Solsikkesøstrene

solsikkesoestrene

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Solsikkesøstrene af Martha Hall Kelly.

Romanen er baseret på virkelige hændelser.

New York 1861: Georgeanna Woolsey tilhører en fremtrædende familie, men bryder sig ikke så meget om det overfladiske liv med baller og luksus, som ellers er almindeligt for en ung kvinde af hendes stand. Da den amerikanske borgerkrig bryder ud, bliver Georgy oplært til sygeplejerske og kaster sig ud i arbejdet med at pleje de sårede soldater.

I sydstaternes Maryland lever Jemma og hendes familie som slaver på en tobaksplantage. Det er et liv med hårdt arbejde, fysiske afstraffelser, ydmygelser og evig frygt. På et tidspunkt ser Jemma en mulighed for at flygte. Det er med sorg, hun rejser langt væk fra sine nærmeste, men hun må gribe chancen for at få et liv i frihed.

På et tidspunkt krydses Georgys og Jemmas veje i denne historiske roman om slaveri, krig og kvinder, der gør op med den vej, der er udstukket for dem.

Jeg har haft svært ved at slippe Solsikkesøstrene. Bogen er gribende og handler om meget barske omstændigheder, men der er en undertone af selvopholdelsesdrift og ironi, som gør den til en helt speciel og rigtig god læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Blomstrende syrener og De forsvundne roser af Martha Hall Kelly.

Læs mere om Solsikkesøstrene hos Politikens forlag.

Læs videre

Der er fundet en vinder af Nattens blomst

vindnattensblomst

Reklame.

Konkurrencen er slut, og jeg har trukket en vinder. Vinder af et eksemplar af Nattens blomst af Nillou Zoey Johannsen er:

Dorien Hansen

Stort tillykke til vinderen, der har fået direkte besked.

Tak til jer, der har deltaget i konkurrencen, og tak til Alpha Forlag for at forære et eksemplar af bogen til en læser af min blog.

Læs videre

Forsvundet i mørket

forsvundetimoerket

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Forsvundet i mørket af Elly Griffiths. Bogen er niende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

I en gammel tunnel under Norwich finder man nogle knogler, der stammer fra et menneske. Ruth Galloway undersøger knoglerne og finder ud af, at de er af nyere dato og er blevet kogt, før de blev gravet ned.

Sagen lander på kriminalkommissær Harry Nelsons bord, og da en hjemløs kvinde meldes savnet, begynder han at undersøge, hvad der ligger bag nogle rygter om et underjordisk samfund for hjemløse.

Endnu en gang kommer Ruth og Harry til at arbejde tæt sammen om en sag.

Jeg er stor fan af bøgerne om Ruth Galloway, og glæder mig rigtig meget til hver ny bog i serien. Også denne gang er mine høje forventninger blevet opfyldt. Foruden en spændende krimigåde byder bogen på masser af nyt om de gennemgående karakterer. Især er det jo spændende at følge med i relationen mellem Ruth og Harry – og der sker altså noget denne gang, skulle jeg hilse og sige. Efter min mening er Forsvundet i mørket seriens hidtil bedste bog  – og det siger ikke så lidt.

Jeg har tidligere anmeldt de otte første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen,  Døden på museet,  Det tavse vidne, De udstødte,  Stemmer fra graven og Kvinden i blåt.

Læs mere om Forsvundet i mørket hos Gads Forlag.

Læs videre

Vind Nattens blomst

vindnattensblomst

Reklame – konkurrence i samarbejde med Alpha Forlag.

Hos Alpha Forlag har de været så søde at give mig muligheden for at afholde en lille konkurrence, hvor en læser af bloggen kan vinde et eksemplar af Nattens Blomst af Nillou Zoey Johannsen.

Ziba er 16 år i 1950’ernes Iran. Hun vokser op i overklassen som ældste datter af en magtfuld borgmester. Det politiske system vakler, og store samfundsforandringer skyller ind over landet. Ziba ønsker sig et liv med selvstændighed og frihed, men det kvindeundertrykkende samfund, familien og faren vil det anderledes.

Læs mere om Nattens blomst hos Alpha Forlag.

Har du lyst til, at bogen skal blive din, så skriv en kommentar til indlægget her. Du behøver bare at skrive, at du gerne vil være med i konkurrencen. Jeg trækker en vinder blandt alle, der har skrevet en kommentar inden mandag d. 18. oktober klokken 12.

Læs videre

Kærlighedens år

kaerlighedensaar

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kærlighedens år af Johanne Mygind.

Nanna er i fyrrerne. Hun er for nylig  blevet skilt og er flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen. Hendes tre børn bor skiftevis en uge ad gangen hos hende og hos deres far. Nanna er podcaster og dokumentarist og får lyst til at lave en udsendelse om sin mor, Elisabeth.

Elisabeth var aktiv i Rødstrømpebevægelsen, men den side af sin mor kender Nanna ikke rigtig noget til. Hun husker sin barndom som en vekslen mellem livet sammen med sin mor, mormor og morfar i deres store hus og besøg hos sin far på gården på Møn.

Nanna begynder at interviewe sin mor og et par af hendes veninder fra de unge år.  Langsomt stykker Nanna historien sammen. Ikke bare hendes mors historie. Også mormorens – og sin egen.

Jeg har simpelt hen nydt at læse Kærlighedens år. Romanen er en realistisk og velfortalt historie om tre generationer af kvinder med vidt forskellige muligheder og vilkår. Den giver også et fint og rammende tilbageblik på 70’erne, da jeg selv var ung. Jeg kan genkende meget af det, der beskrives fra den periode. Når Trilles sange og Dea Trier Mørchs Vinterbørn omtales i bogen, føler jeg mig næsten tilbage i den tid. Det er ramt lige på kornet.

Kærlighedens år er en velskrevet og ægte roman om kvindeliv gennem tre generationer – jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Læs mere om Kærlighedens år hos Gads Forlag.

Læs videre