Kræmmerfund og kærlighed

kraemmerfundogkaerlighed

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kræmmerfund og kærlighed af Ewa Klingberg. Bogen er første bind i Huskvarna-serien.

Felicia er lige blevet skilt. Hun sidder tilbage uden møbler og uden penge. Til gengæld er hun eneejer af en gammel, saneringsmoden udlejningsejendom. Hun flytter ind i en af lejlighederne i ejendommen, hvor lejerne jævnligt banker på hendes dør for at fortælle om stoppede afløb og andre problemer. Heldigvis bliver hun også budt på kanelboller, hyggesnak og venskab.

Felicia aner ikke, hvordan hun skal få sin økonomi til at hænge sammen. Midt i det hele møder hun Jonathan, der er antikvitetshandler. Han tilbyder at hjælpe med at indrette hendes lejlighed med fine, gamle møbler.

Senere viser det sig, at et skab, som Jonathan har taget med til lejligheden, har et hemmeligt rum. I det rum gemmer sig noget, der fortæller en historie om Nanny, der engang var ung pige i huset hos en velhavende svensk familie. En historie om kompliceret kærlighed.

Romanen fortælles i to spor i hver sin tid. I det ene følger læseren Felicia og hendes bestræbelser på at skabe sig et hjem og en god fremtid efter skilsmissen. I det andet fortælles historien om Nanny, der som bare elleveårig fik plads som ung pige i huset. Efterhånden dukker der ting op i historien om Felicia, der trækker tråde tilbage til Nanny.

Jeg har simpelt hen hygget mig så meget med at læse Kræmmerfund og kærlighed. Det er en både romantisk og humoristisk roman. Den er skrevet i en let tone og har en høj underholdningsværdi. Bogen er et rigtig godt bud på den perfekte ferielæsning. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

Læs mere om Kræmmerfund og kærlighed hos Gads Forlag.

Hvis du kan lide at læse romaner, der foregår i to tidsspor, kan jeg også anbefale Alle blomsterne i Paris.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.