To uger i Toscana

tougeritoscana

Jeg har læst To uger i Toscana af Domenica de Rosa.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Patricia O’Hara ejer en skøn gammel ejendom i Toscana. Her tilbyder hun forskellige kurser med ophold og fuld forplejning. Blandt andet er der hvert år et to uger langt skrivekursus, hvor undervisningen varetages af en vaskeægte bestsellerforfatter.

De smukke omgivelser og kokken Aldos skønne mad er med til at gøre kurserne populære. Alligevel er Patricia noget bekymret. Det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Der er meget at vedligeholde på den gamle ejendom, og det koster mange penge.

Mens Patricia spekulerer, ankommer de forventningsfulde kursister. Det er en broget flok. Mænd og kvinder. Unge og ældre. Forskellige nationaliteter. Alle med et stort og brændende ønske om at skrive og udgive en bog. Men forfatterspirerne får også tid til andet end at skrive. Der er tid til både udflugter og afslapning ved poolen, ligesom der også bliver tid til en sommerflirt eller to.

To uger i Toscana er en rigtig skøn historie om forfatterdrømme, kærlighed og meget andet. Tonen er let og personskildringerne simpelt hen pragtfulde. Man finder hurtigt sine egne favoritter  blandt kursisterne og personalet. Bogen er en sand perle fuld af sommer, sol og feriestemning – man bliver i godt humør af at læse den.

Domenica de Rosa er også forfatteren bag krimiserien om Ruth Galloway, som hun har skrevet under navnet Elly Griffiths.

Læs mere om To uger i Toscana på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Alt hvad jeg ved om kærlighed

althvadjegvedomkaerlighed

Jeg har læst Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

Alt hvad jeg ved om kærlighed er en personlig fortælling om at blive voksen, blive ældre og finde rundt i alle mulige former for kærlighed undervejs. Bogen er skrevet af den prisbelønnede journalist og podcastvært Dolly Alderton, der af anmelderne er blevet kaldt for Englands nye Caitlin Moran og det 21. århundredes Norah Ephron. For bogen modtog hun National Book Award for årets bedste selvbiografi.

Med bogen dokumenterer Alderton sit liv indtil nu og fortæller ærligt og levende om datingkulturen i en digital tidsalder, venskaber som de ser ud i begyndelsen af voksenlivet, kampen for at få en karriere og finde sin plads i verden. Om at være forelsket og ikke at være forelsket nok i sig selv, om at blive droppet og opdage, hvor vigtige venskaber er, når man skal finde vej i tilværelsen.

Efter at have læst de første sider i bogen var jeg temmelig meget i tvivl, om det var en bog for mig. Orkede en bedstemor som mig at læse om en moderne ung piges trængsler og bestræbelser på at komme i snak med drenge – og at forholde mig til hendes tanker i den forbindelse? Egentlig ikke – og så alligevel. Der var noget ved Dolly Aldertons måde at beskrive usikkerheden i de tidlige ungdomsår, der rørte mig. Så jeg læste videre. Lidt ad gangen, mens jeg også var i gang med andet læsestof. Og efterhånden fik Dolly Alderton jo alligevel skovlen under mig.

Alt hvad jeg ved om kærlighed er en både sød, sjov og underholdende fortælling om en fase i livet, som godt kan være besværlig – vejen fra ung til voksen. Der kan være mange bump på vejen og Dolly Alderton beskriver dem med både ærlighed, kærlighed og humor.

Læs mere om Alt hvad jeg ved om kærlighed på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Et rigtigt liv

etrigtigtliv

Jeg har læst Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Filip kommer fra en familie, der ikke mangler noget materielt. Men der mangler noget andet i Filips liv. Han mister tidligt sin mor, og faderen bruger de fleste af sine kræfter og sin opmærksomhed på Filips handicappede bror. Filip kommer på kostskole, og senere begynder han at studere jura. I studieårene bor han sammen med et par nære venner fra skoletiden.

