hele deres ægteskab, bryder Olivas verden sammen. Hun vil langt væk fra Derek og søger tilflugt ved kysten i Maine. Det er et sted, der rummer mange glade barndomsminder for hende.

I Maine møder Olivia Duncan. Hans tilværelse er også blevet rystet i sin grundvold. De to bliver tiltrukket af hinanden, men før Olivia kan kaste sig helhjertet ud i en ny fremtid, bliver hun nødt til at se fortiden i øjnene og forlige sig med den.

Olivias hemmelighed er præcis som de første to bind i trilogien fuld af drama og intriger toppet med masser af romantik. I denne afsluttende fortælling  afsløres de sidste hemmeligheder om de tre søstres mødrene ophav. Bogen binder sløjfe på de løse ender i historien om de tre søstre med den meget usædvanlige familiebaggrund.

Jeg har tidligere anmeldt trilogiens to første bind, Rosalinds løgn og Eves Sandhed.

Læs mere om Olivias hemmelighed hos Forlaget Zara.

Læs videre

Læst i juni 2022

laestijuni2022

I løbet af juni har jeg læst de fem bøger på billedet:

Den nat hun forsvandt af Lisa Jewell er en meget spændende og nervepirrende roman om et helt ungt kærestepar, der forsvinder sporløst efter en bytur. To år senere er de fortsat som forsvundet fra jordens overflade. Men da en kvindelig krimiforfatter flytter til området og en dag finder noget mystisk i sin have, dukker der nye spor op i sagen.

Vingården for Vilde Drømme af Caroline Säfstrand handler om Erica, der er ramt af en stor sorg og slet ikke kan se nogen lyspunkter i livet. Helt spontant tager hun en pause fra hverdag, job og mand. Hun tager afsted fra hjemmet i Stockholm uden at vide, hvor hun skal tage hen. Hun trænger bare til at komme væk. Bogen er oplagt ferielæsning – den er fuld af stemning og giver smil på læben.

Love & Gelato – En sommer fuld af hemmeligheder af Jenna Evans Welch. Bogen er første bind i en trilogi.

Lina har mistet sin mor. Det var hendes mors sidste ønske, at Lina skulle lære sin far at kende. Hun har aldrig mødt ham før, og nu skal hun tilbringe sommeren hos ham i hans hjem i Toscana. Det er en virkelig skøn historie fuld af kærlighed og atmosfære. Perfekt ferielæsning.

Hemmelighedernes bibliotek af Janet Skeslien Charles er en uforglemmelig fortælling om venskab og sammenhold baseret på den virkelige historie om de heltemodige bibliotekarer på Det amerikanske bibliotek i Paris, som under anden verdenskrig satte sig op mod fjenden og beviste, at litteraturen har en enestående evne til at bringe os sammen i nødens stund. En rigtig dejlig roman om venskab på tværs af alder, status, tro og nationalitet – og om kærligheden til bøger.

Den danske soldat af Emilia Hansen er en både stærk og romantisk fortælling om krig og kærlighed. Bogen handler om Tim og Lilly, der kommer fra vidt forskellig baggrund. Lilly tilhører den tyske overklasse og Tim er arbejdersøn og en del af det danske mindretal i Schleswig Holstein. De mødes tilfældigt og bliver tiltrukket af hinanden. Hurtigt forelsker de sig i hinanden og begynder at mødes i smug. De drømmer om en fremtid sammen. En fremtid, der ser anderledes ud end den, der ellers ligger i kortene for dem hver især.

Læs videre

Den danske soldat

dendanskesoldat

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den danske soldat af Emilia Hansen.

Læseren møder bogens to hovedpersoner omkring den tid, da anden verdenskrig bryder ud.

Tim og Lilly kommer fra vidt forskellig baggrund. Lilly tilhører den tyske overklasse og Tim er arbejdersøn og en del af det danske mindretal i Schleswig Holstein. De mødes tilfældigt og bliver tiltrukket af hinanden. Hurtigt forelsker de sig i hinanden og begynder at mødes i smug. De drømmer om en fremtid sammen. En fremtid, der ser anderledes ud end den, der ellers ligger i kortene for dem hver især.

De skjuler deres kærlighed for omverdenen, da de er klar over, at deres forhold vil møde modstand fra alle sider.

Tim bliver indkaldt til den tyske hær og bliver sendt til Østfronten. Imens forsøger Lilly at realisere sin drøm om at læse til dyrlæge. Samtidig kæmper hun imod, da familien forsøger at presse hende til ægteskab med en mand af passende herkomst.

Men adskillelse og krig kan ødelægge både drømme og mennesker. Hvis Tim vender hjem fra krigen med livet i behold, er det så den samme Lilly, der venter derhjemme? Og vil han selv være den samme?

Den danske soldat er en både stærk og romantisk fortælling om krig og kærlighed. Jeg har nydt at læse bogen, der er både romantisk og autentisk. Karaktererne er troværdige, og sproget let og farverigt. Der er en fin balance mellem fakta og fiktion, der gør læseoplevelsen både underholdende og interessant. Der er dog en enkelt lille ting, der har naget mig under læsningen: Bogen kunne have fortjent en grundigere korrektur. Der er lige lovlig mange svipsere, og det er synd. Det påvirker selvfølgelig ikke selve fortællingen, men det generer som en lille sten i skoen, synes jeg.

Læs mere om Den danske soldat hos Lindbak+Lindbak.

Læs videre