Kunst eller …

Busskurene i Næstved og omegn er ved at blive peppet op. Som jeg har forstået det, sker det bl.a. for at gøre skurene til et positivt og inspirerende sted at vente.

Jeg talte med min ældste søn over Skype i aftes og fortalte ham, at vi tidligere på dagen havde set en fyr bevæbnet med spraymaling i alle mulige farver i færd med at give et busskur her i lokalområdet en overhaling.

Min søn fortalte mig i den forbindelse, at han har en lille sjov erindring om et af busskurene her i byen. Det var dengang han lige var begyndt at gå i skole, han kunne endnu ikke læse. Han gik en tur sammen med min mor, og de kom forbi busskuret. Min søn så, at der var skrevet noget på busskuret og spurgte sin mormor, hvad der stod. Hun fortalte ham, at der stod Røv og nøgler.  Han kunne ikke lige umiddelbart forstå, hvad det skulle betyde, så det havde han spekuleret noget over, fortalte han mig. Det er sikkert derfor, han stadig – efter mere end 30 år – husker episoden, som jeg i øvrigt ikke havde hørt om før.

Med den lille historie i baghovedet tillader jeg mig at vise et af de nymalede busskure her og spørge: Kunst eller røv og nøgler?

Læs videre

Historiens vingesus

I fredags kørte vi en tur gennem egnen, hvor jeg voksede op. Da vi nu var på de kanter, fik jeg sådan en lyst til at gå en tur op på Gyldenløves Høj.

Det var ved at være mange år siden, jeg havde været der sidst, men i min barndom kom jeg der jævligt. Fra jeg var fem, til jeg var ti år, boede vi nemlig i gåafstand fra højen, og en søndagsgåtur kunne meget vel føre os til  Gyldenløves Høj. Nogen gange afsluttedes turen på højen med en is fra Kudskehuset lige i nærheden.

Jeg husker den højtidelige stemning, når vi stod på toppen af højen og kiggede på mindestenen med navnene på de dræbte frihedskæmpere, og min far fortalte om, hvordan der under krigen blev kastet våben ned fra luften til modstandsbevægelsen lige her, hvor vi stod.

Det var godt at komme en tur derop igen, og jeg fornemmede stadig den højtidelige stemning og historiens vingesus, da jeg stod på højen.

Læs videre

Sofus

Da jeg var barn, havde jeg en blå undulat, der hed Sofus. Faktisk havde der været en undulat mere. Den hed Trille. Jeg kan ikke huske, hvad der blev af den, men til sidst havde jeg i hvert fald bare Sofus.

Jeg var rigtig glad for Sofus.

En morgen sad Sofus ikke på sin pind i buret, som han plejede. Han hang med hovedet nedad. Vi nåede lige at sige til hinanden, at nu var Sofus da blevet helt tosset, før det gik op for os, at fuglen var død.

Jeg kom til at tænke på Sofus, fordi jeg netop med et halvt øre har hørt i radioen, at fugles fødder kan låse sig fast om f.eks. en gren, når fuglen sidder og sover. Det blev i samme forbindelse nævnt, at døde fugle faktisk af og til ses hængende sådan med hovedet nedad.

Jeg har heldigvis kun set det i tilfældet med Sofus. Det var et meget sørgeligt syn.

Læs videre

En knap og en snor

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, er der behov for lidt nyt i Sanders legetøjsudvalg her hos os.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at somme tider kan der komme meget god leg og tidsfordriv ud af næsten ingenting.

Da jeg var barn, lærte min far mig at lave et stykke legetøj af en knap og en snor. De fleste af min generation kender den garanteret.

Nu har jeg lavet en til Sander. En knap og et stykke bomuldsgarn – det ligger de fleste jo nok inde med. Knappen må helst være forholdsvis stor og snoren skal være 40-50 cm. lang. Man trækker bare snoren gennem først det ene og så det andet hul i knappen og binder til sidst snorens to ender  sammen. Det tager et halvt minut, og så har man et sjovt og nærmest gratis stykke legetøj.

Man placerer knappen på midten, tager fat i snoren i hver ende og svinger den godt rundt, så snoren bliver snoet. Så trækker man ud i snoren fra hver side, og knappen begynder at spinne rundt og rundt. Efterhånden som man bliver mere ferm til det, kan man skiftevis stramme og løsne snoren og på den måde få knappen til at snurre rigtig længe.

Nu er jeg spændt på, om Sander synes, at sådan en snurredims er sjov.

Læs videre

Decemberdage

Hvis jeg stadig havde været barn, ville min tålmodighed sikkert have været på en temmelig hård prøve i denne tid. Jeg kan stadig huske, hvordan barndommens decemberdage sneglede sig af sted, og jeg bare ønskede, at de skulle gå hurtigt, så det kunne blive juleaften i en vis fart.

Men det er længe siden nu. Jeg har været voksen i mange år, og hvert år ved denne tid tænker jeg på, at det er forfærdeligt, så hurtigt dagene går –  og bare de dog ville gå lidt langsommere, så jeg kunne nå det hele inden juleaften.

Læs videre