I ruiner

iruiner

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst I ruiner af Morten Pape. Bogen er tredje selvstændige bind i Amager-trilogien.

Fra bogens bagsidetekst:

Amalie vokser op på Ugandavej blandt Vestamagers endeløse rækker af parcelhuse. Alt er tilsyneladende håbløst normalt i den lille familie. Men indenunder facaden lurer katastrofen.

Efter Amagerbankens dramatiske krak i 2011 blæser fundamentet langsomt væk under Amalies familie. Forældrene bliver skilt, familien bliver spredt for alle vinde, og Amalie skal nu forsøge at finde sig selv langt væk fra det, hun ellers troede hun kendte så godt.

Da Amalie møder en kvinde, som har overlevet folkemordet i hjemlandet Rwanda i 1994, får hun et nyt perspektiv på ondskabens uendelige spændvidde. En ondskab, hun selv gradvist erfarer, som også hærger i hendes egen familie …

’I ruiner’ er en roman om dem, der tier, og dermed samtykker – i familien, i lokalsamfundet og på verdensplan.

Morten Pape har igen skrevet en roman, der rammer som en knytnæve. Han kan som få beskrive personer og miljøer, så læseren slet ikke er i tvivl. Det hele står knivskarpt. Denne sidste bog i Amager-trilogien beskæftiger sig både med bankkrak og folkemord, men den beskæftiger sig først og fremmest med de store dramaer, der sker helt tæt på – i familien. Bogen handler om hemmeligheder og løgne, om svigt og tab. Den handler om afmagt. Mod bogens slutning aner man små glimt af et spinkelt håb – måske kan der trods alt bygges noget ægte op på ruinerne af alt det tabte. I ruiner er en stærk og vedkommende læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt de første to bøger i trilogien, Planen og Guds bedste børn.

Læs mere om I ruiner hos Politikens Forlag.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *