Tænk ikke på mig

taenkikkepaamig

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson.

Vilma er bare 13 år, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne skønner, at moderen har mellem et halvt og fire år tilbage at leve i. Nu hvor Vilmas liv egentlig mest skulle dreje sig om veninder, kærester, fester, sjov og ballade, flytter alvoren, sygdommen og døden ind. Hun ved, at hendes mor skal dø, moderen ved det også selv. De forholder sig til realiteterne, alt imens de prøver at leve i en så normal hverdag som muligt.

I bogen skildres hele forløbet frem til tiden efter moderens død. Det er en skildring fuld af sorg og kærlighed, alvor og latter. Det hele er så fint og ærligt beskrevet – også de “forbudte” følelser som vrede, utålmodighed, afmagt og afstand.

Det har været en stærk oplevelse at læse bogen. Min egen mor døde af samme sygdom som Vilmas mor. Hun hed også Solveig som Vilmas mor. Jeg var 30 år, da min mor døde, og jeg kan huske, at jeg syntes, at det var alt, alt for tidligt for mig at skulle undvære hende. Vilma var blot 18 år, da hun mistede sin mor – jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvor svært det må være.

Tænk ikke på mig er en datters afsked med sin mor. Et ærligt, kærligt og værdigt farvel. En beretning om sygdom og død, tab og sorg – men også en fortælling fuld af liv og kærlighed. Bogen er velskrevet, vigtig og vedkommende, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste.

Læs mere om Tænk ikke på mig hos Gutkind Forlag.

Læs videre

Lovløs

lovloes

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lovløs af Line Holm og Stine Bolther. Bogen er andet selvstændige bind i serien om politihistoriker Maria Just.

Under opgravningen af døde mink i Vestjylland finder man skelettet af en kvinde i jorden. Det anslås, at skelettet har ligget der i årtier. Politiet sender sagen videre til Politimuseet i København, hvor den lander hos Maria Just.

Politiet er under stort pres over hele landet. Mange politifolk har forladt styrken på grund af utilfredsstillende arbejdsvilkår. Da drabschefen ved Københavns politi bliver kørt ned under en løbetur, bliver Mikael Dirk presset til at påtage sig chefposten under hans fravær. Sammen med makkeren Frederik Dahlin kaster Mikael sig ind i kampen for at finde føreren af den bil, der påkørte drabschefen.

Snart efter ryster endnu et attentat mod en politimand hele korpset. Mikael får hjælp til opklaringen af sagen fra uventet side. Hjælpen kommer fra Maria, der ellers har nok at gøre med at komme til bunds i historien bag fundet af skelettet. Er der en forbindelse mellem de to sager?

Jeg har været spændt på, om denne nye bog af Holm og Bolther kunne leve op til den første. Og det kunne den så afgjort. De to forfattere er gode til at bygge en historie op, der er spændende og samtidig giver anledning til, at læseren må tage stilling til et regulært dilemma eller to. Lovløs handler blandt andet om hævn og selvtægt og om at bøje en regel i ny og næ i den gode sags tjeneste. En  rigtig god læseoplevelse som jeg kan anbefale til alle, der kan lide en krimi med kød på.

Jeg har tidligere anmeldt det første bind i serien, For barnets bedste.

Læs mere om Lovløs hos Politikens Forlag.

Læs videre

Sommerfugleæsken

sommerfugleaesken

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Sommerfugleæsken af Santa Montefiore.

Ramon Campione er temmelig fraværende i sin families liv og hverdag i Chile. Han rejser rundt i verden og skriver artikler og bøger. Hans engelske hustru, Helena og de to børn savner ham meget. Især datteren Federica lider meget under hans fravær. Efter en rejse forærer Ramon sin datter et lille træskrin, som bliver hendes kæreste eje mange år frem i tiden.

Ægteskabet mellem Ramon og Helena går i stykker, og hun rejser hjem til England med børnene. I årene efter skilsmissen mister børnene helt kontakten med deres far.

Som meget ung forelsker Federica sig stormende i sine gode veninders bror, Sam. Han er nogle år ældre end hende og er et helt andet sted i livet. Deres veje skilles, men de glemmer aldrig hinanden.