På overfladen ser det ud til , at alting egentlig flasker sig for Filip. Han klarer sig godt til eksamen og får hurtigt et godt job. Han har også succes hos pigerne. Alligevel er han ikke rigtig glad. Han savner noget. Han leder efter noget.

Et rigtigt liv er en historie om at prøve at finde lykken – men måske lede de forkerte steder. Den handler om at pleje karrieren og forsømme de nære relationer. Den handler om menneskers behov for anerkendelse og omsorg. Den handler om længslen efter ægte kærlighed. Ensomheden siver ud mellem bogens sider.

Et rigtigt liv er en roman, der sætter fokus på den smerte og det savn, der opstår i mennesker i en tid, hvor det handler mere om at være smart i en fart end om at passe på sig selv og hinanden.

Katrine Marie Guldager har skrevet endnu en vigtig roman om de svære relationer mellem mennesker.

Jeg har tidligere omtalt En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager her på bloggen.

Læs mere om Et rigtigt liv på Gyldendals hjemmeside.

Læs videre

Læst i maj

laestimaj

I løbet af maj har jeg læst en stak skønne bøger. Bøgerne er meget forskellige men alle meget anbefalelsesværdige.

Jeg har læst tre bøger af Liane Moriarty:

Store små løgne –  tager fat på temmelig tunge emner, men er samtidig virkelig underholdende og også indimellem ret munter. Balancen mellem det alvorlige og det uhøjtidelige kan være svær, men Liane Moriarty mestrer kunsten. En virkelig skøn roman, som er svær at lægge fra sig.

Det hun glemte –  en skøn og tankevækkende historie om vigtigheden af at bevare sig selv og sine sande værdier gennem livet og dets omskiftelser.

Hypnotisørens kærlighed er en rigtig fin historie om kærlighed i forskellige afskygninger – både den lykkelige og den ulykkelige.

En bog, der har gjort kæmpestort indtryk på mig, er Ind i en stjerne af Puk Qvortrup – en selvbiografisk roman om at miste sin elskede og stå alene med to helt små børn – og om langsomt at finde livsglæden igen. En meget, meget stærk debutroman, der går lige i hjertet.

Kate og Rosemary af Libby Page er en varm og dejlig historie om trofast kærlighed, venskab og sammenhold og om at kæmpe for det, der virkelig betyder noget. En rigtig skøn roman, der sætter fokus på nogle af de allervigtigste ting i livet. En roman man bliver glad og optimistisk af at læse.

Barselsstrik  af Mette Hvidtved er den dejligste strikkebog, man kan tænke sig. Den er så fin og indbydende. Den indeholder begyndervenlige opskrifter på strik til børn fra 0-2 år.

Læs videre

Hypnotisørens kærlighed

hypnotisoerenskaerlighed

Jeg har læst Hypnotisørens kærlighed af Liane Moriarty.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Ellen O’Farrell er terapeut og arbejder bl.a. med hypnose. Hun er single og har lige mødt Patrick, der er landmåler og alene med sin otteårige søn. Ellen og Patrick falder for hinanden og indleder et forhold. Alt er godt bortset fra, at Patricks ekskæreste, ikke vil lade ham være i fred. Hun dukker op i hans nærhed hele tiden. Hun stalker ham.

At Patricks forhenværende kæreste stalker ham, kan vel næppe være særlig rart for hans nye kæreste, skulle man tro. Men Ellen synes faktisk, det er interessant. Hun får lyst til at møde Patricks stalker og lære hende at kende.

Hypnotisørens kærlighed er en rigtig dejlig historie om kærlighed i forskellige afskygninger – både den lykkelige og den ulykkelige. Som altid formår Liane Moriarty at pakke alvorlige problemstillinger ind i underholdende historier, så de bliver lidt nemmere at håndtere – men man bliver alligevel nødt til at tage stilling til dem.

Jeg har tidligere omtalt Vanvittig skyldig, Store små løgne og Det hun glemte af samme forfatter her på bloggen.

Læs mere om Hypnotisørens kærlighed på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre