Fange på livstid

fangepaalivstid

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fange på livstid af Kristina Antivakis.

Fra bogens bagsidetekst:

Fange på livstid er historien om Danmarks hårdeste straf, fra den erstattede dødsstraffen i  1930 til de stramninger, den har undergået i nyere tid.  Gennem  ældre og nye drabssager tegner bogen  et portræt af de mennesker, der de seneste knap 100 år er blevet idømt fængsel på livstid.

Helt unikt fortæller to livstidsdømte, der afsoner lige nu, om deres liv. Hvem er de, hvad fik dem til at begå den  forbrydelse, der udløste straffen, og hvordan er det at afsone en  straf, der ikke har nogen slutdato? De dømte sætter ord på deres tanker om skyld og skam og muligheden for en fremtiid.

I bogen medvirker også præsten og psykologen fra Herstedvester Fængsel. De giver os indsigt i de samtaler, de har med de indsatte, der afsoner livstid, og fortæller om de tanker, der tynger og forfølger dem.

Fange på livstid er en bog, der slet ikke kan undgå at gøre indtryk på læseren. Den giver et både skræmmende og interessant indblik i, hvad der kan ligge bag, når mennesker begår meget alvorlige forbrydelser. Beskrivelserne af de dømte og deres ofre er skrevet med både empati og respekt overfor de involverede. Det er en bog, der gør læseren lidt klogere på, hvad der kan ligge bag, når en person idømmes en livstidsdom. En bog man slet ikke kan undgå at blive berørt af.

Jeg har tidligere anmeldt Forbrydelsens sind af Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen i samarbejde med Kristina Antivakis og  De siger jeg er psykopat af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis

Læs videre

Lys over folket

lysoverfolket

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lys over folket af Ole Tornbjerg.

I 1967 tiltræder Eskild og Gudrun stillingen som forstanderpar på Bauneholm Højskole i Nordjylland. Med sig har de deres to børn. Den yngste, datteren Siv er meget ked af at være nødt til at flytte væk fra sine vante rammer, skole og kammerater.

Eskild og Gudrun kaster sig fulde af energi og positive forventninger over opgaven som forstanderpar. Der er nok at tage fat på, for højskolens økonomi er mildt sagt dårlig. Der skal arbejdes hårdt for at tiltrække flere elever og dermed indtægter.

Snart dukker der problemer op. Både elever og lærere på stedet udfordrer det nye forstanderpar. Alkohol, hash og stoffer skaber problemer. Flere af eleverne har store personlige udfordringer. Siv trives ikke. Så alt i alt er der meget for Eskild og Gudrun at tage sig af.

Lys over folket er et ægteskabsdrama om kærlighed, frisind, magt og afmagt, og om skygger fra fortiden, der truer med at ødelægge alt.

Lys over folket tegner et meget autentisk tidsbillede. Handlingen udspiller sig i årene 1967-70. De år var på mange måder en brydningstid. Der blev gjort op med gamle normer og rammer. Det var på sin vis en ret grænseløs tid, og det kommer klart til udtryk i romanen. En virkelig god læseoplevelse.

Læs mere om Lys over folket hos Politikens Forlag.

Læs videre

Den lille bugt i Kroatien

denlillebugtikroatien

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den lille bugt i Kroatien af Julie Caplin, Turbulenz.

Maddie Wilcox er på jagt efter et job. Så da hun får mulighed for en midlertidig ansættelse som værtinde på en luksusyacht i Adriaterhavet, slår hun til. Hendes opgave ombord er  at lave mad, gøre rent og opvarte de seks gæster på båden. Maddie har ikke ligefrem erfaring med den slags arbejde. Men hun kan lave mad og er vant til at rydde op efter sine søskende. Så hvor galt kan det gå?

Maddies bedste venindes bror, Nick er en af gæsterne på turen. Maddie bryder sig ikke om ham til at begynde med. Hun forstår ikke, at sådan en opblæst nar kan være i familie med hendes søde og rare veninde, Nina.

Men i den lille bugt i Kroatien finder Maddie og Nick ud af, at de måske har mere til fælles end først antaget.

Den lille bugt i Kroatien er en både sjov, romantisk og charmerende kærlighedshistorie. Det giver lige et ekstra pift, at der er referencer til Det lille konditori i Paris. Romanen er fuld af sommerstemning, drama og intriger. Sproget er let og uhøjtideligt. Bogen er underholdende og vil være oplagt som afslappet ferielæsning.

Jeg har tidligere anmeldt Det lille bageri i Brooklyn, Den lille café i København, Det lille konditori i Paris og Det lille hotel under nordlyset af Julie Caplin.

Læs videre

Et ondt hjerte

etondthjerte

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg  har læst Et ondt hjerte af Linda Castillo. Bogen er 15. bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

En tidlig morgen modtager Kate Burkholder, der er politichef i Painters Mill, en anmeldelse. En ung amishmand er fundet død på en øde vej  i området. Det viser sig, at offeret er blevet skudt med en armbrøst. Den døde,  Aden Karn er kun 20 år og efter sigende en arbejdsom og vellidt ung mand. Folk har kun godt at sige om ham.

Efterhånden som Kate Burkholder får gravet i sagen, begynder hun at tvivle på, at Aden Karn var helt så uskyldsren, som han bliver fremstillet. Da en ung amishkvinde fortæller om nogle voldsomme oplevelser, tegner der sig et billede af en helt anden sandhed.

Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Et ondt hjerte er en de bedste, jeg har læst indtil videre. Jeg holder meget af det univers, Linda Castillo har skabt i sine amishkrimier. Det er interessant at få mere og mere indblik i amishsamfundets værdier og normer, ligesom det er dejligt at lære den sympatiske Kate Burkholder og hendes team nærmere at kende. Et ondt hjerte er en spændende og velkomponeret krimi, og jeg glæder mig til næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt 9. bind i serien På afveje, 10. bind I al hemmelighed, 11. bind Vanæret ,  12. bind Ude i kulden, 13. bind Fortabt og 14. bind Den skjulte.

Læs mere om Et ondt hjerte hos Politikens Forlag.

Læs videre

Størst af alt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Størst af alt af Katrine Wessel. Bogen er 11. og sidste bind i den dejlige serie om Winther-dynastiet fra Trondhjem.

Emma  er vendt hjem fra Amerika og sidder i toget på vej mod Trondhjem. Der møder hun bl.a. en kunstmaler, der før har haft en vis tilknytning til Winther-familien.

Emma og Fredriks veje krydses atter, og de indser, at de stadigvæk elsker hinanden. Men Fredrik  er gift og har en lille datter, så det vil være svært for ham at følge sit hjerte.

Men det er nye tider, og mange ting forandres. Også familien Winther må følge med tiden og måske slippe gamle traditioner.

Jeg har været vild med at læse om Winther-familien, og denne sidste bog i serien runder hele fortællingen af på fineste vis. Jeg anbefaler hele serien til alle, der kan lide at læse romaner fulde af stemning, romantik, drama og intriger.

Jeg har tidligere anmeldt de øvrige bøger i serien: Familien WintherHvis du vil have mig, Rosenhavens hemmeligheder, Ellinors modige valgNår alt kommer for en dag  Sommeren på Oaktree Manor,  Familiebånd,  Den største gave , Tilbage til Rosenlyst,  Emmas bog og Vejen vi må gå.

Læs mere om Størst af alt hos Politikens Forlag.

Læs videre
1 2 3 96