Kongehuset

Overskriften kunne antyde, at jeg har en historie om den royale familie i ærmet, men det har jeg altså ikke. Den slags overlader vi til ugebladene. Det her handler om noget helt andet.

Ude i Hesede skov ligger forskellige rigtig pæne huse.

Et af husene minder om  et hus, jeg boede i, da jeg var barn. Vi boede der ikke meget mere end et års tid, men jeg har rigtig mange barndomsminder fra lige præcis den periode. Jeg fyldte fem år, mens vi boede der. Huset lå midt ude i en skov, og det var fantastisk at bo der og have hele skoven som legeplads.

Jeg kan huske, at vi børn samlede grankogler i skoven i stor stil. Jeg mener, at mine forældre brugte dem til optænding, når der skulle fyres op i komfuret i køkkenet. Jeg kan også huske fra den tid, hvordan jeg sammen med min storesøster gik det pænt lange stykke vej ad grusvejen hen til vores nærmeste nabo og købte  mælk ved stalddøren. Jeg kan huske, at jeg var meget benovet over, at min søster kunne svinge spanden hele vejen rundt i luften uden at spilde en eneste dråbe mælk.

Mange af den slags hyggelige minder dukker op, når jeg går forbi huset i Hesede skov.

Huset hedder Kongehuset. Det er et passende navn til sådan et hus. Der bor vist ikke nogen i det, men det ser ud til, at jægerne benytter huset, når der er større jagter.

Læs videre

Retro

Det er lidt sjovt, når man opdager, at ting, man har haft siden man var barn eller ung, pludselig bliver smarte igen. De er gammeldags på den fede måde og bliver kaldt retro.

Igennem nogen tid er bøjler som de tre på billedet dukket op rundt omkring. Folk køber dem åbenbart på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og synes, at de er sjove eller pæne.

Jeg fik de tre bøjler af min mor, allerede da jeg var barn. Vi havde rigtig mange af den slags bøjler derhjemme dengang. De blev nemlig sammen med mange andre fine ting lavet i ergoterapien på det psykiatriske plejehospital, hvor begge mine forældre arbejdede, og kunne erhverves for en billig penge.

Som barn syntes jeg, at bøjlerne var rigtig flotte. Jeg kunne godt lide de forskellige farver og mønstre. Siden synes jeg vist nok, at de var grimme, men heldigvis tog jeg dem med, da jeg flyttede hjemmefra. På et tidspunkt begyndte jeg at værdsætte dem igen, fordi de er et minde fra barndommen.

Nu er de så blevet retro.

Læs videre

Et par på kassen

Tidligere på dagen udfyldte jeg et spørgeskema, hvor jeg  bl.a. blev opfordret til at fortælle om minder fra min skoletid. Det havde jeg nu ikke lyst til at gøre rede for i et spørgeskema, men det gav alligevel anledning til nogle tanker om den tid.

Minder fra skoletiden har vi jo nok allesammen. Både gode og dårlige.

Når jeg tænker på min skoletid, er det, der først falder mig ind, at dengang havde lærerne stadig lov til at uddele lussinger. Sådan én har jeg reddet mig hele to gange.

Jeg var ellers ikke nogen særlig fræk eller uopdragen elev, men der skulle ikke så meget til for at gøre sig fortjent til en øretæve på den skole, hvor jeg gik fra 4. til 7. klasse.

Den første lussing fik jeg, fordi jeg havde glemt at skrive staveord hjemme. Det var absolut ellers ikke noget, der plejede at ske, men alligevel var der kontant afregning. Vi var nogle stykker, der havde glemt staveordene den dag, og vi fik besked på at komme op til katederet og stille os pænt på række. Så fik vi ellers efter tur en på skrinet. Hænderne sad løst på vores klasselærer, og han havde desuden den vane, at han altid spurgte dem, der skulle have lussinger, om de ville have en hel eller to halve. Uanset hvad man foretrak, var resultatet det samme. Et klask på begge sider af hovedet. Selve lussingen var ikke det værste. Det var ydmygelsen.

Anden gang, jeg oplevede at få sådan “to halve,” var en dag, hvor vores klasselærer kortvarigt havde forladt klasseværelset.. Da han kom tilbage, var der ikke fuldstændig ro, som han ellers forventede. Vi var fire elever, der ikke sad stille på vores pladser. To pjattede lidt rundt,  og jeg sad på min plads og snakkede med en dreng, der hed Niels og sad overfor mig på rækken ved siden af.  Vi blev alle fire kaldt op til tavlen, bedt om at stille os på række, og så blev vi spurgt om vi ville have en hel eller to halve. Kort efter kunne vi indtage vores pladser med knaldrøde kinder.

Det er ikke det skønneste minde, men sådan var det bare dengang – på den skole.

Det er heldigvis længe siden, at den slags blev anset for at være acceptabelt. Og heldigvis har jeg andre og mere muntre minder fra min skoletid.

Læs videre

Fodbold og leg

I aftes skulle Sanders far til fodboldtræning og var nødt til at tage Sander med. Sander var med på den, han ville rigtig gerne se sin far spille fodbold.

Vi havde aftalt, at vi ville være der for at tage os lidt af Sander, da der ellers kunne være risiko for, at farmanden ikke fik trænet så meget.

Vi så lige et øjeblik på træningen men blev hurtigt enige om, at vi da godt lige kunne smutte en tur over på skolens legeplads. Ved legepladsen fandt Sander en lille hule mellem nogle buske, og han var næsten ikke til at lokke ud derfra igen. Han legede simpelt hen så godt, og jeg kom til at tænke på min egen barndom, hvor vi unger altid legede i skoven. Vi lavede også huler og huse og havde det pragtfuldt.

Vi nåede ikke at se mere fodbold, men det gjorde ingenting, for vi hyggede os så godt. Sander kunne næsten ikke løsrive sig fra legen, da hans far var klar til at tage hjem.

Læs videre

Mere om strygning

Da jeg var omkring syv år, fik jeg somme tider lov til at stryge viskestykkerne, når min mor strøg tøj.

Min storesøster, der på det tidspunkt var 13-14 år, blev nogen gange pålagt at stryge væsentligt mere end bare en stak viskestykker. Hvor vidt hun var glad for at blive tildelt det stykke arbejde eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men en dag, da hun havde ordnet strygetøjet, var hun kommet til at lave en stor sveden plet på et par af mine underbukser.

Jeg blev meget fornærmet over, at mine underbukser på den måde var blevet udstyret med en stor, grim, brun plet. Sådan et par underbukser med lodden vrang var ikke alt for smarte i forvejen, og den svedne plet gjorde det ikke bedre.

Næste gang jeg fik lov til at stryge viskestykker for min mor og dermed havde adgang til et varmt strygejern, besluttede jeg mig for at gøre gengæld. Jeg udså mig min søsters pæne Ole Lukøje-natkjole som det klædningstykke, der skulle udstyres med en sveden plet. Hvad jeg ikke vidste var, at sådan en nylonnatkjole ikke bare får en sveden plet, når man udsætter den for et brændvarmt strygejern. Den smelter.

Natkjolen fik selvfølgelig et stort hul efter kontakten med strygejernet, og jeg blev ikke videre populær hverken hos min søster eller min mor.

Læs videre