Resten af sommeren

restenafsommeren

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Resten af sommeren af Lotte Kirkeby.

Fra bogens bagsidetekst:

Det er sommer. Sofie er i Tivoli med sin far og sin storebror. De spiser sild og candyfloss, skyder efter nøgne damer og forvandler sig for øjnene af hinanden i hurlumhejhuset. Når de kommer hjem, skal de holde ferie. De skal plukke bær, bade og sove i telt, som de plejer, men de skal også vænne sig til, at deres forældre skal skilles, og at de kun skal se deres far hver anden weekend.

Resten af sommeren undersøger, hvad der sker i en familie, når forældrene går fra hinanden: med de voksne, der har truffet beslutningen, og med de halvstore børn, der i forvejen har nok at gøre med at begribe sig selv og verden.

Resten af sommeren tegner et billede af en familie i opløsning. Jeg har læst med en klump i halsen. Mærket melankolien. Bogen formidler ensomheden, forvirringen og sorgen, der rammer og ryster familien, så det forplanter sig til læseren. Historien stykkes i høj grad sammen via det ufortalte og usagte. En rørende og tankevækkende skildring af en families sammenbrud.

Jeg har tidligere anmeldt Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby.

Læs mere om Resten af sommeren hos Gutkind.

Læs videre

Når jeg ser dig fra en vis afstand

naarjegserdigfraenvisafstand

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Når jeg ser dig fra en vis afstand af Trine Lundager.

Kirstine er midt i sit livs krise. Hendes mand har været hende utro, og hun ved ikke, hvad der nu skal ske. Som psykolog lever hun ellers af at rådgive andre om, hvordan man  håndterer parforholdsproblemer. Men nu handler det om hendes eget parforhold, og hun føler, at gulvtæppet er trukket væk under hende.

For at få det hele lidt på afstand og tænke tingene igennem i fred og ro, søger hun tilflugt i et lejet sommerhus på en lille ø i Vadehavet. Det er uden for sæsonen og alt virker koldt og øde. Men så møder hun en ældre ravsamler, Ejvind på stranden. Det er et møde, der bliver starten på et usædvanligt venskab.

Hold da op – sikke en dejlig roman. Jeg har været fuldstændig opslugt, mens jeg har læst den. Da jeg begyndte at læse, regnede jeg med, at bogen ville handle om utroskab og svigt. Og det gør den da også. Men for mig at se handler den om relationer mellem mennesker i det hele taget. Især om venskaber. Det helt betingelsesløse og sjældne venskab, hvor man bare nyder hinandens selskab. Men også den slags såkaldte venskaber, hvor den ene giver, og den anden tager.

Bogen  er skrevet i et dejligt flydende og meget beskrivende sprog. Persongalleriet er troværdigt –  som taget lige ud af virkeligheden. Jeg har slet ikke lyst til at slippe bogens karakterer. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker dem videre frem. Jeg er kommet til at holde af de fleste af dem.

Når jeg ser dig fra en vis afstand er en af den slags helt særlige bøger, som jeg tror, jeg vil læse igen. Nu kender jeg handlingen, men jeg vil gerne læse den en gang mere bare for at nyde sproget. Og måske opdage nuancer, jeg ikke har fået øje på i første omgang.

Bogen kan varmt anbefales.

Læs mere om Når jeg ser dig fra en vis afstand hos Alpha.

Læs videre

Mest læste boganmeldelse på bloggen i 23

debedstefamilier

Den boganmeldelse, der er blevet læst flest gange her på bloggen i 2023, er anmeldelsen af De bedste familier af Kim Blæsbjerg . Anmeldelsen blev udgivet på bloggen d. 16. februar 2023.

Jeg er glad for, at anmeldelsen er blevet – og stadig bliver – læst flittigt, for De bedste familier  er en hamrende god, tankevækkende og velskrevet roman, der fortjener at blive læst af mange. Bogen findes også på min liste over mine 10 bedste læseoplevelser i 2023.

Kim Blæsbjerg har netop vundet De Gyldne Laurbær 2023 for De bedste familier.

Hvis du endnu ikke har læst min anmeldelse af bogen, finder du den her.

Læs videre

Det er de oprørske der svigter

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Det er de oprørske der svigter af Lise Ringhof og Erik Valeur. Bogen er den anden i Brinch-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i trilogien, Det er de danske som flygter.

Brødrene Jakob og Thomas Brinch vokser op i skyggen af en stor familiehemmelighed. Der er noget, der for enhver pris skal holdes skjult for drengene. Men ret tidligt får Jakob en fornemmelse af, hvad det er, han ikke må vide.

