Døden på stranden

doedenpaastranden

Jeg har læst Døden på stranden af Ann Cleeves.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Døden på stranden er første bind i en ny krimiserie af forfatteren bag tv-serierne Vera og Shetland.

Kriminalbetjent Matthew Venn er opvokset i et strengt religiøst miljø, som han forlod som ganske ung. Nu får han imidlertid en sag, der tvinger ham tilbage til det miljø, han har taget afstand fra.

Liget af en mand er fundet på stranden tæt på Matthews bopæl. Manden er dræbt af knivstik. Han har ingenting på sig, der kan fortælle noget om, hvem han er – eneste særlige kendetegn er en tatovering på halsen.

Matthew og hans team har ikke meget at gå ud fra, men kaster sig ihærdigt over arbejdet med at identificere den dræbte og finde morderen.

Døden på stranden er en rigtig hyggekrimi. Selv om bogen selvfølgelig handler om alvorlige forbrydelser, er den skrevet, så det aldrig for alvor bliver uhyggeligt – uden at det går ud over spændingen. På det punkt kan bogen sammenlignes med Elly Griffiths’ serie om Ruth Galloway. Persongalleriet virker lovende, og jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til seriens stemningsfulde univers og lære især den sympatiske Matthew og den kontante Jen Rafferty fra hans team bedre at kende.

Læs mere om Døden på stranden hos Gads Forlag.

Læs videre

Bag facaden

bagfacaden

Jeg har læst Bag facaden af Alafair Burke.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Angela og Jason møder hinanden ved en middag, hvor han er gæst, og hun leverer maden. Året efter gifter de sig. Sammen med sin søn flytter Angela fra sin mors hjem i The Hamptons til Jasons mondæne lejlighed på Manhattan.

For Angela er ægteskabet en meget kærkommen ny begyndelse. Endelig kan hun begynde på en frisk et helt nyt sted, hvor ingen kender noget til hendes fortid. Hun har giftet sig med en succesfuld mand, og fremtiden tegner lyst.

Jason skriver en bestseller, der gør ham til et kendt ansigt i medierne og giver familiens økonomi et solidt boost. Han er en god ægtemand og en omsorgsfuld og kærlig far for Angelas søn.

Desværre varer lykken ikke ved. Jason bliver anklaget for at have opført sig ukorrekt overfor en ung, kvindelig studerende, og det river tæppet væk under hele den lille, perfekte familiekonstruktion. Angela frygter, at hendes hemmeligheder skal blive afsløret.

Bag facaden er en meget, meget spændende, velskrevet og interessant thriller. Den rummer mange forskellige temaer, man som læser kan fundere over. Hele tiden får man begivenhederne beskrevet fra flere vinkler. Handlingen tager jævnligt en ny drejning, og som læser får man hele tiden nye etiske og menneskelige dilemmaer at forholde sig til.

Alafair Burke skriver fremragende, og jeg vil glæde mig til at læse flere af hendes bøger.

Læs mere om Bag facaden hos Gads Forlag.

Læs videre

Min yndlingsbog er kommet op på væggen

vinterboernplakat

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er Vinterbørn af Dea Trier Mørch en af de bøger, der har betydet allermest for mig. Mit eksemplar af bogen er lidt slidt, for jeg har læst den flere gange.

vinterboernbog

Nu hylder jeg bogen og forfatteren ved at have en plakat med bogens fine, fine forside hængende på væggen. Når jeg kigger på plakaten, får jeg lyst til at læse bogen endnu en gang – det må vist snart være tid.

Læs videre

En bogblogger får mange pakker

bogbloggerpostkasse

Dette indlæg indeholder reklame.

Som bogblogger modtager jeg i sagens natur en hel del bøger til anmeldelse.

Det betyder, at jeg får temmelig mange pakker leveret. Desuden handler vi en del over nettet – det betyder endnu flere pakker.

I lang tid har vi været tilmeldt Modtagerflex hos PostNord – det betyder, at posten må lægge/sætte pakker på et i forvejen aftalt sted, hvis vi ikke er hjemme til at tage imod. Så langt, så godt – men vi får også leveret pakker via andre distributører. Så vi har været vant til pakker lagt på trappestenen og pakker hængt på døren og pakker alle mulige opfindsomme steder.

Nu har vi endelig taget os sammen til at få købt os en postkasse, der passer til de mange pakker. En rummelig pakkepostkasse.

Nu skal jeg lige ind på Skiltmax og bestille et navneskilt til at sætte på den nye postkasse. Vi havde også et navneskilt fra Skiltmax på vores gamle postkasse, og det var vi glade for. Udover at være pænt, har det været både vejrbestandigt og holdbart. Så det bliver et skilt derfra igen. Jeg kan godt lide, at man selv kan designe skiltet, så det bliver lige præcis, som man vil have det.

Læs videre

En uretfærdig tid

enuretfaerdigtid

Jeg har læst En uretfærdig tid af Gertrud Tinning.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

En uretfærdig tid er en rørende historisk roman, der giver et realistisk bud på, hvordan det kunne være at leve i Danmark omkring 1880.

Nelly og hendes svigerinde, Marie arbejder i væveriet på Rubens Klædefabrik i København i 1885. En dag kommer Marie galt af sted under arbejdet ved de store væve. Ulykken bliver langt fra håndteret, som den burde, og Nelly forsøger på egen hånd at skaffe hjælp til Marie. Det skal vise sig at blive mere end vanskeligt.

Nelly har også andet at tænke på, for hun har et godt øje til en af sine naboer, en ung mand, der er kommet til byen fra Jylland. Han hedder Johannes.

Hjemme på den lille gård i Jylland har Johannes’ søster Anna også sit at tænke på. Hendes far og hendes anden bror prøver at presse hende til at gifte sig med en af egnens velstillede bønder. Men Annas drømme går i en anden retning.

Da Anna hører, at Johannes har alvorlige problemer i København, smider hun alt, hvad hun har i hænderne, og begiver sig ud på en strabadserende rejse for at komme ham til undsætning.

Bogens skildring af helt almindelige menneskers kamp for at skaffe til dagen og vejen for bare få generationer siden er både interessant og rørende. Romanen tegner et billede af stærke kvinder, der ikke lader sig kue, men derimod kæmper for at skabe bedre og mere rimelige vilkår for både sig selv og andre. Romanen giver stof til eftertanke – de rettigheder, vi har i dag, er ikke kommet af sig selv.

Jeg vil anbefale En uretfærdig tid til alle, der – lige som jeg  –  holder af at læse en god og velfortalt historie om, hvordan livet kunne forme sig for helt almindelige mennesker før i tiden.

Læs mere om En uretfærdig tid på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre