21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost

Jeg har haft den fornøjelse at gennemlæse 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost af Jerk W. Langer og Louise Bruun.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Bogen er en opfølger til 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. Den nye bog fortæller interessant nyt om forskningen i antiinflammatorisk kost. Der er nye, indbydende opskrifter på lækre antiinflammatoriske måltider til 21 dage, og der er anvisninger på, hvordan man kan forberede sig, så næste dags madlavning går lettere. Desuden indeholder bogen beretninger om de gode resultater, forskellige mennesker har opnået ved at leve efter de antiinflammatoriske principper.

De antiinflammatoriske kostprincipper er for alle, der vil havde det bedre i hverdagen. Den antiinflammatoriske kost kan lindre skavanker og symptomer og forebygge sygdom. Mennesker, der lever med gigtsygdomme, type-2 diabetes, forhøjet blodtryk eller kolesterol, tarmbetændelse, hormonforstyrrelser og eksem, kan på kort tid opnå forbedringer, lover bogens bagsidetekst.

Bogen er fuld af inspiration til at justere kosten i retning af det mere antiinflammatoriske. Det er noget, jeg er opmærksom på i forvejen, og 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost har skubbet til min motivation til at give den en ekstra skalle i forsøget på at opnå bedre kontrol over mit atopiske eksem.

Læs mere om bogen på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Vilde dyr

vildedyr

Jeg har læst Vilde dyr af Gin Phillips.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Joan er på legepladsen i en zoologisk have sammen med sin fireårige søn. Det er et sted, de kommer rigtig tit. Denne gang er tiden løbet lidt fra dem, og de må skynde sig for at nå ud af parken, før den lukker. Men da de nærmer sig udgangen, ser Joan noget skræmmende, der får hende til lynhurtigt at tage sin søn op i favnen og løbe tilbage – længere ind i haven.

De næste timer bliver et forfærdeligt mareridt, hvor Joan gør alt for, at hendes lille dreng ikke skal blive bange eller komme noget til. Hun prøver, så godt hun kan, at give drengen en følelse af, at alt er nogenlunde normalt.

Vilde dyr er en af den slags bøger, man læser med hjertet helt oppe i halsen. Det er en historie, der går helt tæt på og rammer lige i hjertet. Enhver, der selv er mor, vil kunne identificere sig med bogens hovedperson.

Romanen har i hvert fald gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg har følt og genkendt Joans frygt, styrke, selvopholdelsesdrift, mod, betingelsesløse moderkærlighed og indiskutable vilje til at beskytte sit barn. Vilde dyr er en læseoplevelse helt ud over det sædvanlige.

Læs mere om Vilde dyr på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Min kæreste elskling

minkaeresteelskling

Jeg har læst Min kæreste elskling af Gabriel Tallent.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Turtle, Kibble, Julia. Tre navne. En enestående pige på fjorten år. Min kæreste elskling handler om fjortenårige Turtle, der bor alene med sin far. De bor ret isoleret i et temmelig faldefærdigt hus. Turtle færdes  hjemmevant i naturen. Der føler hun sig bedst tilpas. Hun forstår sig bedre på planter og dyr end på mennesker.

Turtle går i skole, men i fritiden ser hun kun sin far og sin bedstefar.

Men en dag møder Turtle den lidt ældre Jacob. Han er sjov at snakke med. Han bor i et pænt og rent hus og viser Turtle en hengivenhed, hun aldrig før har oplevet. Jacob viser hende, at verden og andre mennesker har så uendelig meget mere at byde på, end hun hidtil har troet.

Det er et godt stykke tid siden, jeg begyndte at læse Min kæreste elskling. Da jeg havde læst de første knap og nap 50 sider, lagde jeg bogen til side og læste noget andet. Handlingen i romanen med den smukke titel  var alt for brutal for mig. Jeg havde ikke lyst til at læse videre. Men bogen blev alligevel ved med at spøge i min bevidsthed, og jeg vidste, at jeg var nødt til at læse den færdig.

Og heldigvis læste jeg bogen færdig. Slugte den i store bidder. Det er en meget rå og barsk historie, men også en helt fantastisk velskrevet og poetisk beskrivelse af et had-kærligheds-forhold mellem en far og hans datter. Og ikke mindst en historie om en helt ung og meget tapper piges stålsatte vilje til at tage de første selvstændige skridt på vejen ud i et anderledes liv efter en opvækst i et voldeligt og dysfunktionelt miljø.

En voldsom og betagende læseoplevelse.

Læs mere om Min kæreste elskling på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Vor nordlige vej

vornordligevej

Jeg har læst Vor nordlige vej af Klaus Møller.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Vor nordlige vej er en selvstændig fortsættelse af Vores vej, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen.

Efter at have boet nogle år i en mindre by på Sjælland flytter Irene og Svend sammen med deres niårige søn til Nordgrønland. Deres næsten voksne datter bliver boende  i Danmark.

Svend, Irene og sønnen betages af naturen, kulturen og menneskerne i Grønland. Sønnen bliver boende, da forældrene efter en årrække vender hjem til Danmark. De er splittede mellem de to verdener, som hver især betyder så meget for dem.

Det har været interessant at lære Irene og Svend nærmere at kende. Handlingen i Vor nordlige vej spænder over en del år, hvor man følger parret gennem de forandringer og udfordringer, livet byder på – og den udvikling der følger med.

Beskrivelserne af de forskellige steder i Grønland er spændende – og helt særligt har det selvfølgelig været for mig at læse om de steder i Nuuk og omegn, hvor jeg selv har været.

Læs mere om Vor nordlige vej på Forlaget Mellemgaards hjemmeside.

Læs videre

De frosne flammer

defrosneflammer

Jeg har læst de frosne flammer af Jens Henrik Jensen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar sammen med de øvrige to bøger i Oxen Boxen.

De frosne flammer er tredje bind i Danehof-trilogien og dermed en fortsættelse af De hængte hunde og De mørke mænd.

Krigsveteranen Niels Oxen formodes død ved en ulykke til søs. I virkeligheden overlevede han og lever i skjul på en ø i den svenske skærgård.  Hvis det bliver kendt, at han stadig lever, vil han blive jagtet både af politiet og af de mørke mænd, der ønskede ham død.

Sammen med sin gamle makker Margrethe Franck, tidligere PET-chef Axel Mosmann og dennes nevø indleder Oxen en  kamp for at få sit liv tilbage og besejre de mørke kræfter fra Danehof.

De frosne flammer er virkelig, virkelig spændende. Der er så mange intriger, tråde og spor, der fletter sig ind i hinanden. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at holde styr på det hele. Alligevel overrasker historien gang på gang. Jeg har været fuldstændig blæst bagover af denne velkomponerede, overraskende og hæsblæsende afslutning på Danehof-trilogien – den er fremragende.

Læs mere om De frosne flammer på Politikens Forlags hjemmeside.

oxenboxen3

Danehof-trilogien findes samlet i Oxen Boxen. Jeg anbefaler bøgerne på det varmeste.

Boxen er en oplagt gaveide, og mon ikke den kommer til at ligge under en hel del juletræer denne jul? Den vil helt sikkert blive modtaget med begejstring af enhver, der kan lide at læse en velskrevet historie med et højt spændingsniveau. Trilogien i Oxen-Boxen er fremragende læsning.

Senest er Lupus udkommet – det er fjerde bog i den spændende serie, og den lever fuldt og helt op til de tre første.

Læs videre