I de tidlige tressere flytter de to brødre begge væk fra Vejle, hvor de er opvokset. Thomas tager hul på en fremtid i reklamebranchen, og Jakob kaster sig ind i bøgernes verden. De to har aldrig haft et godt forhold til hinanden, og det bliver ikke bedre nu, hvor de er voksne.

I slægtens hus på Fanø mødes de to brødres morfar, Erling Brinch, med to mænd fra fortiden. Derefter ændrer hele familiens liv sig afgørende.

Jeg holder meget af slægtsromaner, og kastede mig fuld af forventning over Det er de oprørske der svigter. Af en eller anden uforklarlig grund gik jeg ret hurtigt i stå med læsningen af bogen og kunne ikke komme videre. Den blev lagt væk og endte nederst i en større bogstak. En dag kom den frem i lyset igen, og jeg fik lyst til at forsøge mig med den endnu en gang. Jeg begyndte forfra, og ret hurtigt var jeg fanget helt ind af fortællingen. Derfra vendte siderne næsten sig selv.

Bogen rummer en broget familiehistorie og maler samtidig et meget nuanceret billede af en brydningstid i vores fælles historie. Persongalleriet er stort, troværdigt og farverigt, og  man får som læser lov til at komme tæt på. En virkelig storslået roman, som jeg vil anbefale på det varmeste. Jeg glæder mig til at læse trilogiens afsluttende bind.

Læs mere om Det er de oprørske der svigter hos Gutkind.

Læs videre

Læst i januar 24

laestijanuar24

I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. I denne måned har jeg ikke læst så alsidigt, som jeg plejer. Jeg er blevet meget optaget af Katrine Wessels Kristiania-serie, så den har fyldt en hel del i januars læsning. Dog er der også blevet plads til et par krimier:

Kuglen der ikke ramte af Richard Osman er den tredje bog  i serien om Torsdagsmordklubben. Fire pensionister mødes hver uge i Torsdagsmordklubben. De har en fælles hobby. Uopklarede mordsager. Som andre løser en krydsogtværs, løser de fire venner mordgåder. Denne gang tager de fat på en ti år gammel formodet mordsag.

Jeg kan jo forstå, at Osmans hyggekrimiserie har en meget stor læser- og fanskare, så jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke rigtig kunne blive fanget af bogen. Men på et tidspunkt lykkedes det trods alt, og jeg begyndte at kunne more mig over karaktererne og ikke mindst dialogen.

Løgnere af Trude Teige er syvende selvstændige bind i krimiserien om journalisten Kajsa Coren.

En nat bliver Kajsa ringet op af en socialarbejder fra akutafdelingen på sygehuset. Anki, en af Kajsas veninder fra studietiden opholder sig der, og har brug for støtte. De har ellers ikke haft kontakt i årevis, men Anki har ikke andre end Kajsa, hun kan henvende sig til i en nødsituation. Anki har været udsat for noget voldsomt. En ukendt mand er trængt ind i hendes hjem og har voldtaget hende.

Kajsa beslutter sig for at lave en dokumentar om Anki og voldtægten, men hemmeligheder og fortielser gør det svært for hende at stykke historien sammen. Samtidig anmeldes endnu en voldtægt.

Også i denne bog kommer den hårdt prøvede Kajsa ud for nogle dramatiske hændelser. Tempoet er højt, som det altid er i denne serie. Det ene drama afløser det andet. Man bliver helt forpustet. Løgnere er en spændende krimi, men efter min mening måske ikke helt på højde med de foregående.

Bind 5-12 i Kristiania-serien af Katrine Wessel:

Uden dig, Stolthed og bedrag, Jul i byen, Hemmeligheder og løgne, Redningen, Hvo intet vover, Frem i lyset og Duften af sommer.

Serien handler om  1880’ernes teaterverden og bohemernes Kristiania. Det er en fortælling om fire unge mennesker på tærsklen til voksenlivet, som alle må brolægge sin egen skæbne, hvis de skal klare sig i en foranderlig verden.

Det er en serie fuld af romantik, drama og intriger. Læseren lærer efterhånden karaktererne bedre og bedre at kende, og mange finder sig nok en yndlingskarakter eller to. Sproget er let og flydende og underholdningsværdien høj. Persongalleriet er farverigt og troværdigt, og hele seriens univers vældig charmerende. Jeg knuselsker Kristiania-serien og glæder mig til at læse den næste bog.

Læs videre