Blog

Julens glæde

Ingen kommentarer

Når juletiden nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på min barndoms jul. Mit barndomshjem var et helt almindeligt arbejderhjem. Vi manglede ikke noget, men der var ikke mange penge at rutte med. Min mor sparede op i Julens Glæde. Det var en ordning, hvor der hver uge kom en “spare-kone” og tog imod de penge, man ville spare op til julen. Min mor indskød hver uge 10 eller – når det gik højt – 20 kroner. “Spare-konen” skrev med sirlige tal beløbene ind i et lille hæfte uge for uge. På den måde kunne min mor ved at kigge i hæftet,  følge med i, hvordan kapitalen voksede.

Det var ikke særlig profitabelt, at spare op i Julens Glæde. For renter var der ikke tale om. Dem fik “spare- konen “ for sin ulejlighed, ligesom  hun vistnok også beregnede sig et lille gebyr fra hver opsparer. Jeg kan huske, at min mor også plejede at  købe en blomst til den søde dame,. Der var en særlig stemning derhjemme den dag op mod jul, hvor pengene skulle udbetales. Mor var glad og kalenderlyset var tændt på spisebordet i køkkenet, mens vi gik og ventede på, at konen skulle dukke op med pengne. Det drejede sig vel om 500-700 kroner, men dengang rakte pengene jo lidt længere, end de gør i dag.

Uh, det var hyggeligt!

Læs videre

Blog

Barndommens skatte

Ingen kommentarer

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg lidt tosset med kopper og krus. Jeg har muligvis haft en rem af huden altid. I hvert fald samlede jeg på moccakopper som lille pige. Jeg fik dem gennem nogle år til jul og fødselsdage. De var så fine. Småbitte kopper i det fineste tynde porcelæn og med de fineste farver og dekorationer. Alle mine moccakopper var forskellige.

På et tidspunkt mistede jeg interessen for dem og de blev vel pakket væk. Da jeg flyttede hjemmefra, tænkte jeg ikke på at tage dem med. Jeg var blevet lidt ligeglad med kopperne. Desværre. Om de blev smidt væk eller foræret væk, interesserede jeg mig ikke for. Det ærgrer jeg mig over i dag, det kunne have været fantastisk at eje dem endnu.

Noget andet, som jeg var meget glad for som barn – og som jeg ville ønske, jeg havde taget med mig hjemmefra og passet på – var en lille bog af porcelæn. I mange år – lige til jeg flyttede hjemmefra – hang den lille bog på væggen over min seng. Den var af hvid porcelæn, formet som en lille tyk, opslået bog. På den ene side i bogen var malet en køn lille rose og på den anden side stod Fadervor skrevet i guld med den fineste skrift. Åh, hvor jeg elskede den bog som  barn, og hvor har jeg læst Fadervor mange gange.

I dag forstår jeg slet ikke, at jeg kunne finde på at flytte og bare efterlade sådan et klenodie. Men det gjorde jeg altså, og jeg ved ikke, hvad der blev af den. Formentlig er den endt i en container, da min far nogle år efter min mors død tømte deres fælles hjem, for at flytte til en mindre bolig sammen med den nye kvinde i hans liv.

Hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde passet bedre på min barndoms skatte.

Læs videre

Hverdag

Rød fluesvamp

2 kommentarer

Rød fluesvamp er omtrent den eneste svamp, jeg kan bestemme med sikkerhed. Det er en giftig fætter, men jeg synes, at den er flot.

Da jeg var barn, blev sådan en omtalt som en paddehat. Jeg har en meget svag erindring om at have ejet en børnebog med flotte illustrationer, hvor der var paddehatte, som var små huse, hvor der boede nogle bittesmå væsner. Mere kan jeg ikke huske. Hvad jeg derimod husker er historien om, hvordan det gik til, at jeg fik den bog. Den er nemlig blevet fortalt i familien et utal af gange.

Jeg var måske omkring tre år gammel og jeg var syg. Min mor syntes åbenbart, at jeg trængte til en form for opmuntring, så hun bad min far købe en billedbog til mig, da han alligevel skulle til byen. Han var arbejdsløs på det tidspunkt og skulle til kontrol. Det hed det, og det var det. Som jeg husker det fortalt, skulle han møde op dagligt – på hvad der vel svarede til vore dages arbejdsformidling, eller på fagforeningskontoret  – det er lidt uklart for mig. I hvert fald skulle han cykle adskillige kilometer for at komme til det der kontor og få et stempel i “bogen”, så han kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.

