Læst i september 2021

laestiseptember

I løbet af september har jeg læst de skønne bøger på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer:

Den sidste boghandel i London af Madeline Martin er en historisk roman, der skildrer voldsomme begivenheder fra Anden Verdenskrig. Bogen byder på både drama og tragedier, men den er fortalt så fint og nænsomt og er fuld af atmosfære og sympatiske og hjertevarme personer. Den sidste boghandel i London handler om mod, kærlighed, venskab og sammenhold – og i høj grad om bøger.

Gladiator af Jens Henrik Jensen. Bogen er den femte i serien om den tidligere jægersoldat Niels Oxen. Jeg er stor fan af bøgerne om Niels Oxen, og har set frem til at læse Gladiator. Bogen har til fulde levet op til mine forventninger. Jeg kan rigtig godt lide de gennemgående karakterer i serien, og i denne nye bog træder en ny interessant og sympatisk karakter ind på scenen.

De bedste fra Madbanditten af Jane Faerber er en meget indbydende bog spækket med opskrifter på lækker mad. Bogen er meget mere end bare en kogebog. Jane Faerber fortæller udførligt om principperne bag Low Carb-livsstilen, om forskellen på LCHF og KETO og om, hvordan den enkelte tilpasser kosten efter sine egne behov.

En sommer på Malta af Sue Moorcroft er en rigtig dejlig og romantisk roman fuld af sommerstemning. Tonen er let og uhøjtidelig og karaktererne troværdige. Som en ekstra bonus får man ting at vide om Malta, som man måske ikke vidste i forvejen.

Sommeren på Oaktre Manor af Katrine Wessel er sjette bind i serien om Winther-dynastiet. I Sommeren på Oaktree Manor er der især fokus på Cecilia Winther, og hun overrasker en hel del. I det hele taget er det her en serie, der bliver ved med at udvikle sig og overraske – jeg kan næste ikke vente på den næste bog.

Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney er mit første møde med forfatteren. Jeg har hørt og læst meget godt om hende, så mine forventninger var temmelig høje, da jeg begyndte at læse romanen. Til at begynde med følte jeg mig lidt skuffet, for jeg havde forventet noget helt andet. Jeg fortsatte heldigvis med at læse, og efterhånden blev jeg fanget af fortællingen og alt det usagte mellem linjerne. En roman om relationer og om at finde sig selv.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.