Uren

uren

Jeg har læst Uren af Karen Schultz.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Karen bliver født i 1959. Hendes mor er alene med hende – faderen er ude af billedet. Senere, da Karen er seks år, møder hendes mor en ny mand, som hun gifter sig med. Stedfaderen har en voldsomt grænseoverskridende adfærd overfor Karen, og den lille pige lærer sig hurtigt at udtænke nødvendige strategier for at undgå at være alene med ham.

Karen kommer i privatskole. Hun er dygtig – en rigtig mønsterelev. Da hun får lånerkort til biblioteket er hun lykkelig – tænk, alle de bøger, hun nu får adgang til. I fritiden dyrker hun sport. Det er hun også god til.

Karen finder også tid ti l at passe forskellige fritidsjobs. Tidligt tjener hun sine egne penge. Hun passer børn og gør rent. Hun går med aviser og er billetkontrollør i biografen. Hun sparer op til de ting, hun ønsker sig. Hun er klar over, at hvis man vil opnå noget, må man selv gøre en indsats.

Det er Karens mål at slippe væk. Væk fra barndomshjemmet. Væk fra stedfaderen – og fra skammen og alle hemmelighederne.

I bogen følger læseren Karen, til hun har taget sin hf-eksamen og flytter væk fra byen, hvor hun voksede op.

Bag på bogen står der, at Uren er en historie om at tåle, turde og træde frem hos forældre, der på hver deres måde er uformående. Bogen giver indtryk af en pige, der har fået skrammer og ar gennem barndommen, men som har været både klog og stærk nok til ikke at lade sig knække.

Uren er en meget velskrevet erindringsroman. Sproget flyder let, og man ser de steder – og føler de stemninger, der beskrives. Personbeskrivelserne er meget troværdige og især Karens mor træder tydeligt frem.

Romanen minder mig i sin form om Indigo af Vita Andersen.

Læs mere om Uren på Forlaget Novembers hjemmeside.

Læs videre

Send en gave

 

sigurdfortaellerdanmarkshistorie

Indlægget indeholder reklame.

Det er altid dejligt at give gaver. Hvis det ovenikøbet er nemt, er det ekstra dejligt.

Jeg har for nylig haft lejlighed til at teste et nyt koncept hos Bog & Ide. Man kan nu sende en boggave lige så nemt og hurtigt, som man sender f.eks. en buket blomster.

Det er ganske enkelt. Man går ind på webshoppen og vælger menupunktet Send en gave. Der finder man en lang række af de mest aktuelle bøger til både børn og voksne samt bl.a. populære brætspil. Man vælger den gave,  man vil sende. Så vælger man det kort, man vil vedlægge. Man skriver en tekst til kortet og opgiver modtagers navn og adresse.

Så klarer Bog & Idé resten. I den nærmeste af kædens butikker sørger man for at skrive kortet, pakke gaven fint ind og aflevere den til modtageren. Man kan selv vælge, hvilken dag gaven skal leveres.

Det er da nemt.

Jeg bestemte mig for at overraske mit barnebarn med en boggave. Valget faldt på Sigurd fortæller danmarkshistorie af Sigurd Barrett/ illustreret af Jeanette Brandt.

Gaven blev leveret til mit barnebarn på den aftalte dag. Nu håber jeg, at han vil synes, det er spændende at lære lidt om vores lands historie, og at bøgerne må byde på mange timers hyggelig læsning.

Læs videre

Bryster skal hoppe når man hikker

brysterskalhoppenaarmanhikker

Jeg har læst Bryster skal hoppe når man hikker af Hella Joof og Karen Thisted.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Bogen er en samtalebog – Hella Joof og Karen Thisted har hen over sommeren haft samtaler om livet og døden, økonomi, konflikter i familien, kosmetiske indgreb og meget, meget andet.

De mange emner bliver diskuteret med både alvor, ømhed og humor. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når de to skønne kvinder diskuterer livets små og store spørgsmål.

Bogen giver stof til eftertanke og smil på læben – og så er den drønhamrende underholdende.

Læs mere om Bryster skal hoppe når man hikker på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Læst i Oktober

laestioktober

Bøgerne, der omtales i indlægget, er modtaget som anmeldereksemplarer.

Mit helbred har drillet i den senere tid. Så jeg har holdt lav profil og aflyst stort set alt, hvad jeg havde planlagt i oktober måned. Men man siger jo, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gælder også her.

Jeg har nemlig haft tid til at læse en god stak bøger i løbet af måneden. Og det skal man ikke kimse ad. Det er altid skønt at fordybe sig i en bog, og når man ikke har det så godt, er det dejligt at flygte ind i bogens univers og glemme problemerne for en stund.

Jeg har været glad for at læse alle bøgerne i stakken.

Mit lykkelige land af Grevinde Aleksandra i samarbejde med Rikke Hyldgaard er en kærlighedserklæring til Danmark og en personlig beretning om at blive en lykkelig dansker.

Huset på klippen af Elly Griffiths er tredie bog i serien om Ruth Gsalloway – en vellykket og veloplagt krimi krydret med skæv humor.

Rub og stub – over stok og sten af Ole Stephensen er en underholdende perlerække af erindringer og anekdoter fra forfatterens liv og karriere – det hele fortalt i en munter og venlig tone.

Klæbehjerne af Troels W. Kjær i samarbejde med Anne Mette Futtrup  indeholder tests, så du kan se, hvordan det står til med din hukommelse. Der er desuden træningsprogrammer på tre forskellige niveauer, hvor du lærer teknikker og metoder til at blive bedre til at huske.

På afveje af Linda Castiillo er niende bog i serien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

Solo af Jesper Stein er sjette bog i serien med Axel Steen som hovedperson. Det er en hæsblæsende og hårdkogt krimi – sådan en man læser med tilbageholdt åndedræt og næsten ikke kan lægge fra sig.

Folkets Skønhed af Merete Pryds Helle er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie. Det er en af den slags bøger, der går lige i hjertet og mejsler sig ind i hukommelsen.

Læs videre

Folkets skønhed

folketsskoenhed

Jeg har læst Folkets skønhed af Merete Pryds Helle.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Idé

Marie vokser op på førkrigstidens Langeland  i et hjem, hvor der er mange børn, pengene er små, og et par på kassen er hverdagskost.

Allerede før hun er konfirmeret, får Marie et godt øje til Otto, der er elektrikerlærling. Otto gengælder hendes følelser, og så snart de kan, gifter de sig og flytter til København. De drømmer om at skabe sig en fremtid langt fra det miljø, de er opvokset i. Otto begynder at studere. Marie får arbejde på en fabrik.

Folkets skønhed er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie. Det er en af den slags bøger, der går lige i hjertet og mejsler sig ind i hukommelsen. Historien er så velfortalt. Man ser det hele for sig og krymper sig, når børnene udsættes for både psykisk og fysisk vold. Selv om bogen skildrer noget tungt og vanskeligt, er det fortalt med både et strejf af poesi og en god portion fandenivoldskhed. Det gør bogen til noget særligt.

Jeg er meget begejstret for slægtskrøniker, og Folket skønhed hører absolut til blandt de allerbedste af slagsen. Det er så velfortjent, at Merete Pryds Helle har modtaget både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for romanen.

Læs videre