I fredags kørte vi en tur gennem egnen, hvor jeg voksede op. Da vi nu var på de kanter, fik jeg sådan en lyst til at gå en tur op på Gyldenløves Høj.
Det var ved at være mange år siden, jeg havde været der sidst, men i min barndom kom jeg der jævligt. Fra jeg var fem, til jeg var ti år, boede vi nemlig i gåafstand fra højen, og en søndagsgåtur kunne meget vel føre os til Gyldenløves Høj. Nogen gange afsluttedes turen på højen med en is fra Kudskehuset lige i nærheden.
Jeg husker den højtidelige stemning, når vi stod på toppen af højen og kiggede på mindestenen med navnene på de dræbte frihedskæmpere, og min far fortalte om, hvordan der under krigen blev kastet våben ned fra luften til modstandsbevægelsen lige her, hvor vi stod.
Det var godt at komme en tur derop igen, og jeg fornemmede stadig den højtidelige stemning og historiens vingesus, da jeg stod på højen.
6 kommentarer
Kender godt fornemmelsen … det giver altid sådan en lidt andægtig stemning indeni at stå på eller ved et sted som dette.
Ellen : Det gør det nemlig.
Jeg kan godt forstå, det var rart at besøge stedet igen, der giver dig minder om søndagsture til Gyldenløves Høj.
Madame : Det er altid dejligt at vende tilbage til “barndommens land” 🙂
Det er altid en fin fornemmelse at blive viftet lidt i nakken af historiens vingesus og godt at give sig selv tid til lidt eftertænksomhed.
Fruen : Det skader nemlig ikke – og når man ved samme lejlighed kan støve gode barndomsminder af, så bliver det ekstra godt.