Nå, men Mor havde altså bedt ham om at købe en billedbog med hjem til mig. Og det gjorde han. Den flotteste billedbog han kunne finde. Og den var flot. Og den var dyr. Min mor var mange år senere stadig forarget over, at han havde købt den dyre bog uden først at spørge om prisen. Han havde bare købt den, han syntes var pænest. Sådan er det jo, hvad enten man er rig eller fattig – kun det bedste er godt nok til éns børn. Jeg mener at kunne huske, at min mor sagde, at bogen kostede fire kroner. Og det var mange penge dengang. Især for en familie med mange børn og en arbejdsløs forsørger.

Hvor ville jeg ønske, at jeg stadig havde den bog.

Læs videre

Hverdag

Citrontoddy

2 kommentarer

Jeg er snothamrende forkølet. Det kom lige pludselig i aftes som et lyn fra en klar himmel.

Jeg nyser og snotter. Øjnene løber i vand og er i øvrigt så røde og hævede, at jeg ikke ved, hvad jeg ligner.

Sådan noget må der jo gøres noget ved.

De fleste familier har sikkert deres egen specielle kur mod den slags uvæsen. Nogen sværger til hyldebærsaft, andre til varm suppe.

I vores familie er kuren varm citrontoddy. Det trakterede min mor altid med, når nogen var forkølede i mit barndomshjem. Den der citrontoddy var en formildende omstændighed ved selv den værste forkølelse. For det første smagte den godt. For det andet føltes den lindrende i den ømme hals. For det tredie – og måske allervigtigst – var citrontoddyen et symbol på kærlig omsorg, når den blev serveret af mor.

Mine egne unger har også fået citrontoddyer, når de har været forkølede. Jeg ved, at de stadig kan finde på at gribe til recepten, når hoste og snot plager dem.

Nå, men i hvert fald har jeg lige fået mig en rygende varm citrontoddy. Og ja – jeg synes allerede, det går en anelse bedre.

Hvis enkelte ikke skulle vide, hvordan man tilbereder en citrontoddy, så er fremgangsmåden altså følgende: Man presser en citron og hælder saften op i et krus. Så fylder man op med kogende vand og smager til med sukker. Dernæst er der kun tilbage at drikke toddyen så varm som muligt.

Citrontoddy er måske ikke ligefrem en mirakelkur – men den skader i hvert fald ikke!

Læs videre

Hverdag

Markblomster til Mor

Ingen kommentarer

Da jeg var 6-7 år gammel oplevede jeg noget, der stadig står helt lysende klart i min erindring.

Min mor fulgte mig i skole. Der var fem kilometer hver vej – på cykel. Egentlig var det en smuk tur. Meget flot landskab. Stille og fredeligt, langt ude på landet.

Vi var stået af cyklerne et øjeblik for at puste ud og stod og kiggede på nogle markblomster i grøftekanten.

Så var det, at min mor sagde til mig, at når hun døde, så skulle vi sætte vilde blomster på hendes grav. Jeg husker tydeligt, hvordan hun helt præcist formulerede det.

Jeg svarede hende ikke. Alting gik i stå for mig. Jeg fik et chok.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at min mor en dag skulle dø. Jeg vidste jo godt, at man kunne dø –  at folk døde. Men min mor!!!! Det havde jeg på det tidspunkt slet ikke tænkt på som en mulighed. Og nu stod min mor der og talte om det som noget helt afgjort. Hun sagde ikke hvis, hun sagde når!

Jeg har aldrig glemt hendes ord. Og derfor sætter jeg i ny og næ en  markbuket på hendes grav.

Min mor elskede alle slags blomster, men hun havde altså denne særlige kærlighed til de vilde blomster. Hun var god til at sætte blomster sammen og plukkede altid de smukkeste markbuketter.

Dem, jeg plukker, når sikkert ikke hendes til sokkeholderne, men jeg gør mit bedste.

Læs videre
1 … 9 10 11