Lost and found

hypoallergensaebe

For nogle år siden brugte jeg en sæbe, som jeg var meget glad for. Den hed Dove Sensitive. Den var virkelig mild, uden parfume, hypoallergen og god for min sarte hud og mit eksem. Desværre kunne jeg pludselig ikke finde sæben i butikkerne mere. De steder, hvor jeg plejede at købe den, sagde man, at den var udgået. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, så jeg måtte finde en anden sæbe. Det gjorde jeg også, men den var ikke i nærheden af at være så behagelig i brug, som den jeg før havde brugt. Men man kan jo vænne sig til meget. Det kan man blive nødt til.

I maj sidste år læste jeg så på Danica Cloes blog, at hun havde et samarbejde kørende med Dove. Jeg skrev til hende, om ikke hun kunne slå et slag for at få den savnede sæbe tilbage på hylderne. Hun undersøgte sagen og kunne fortælle mig, at sæben faktisk stadig var at finde – bare i nogle butikker, hvor jeg ikke plejer at handle. Jeg blev simpelt hen så glad for den besked, og skyndte mig afsted til nærmeste Rema 1000, hvor der skulle være chance for at finde sæben. De havde ikke sæben i deres sortiment.

Siden har jeg spurgt efter sæben i mange Rema 1000 butikker med samme nedslående resultat.

Da mit eksem er slemt for tiden, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at opnå en bedring, så jeg skrev og klagede min nød til Unilever, der sælger Dove produkterne i Danmark. De svarede, at sæben ganske rigtigt tidligere har været på hylderne i Rema 1000, men at den nu ikke længere forhandles i Danmark, men kan købes i Sverige.

Endnu en gang erklærer jeg min kærlighed til internethandel. Lynhurtigt blev sæben bestilt, og lynhurtigt blev den leveret.

Det er bare nogle stykker sæbe, men jeg føler næsten, at jeg har vundet i lotteriet.

Læs videre

Forfatterevent

I går var jeg inviteret til et spændende og hyggeligt arrangement på Gads Forlag forud for udgivelsen af Pigen under jorden af Elly Griffiths

Elly Griffiths fortalte levende og humoristisk om bogen og sit forfatterskab – det var en rigtig dejlig oplevelse at møde hende.

I det hele taget var det inspirerende at være i selskab med en masse mennesker, der beskæftiger sig med bøger på den ene eller den anden måde. Jeg var så heldig også at få en lille snak med et par andre bloggere, som jeg hidtil kun har kendt fra blogverdenen – det var hyggeligt at møde dem i virkeligheden og få hilst på hinanden.

Efter et rigtig godt arrangement kunne vi allesammen endda gå hjem med en dejlig læse-goodiebag.

Pigen under jorden udkommer på fredag, og jeg glæder mig til at fortælle om bogen her på bloggen.

Læs videre

Bloggen og året der gik

boeger2017

Et år går hurtigt. Alligevel kan man godt se, når man kigger tilbage, at der også er sket mange ting i årets løb.

Jeg skiftede min blogs design ud i årets løb, og den ændring er jeg meget glad for. I, der læser med, har heldigvis også taget godt imod det nye look.

Jeg har anmeldt rigtig mange bøger på bloggen i 2017. Boganmeldelserne er mine absolut mest læste indlæg, så der vil helt sikkert komme en del af dem også her i 2018. Jeg har et rigtig godt samarbejde med et par forlag og en stor boghandel, og det er jeg simpelt hen så glad for.

En anden ting, der har været med til at sætte sit præg på 2017, har ikke direkte noget med bloggen at gøre – og så alligevel. Det er selvfølgelig min e-bog om eksem, jeg sigter til. Det var en stor ting for mig, da jeg i årets løb gjorde alvor af mine tanker om at skrive den. Faktisk tror jeg, at mine skriverier her på bloggen – og inspirationen fra andre bloggere –  var en medvirkende årsag til, at jeg fik gjort noget ved den gamle drøm og fik bogen skrevet.

I efteråret mødtes jeg med Nana, der er kvinden bag bloggen Mit landliv, for at brainstorme omkring det at skrive og drive en blog. Det var både hyggeligt og givende, og vi holder kontakten ved lige og lader os fortsat inspirere af hinanden. Det er godt at have en kollega at sparre med.

Jeg glæder mig til at tage fat på det nye år – også her på bloggen. Der er anmeldelser af et par rigtig gode bøger lige om hjørnet.

Læs videre

Bedre sent end aldrig …

novemberhortensisa

Det var min plan, at jeg hele 2017 ville lave et lille opsamlingsindlæg her på bloggen ved udgangen af hver måned. Et lille resume af de væsentligste begivenheder eller blogindlæg fra den den forgangne måned.

Jeg er kommet så hovedkulds ind i december, at jeg ikke har fået lavet det lille tilbageblik på november – men bedre sent end aldrig. Jeg vil nok ikke fortsætte med disse opsamlingsindlæg i det nye år, men nu fortsætter jeg med det resten af dette år som planlagt.

November fik en flyvende start med et meget, meget hyggeligt og inspirerende møde med Nana, der driver bloggen Mit landliv.

Min bog om eksem fik en rigtig god anmeldelse i Atopisk Eksem Forenings medlemsblad Eksem.

Hyggeligt samvær med familien var der også i månedens løb.

Der blev også læst nogle gode bøger i November. Jeg læste Ventetid af Elizabeth Jane Howard, De voksnes rækker af Anna Grue, Hjem af Harlan Coben, Mirakelmanden af Julie Hastrup og Miraklernes nat af A.J. Kazinski. Meget forskellige bøger – men alle rigtig gode og anbefalelsesværdige.

Jeg nåede også en tur forbi Saxo, hvor jeg deltog i et inspirerende arrangement, hvor Leif Davidsen fortalte om sin seneste roman, Ravnens Rede.

Læs videre