Jeg har læst Min mor var besat af Peter Øvig.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & idé. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.
Da Peter Øvigs mor dør, beslutter han sig med det samme for, at han vil skrive en bog om hende – og om at være barn af en psykisk syg.
Han opsøger mennesker, der har kendt hans mor. Han søger aktindsigt i moderens psykiatriske journaler. Han går grundigt til værks, graver fakta frem i sin søgen efter det, der kan have været en mulig årsag til moderens depressioner.
Under arbejdet med bogen bliver Peter Øvig selv ramt af en depression, der er så svær, at den kræver indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Peter Øvig fortæller i bogen, hvordan han undervejs i forløbet ændrer sit syn på psykisk sygdom og behandlingen af den, ligesom han får et mere nuanceret billede af både sin mor og sig selv.
Min mor var besat er en meget stærk læseoplevelse. Peter Øvig beskriver både sin egen og moderens sygdom ærligt, råt og uden omsvøb. Man fornemmer tydeligt depressionen, angsten og afmagten.
Jeg har selv arbejdet i psykiatrien for mange år siden. Jeg blev uddannet som plejer på Sct. Hans Hospital i Roskilde, så jeg kender lidt til det, Peter Øvig beskriver i bogen. De alvorligt psykisk syge patienter, de låste døre, elektrochok, tvang og psykofarmaka. En del af det man ser og oplever på en lukket psykiatrisk afdeling, kan forekomme skræmmende – men være nødvendigt i visse situationer.
Heldigvis bliver man dygtigere og dygtigere til at behandle både depression og andre psykiske sygdomme, men desværre har området været ramt alt for hårdt af sparekniven i alt for mange år.
Psykiatrien er en hjertesag for mig, og jeg håber, at man snart vil få øjnene op for, at det psykiatriske behandlingssystem trænger hårdt til at blive opprioriteret. Alt for mange psykisk syge får for lidt eller for mangelfuld hjælp. De lider unødvendigt meget.
Min mor var besat er en vigtig bog. Den sætter fokus på et område, der har været alt for lidt fokus på i mange år. Jeg håber og tror, at bogen kan være med til at sætte psykiatrien på dagsordenen.
Heldigvis er psykisk sygdom ikke så tabubelagt et emne, som det har været – men der er alligevel et stykke vej endnu, før man man lige så ærligt og ligefremt tør fortælle om angst eller depression som om ondt i ryggen. Men vi er på vej, og Peter Øvigs bog kan bringe os et stort skridt videre.
Jeg anbefaler bogen på det allervarmeste – den er fremragende.
