Der er en god grund til aprils skiftende vejr

dererengodgrundtilaprilsskiftendevejr

Jeg synes, at vejret i dag giver god grund til at reposte et indlæg, jeg skrev for næsten 11 år siden:

Igen i år lever vejret i april fint op til den gamle historie om, hvordan denne måned fik sit skiftende vejr.

Ifølge den gamle historie var det nemlig sådan, at dengang vejret blev fordelt på de forskellige måneder, da kom april for sent – eller blev af en eller anden grund sprunget over. Så var gode råd  jo dyre. Løsningen blev, at april fik en lille smule vejr af hver af de andre måneder.

Så derfor er vejret i april altså så skiftende.

Bare så I ved det.

Historien har jeg fra en bog, som er skrevet af en nabo, jeg havde en gang. Hun gav mig bogen som afskedsgave, da hun flyttede. Bogen, Forår er en del af en serie, der hedder Årstiderne. Den er skrevet af Hanne Bruun og illustreret af Vif Dissing. Bogen er fra 1978.

Læs videre

Ingen udvej

ingenudvej

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ingen udvej af Cara Hunter.

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i Oxford-serien, som følger kriminalinspektør Adam Fawley og hans team.

Kriminalinspektør Fawleys værste mareridt bliver til virkelighed, da han skal opklare en af de mest skræmmende sager i sin karriere.

To drenge bliver hentet ud af et brændende hus i det nordlige Oxford. Den yngste af drengene er død.  Den ældste er i live, men hans tilstand er yderst kritisk. Hvorfor var de to børn alene i huset? Hvor er deres mor? Og hvor er deres far? Kriminalinspektør Fawley og hans team efterforsker sagen, og det viser sig ret hurtigt, at branden var påsat.

Som om denne alvorlige og dybt tragiske sag ikke er mere end nok, er Adam Fawley også udfordret af problemer i sit privatliv.

Cara Hunters Oxford-krimier er i en liga for sig selv. De er simpelt hen så velskrevne, spændende og umulige at regne ud. Denne tredje bog i serien er efter min mening den hidtil bedste. Den har været næsten umulig at lægge fra sig. Desuden er de gennemgående karakterer så dejligt genkendelige, uperfekte og meget menneskelige. Især Adam Fawley er en meget spændende karakter med en hel del i bagagen. Jeg glæder mig allerede nu til at lære ham og hans team endnu bedre at kende i næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien Familiens synder og Skjult.

Læs mere om Ingen udvej hos Gads Forlag.

Læs videre

Den hemmelige arv

denhemmeligearv

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den hemmelige arv af Natasha Lester.

Den hemmelige arv er en roman, der foregår i flere tidsspor og der er mange begivenheder, der trækker tråde til hinanden. Romanen er ikke helt let at beskrive kort, så jeg vil nøjes ned at gengive, hvad forlaget skriver:

Den australske modekonservator Kat Jourdan er i England med sit arbejde, men får en opgave af mere privat karakter. Kan hun ikke rejse til Cornwall og se til et lille hus, som hendes bedstemor ejer? I huset finder hun til sin overraskelse en unik samling af Dior-kjoler. Kat anede ikke, at hendes bedstemor var i besiddelse af sådan en skat og sætter sig for at undersøge, hvordan de uvurderlige kjoler er havnet der.

I sin jagt på svar støder Kat både på søstrene Skye og Liberty, der kæmpede for englænderne under 2. verdenskrig, og deres barndomsven den amerikanske pilot Nicholas, der er forlovet med den franske kvinde Margaux. En anden fransk kvinde, der ser ud til at have forbindelse til sagen er Catherine, søster til Christian Dior og aktiv i den franske modstandsbevægelse. Skye og Liberty. Nicholas og Margaux. Catherine og Christian. Er de alle seks forbundet? Og hvad er deres forbindelse til Kats bedstemor og den hemmelige arv, der har været gemt væk i over et halvt århundrede?