Sommerfugleæsken er en rigtig dejlig slægtsroman fuld af drama og romantik. Den handler om kærlighed først og fremmest men også om skuffede forventninger, snærende bånd,  og om frihed til at være den, man er.

Jeg har tidligere anmeldt Biavlerens datter, Mindernes længsel og Sange om krig og kærlighed af Santa Montefiore.

Læs mere om Sommerfugleæsken hos Forlaget Turbulenz.

Læs videre

Når mænd forlader mig

naarmaendforladermig

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Når mænd forlader mig af Johanne Bille.

Fra bogens bagsidetekst:

Maria skriver bøger. Eller det gjorde hun i hvert fald engang. Nu er hendes liv fyldt med mænd, der tænder på idéen om at date en ung kvindelig forfatter, men som ikke bryder sig om bøger skrevet af unge kvindelige forfattere. Samtidig arbejder hun med at sælge lavkvalitetsprodukter til midaldrende mænd som tekstforfatter i Hvepsereden.

Hum forsøger at finde sin egen stemme, men det er tavsheden, der falder hende nemmest i en verden dikteret af mænd. En aften får Marias tavshed afgørende betydning for hendes liv, og hun mærker på sin krop, hvad der sker, når tavshed tolkes som samtykke.

Når mænd forlader mig er en fortælling om overgrebets natur og om at miste ejerskabet over sin krop.

Når mænd forlader mig er en fortælling om en ung kvinde, der gør (alt for) meget for at tilpasse sig de mænd, hun har et kortere eller længere forhold til. Som en kamæleon tager farve af omgivelserne, forsøger hun at passe ind og være, som skiftende kærester ønsker, hun skal være. Da hun bliver udsat for et voldsomt overgreb, skrider grunden under hende og hun forsøger at dulme sin indre smerte med alkohol.

Når mænd forlader mig er en meget velskrevet roman fuld af præcise og underfundige iagttagelser. En bog om vigtigheden af at stå ved sig selv og sine grænser og nægte at lade andre definere hvem og hvad man er.

Læs mere om Når mænd forlader mig hos Politikens Forlag.

Læs videre

Jordens lykkeligste mand

jordenslykkeligstemand

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Jordens lykkeligste mand af Eddie Jaku.

Forlaget skriver:

Eddie Jaku valgte lykken frem for hadet.

Den tyske jøde Eddie Jaku gik i skole langt væk fra sin familie og var uvidende om, hvad der var ved at ske i Tyskland. Den 9. november 1938 ville han overraske sin familie med et besøg, men blev i stedet tævet halvt til døde af rasende nazister under Krystalnatten.
Under Anden Verdenskrig tilbragte han flere år i kz-lejrene Buchenwald og Auschwitz, hvor han oplevede ubegribelig ondskab. Han mistede sin familie, sine venner, sit land. I krigens sidste dage flygtede han fra dødsmarchen, hvor 15.000 mennesker omkom. Han var 25 år, vejede 28 kilo og var døden nær.

Efter krigen svor han, at han ville smile hver dag, og han kaldte sig ’Jordens lykkeligste mand’.
Hans rystende, hjerteskærende historie beskriver, hvordan man kan finde lykken på trods af forfærdelige oplevelser.
”Jeg håber, mit eftermæle vil være, at når folk tænker på mig, så vil de vælge venlighed frem for had, og at min optimisme vil leve videre,” sagde Eddie Jaku kort inden sin død for nylig.

Jordens lykkeligste mand er den mest gribende og rørende bog, jeg har læst længe. Det er helt utroligt, at Eddie Jaku, der oplevede så meget sorg, så store tab og så mange rædsler, kunne kalde sig selv for jordens lykkeligste mand. Det er bevægende og meget inspirerende at læse hans budskab om, hvordan vi hver især kan være med til at gøre verden til et bedre sted – og blive lykkelige.

Hele bogen igennem mærker man denne mands lyse sind og positive indstilling til livet. Det er en bog, vi allesammen kan lære noget af, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste.

Læs mere om Jordens lykkeligste mand hos Forlaget Memoris.

Læs videre