Jeg har virkelig følt mig i godt selskab, mens jeg læste Den hemmelige arv. Handlingen, der som nævnt foregår i flere tidsspor, byder på både krig og kærlighed og en hel masse hemmelighedskræmmeri. Personerne er tydelige og troværdige. Især kvinderne er i en liga for sig. Der tegnes et farverigt billede af nogle usædvanligt stærke kvinder, der går foran og ikke viger tilbage for ret meget. Kærlighedshistorien, der binder det hele sammen, er både romantisk, gribende og smuk.

Læs mere om Den hemmelige arv hos Alpha Forlag.

Læs videre

Sølvtøj og sød musik

soelvtoejogsoedmusik

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Sølvtøj og sød musik af Ewa Klingberg. Bogen er andet selvstændige bind i Huskvarna-serien. På samme måde som den første bog i Huskvarna-serien foregår Sølvtøj og sød musik i to spor i hver sin tid.

I 1874 løber den unge Mathilda hjemmefra. Hun stikker af for at undgå at blive gift med en mand, hun ikke selv har valgt. Hendes forældre har lovet hende bort til en ældre enkemand. Men Mathilda vil det anderledes.

Kort efter Jeanettes mands begravelse beder hans mor om lov til at flytte ind i et anneks hjemme hos Jeanette. Jeanette er ikke meget for det men kan ikke rigtig få sagt fra. Egentlig er det hendes hensigt at sælge huset og for at blive klar til det, går hun i gang med at rydde op på loftet. Der finder hun nogle gamle sager, der afslører ting fra en svunden tid.

De to historier flettes efterhånden sammen.

Jeg glædede mig på forhånd til at læse Sølvtøj og sød musik, fordi jeg hyggede mig gevaldigt med at læse den først bog i serien. Men jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule skuffet.

Historien om Mathilda kommer godt fra start, men jeg synes, at den taber pusten på vejen og mister noget troværdighed. Jeanettes historie fanger mig aldrig rigtig. Jeg synes ikke, at jeg kan fornemme, hvem hun egentlig er. Det sammen gælder de øvrige karakterer i bogens nutidige spor. De står ikke rigtig tydeligt for mig. Sølvtøj og sød musik har absolut underholdningsværdi, men i mine øjne når den slet ikke samme niveau som den første bog i serien.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien Kræmmerfund og kærlighed.

Læs mere om Sølvtøj og sød musik hos Gads Forlag.

Læs videre

Ude i kulden

udeikulden

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ude i kulden af Linda Castillo. Bogen er tolvte bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

Da amishmanden Adam Lengacher og hans børn en vinterdag er ude på en kanetur, ser de en bil, der er kørt fast i sneen. I bilen finder de en bevidstløs og forkommen kvinde. Adam Lengacher får fat i politichef Kate Burkholder. Da hun kommer frem til uheldsstedet opdager hun, at den forulykkede kvinde er én, hun kender. Hun hedder Gina Colorosa, og hun og Kate har gået på politiskolen sammen og været nære veninder.

Det viser sig imidlertid, at Gina er eftersøgt for drab. Gina erklærer sig uskyldig og påstår, at det er falske anklager fremsat af korrupte kolleger. De vil lukke munden på hende, fordi hun ved for meget om deres ulovlige handlinger.

Mens Kate hvirvles ind i de voldsomme begivenheder omkring Gina, må hun tage ting i sin fortid og sit liv i øvrigt op til fornyet overvejelse.

Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Ude i kulden er den bedste, jeg har læst indtil videre. Linda Castillo skriver, så man er fanget af historien fra første til sidste side. Ude i kulden er virkelig spændende, og læseren får lov til at lære nye sider af den sympatiske og handlekraftige Kate Burkholder at kende. Jeg holder meget af det univers, Linda Castillo har skabt i sine amishkrimier, og jeg glæder mig til næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt niende bind i serien På afveje, tiende bind I al hemmelighed og ellevte bind Vanæret.

Læs mere om Ude i kulden hos Politikens Forlag.

Læs videre