På slump

I morges gik det op for mig, at jeg glemte at starte en rugbrødsdej op i går. Jeg bager rugbrød med surdej, og det tager jo den tid, det tager. Jeg starter selvfølgelig bare dejen op i dag, men bagningen er blevet et døgn forsinket, og vi har kun lige rugbrød nok til i dag.

Vi gider ikke spise købebrød, men brød kan vi ikke undvære.

Noget måtte gøres.

Da jeg kiggede i skabet, viste det sig, at beholdningen af mel ikke var imponerende, når jeg så bort fra rugmelet, som jeg skal bruge til rugbrødsdejen. Der måtte improviseres.

Jeg snuppede, hvad der var af hvedemel, noget grahamsmel og lidt havregryn. Dertil selvfølgelig salt, vand og lidt gær. Dejen røg i en springform, blev penslet med lidt olivenolie og fik lov til at stå på køkkenbordet og hæve i godt og vel fem timer.

Nu er brødet lige taget ud af ovnen. Et økologisk brød lavet lidt på slump. Det dufter rigtig godt, og hvis vi kan lade være med at forgribe os alt for voldsomt på det i aftenens løb, behøver vi ikke lide nogen nød til frokost i morgen, selv om vi må undvære rugbrød.

Gem

Læs videre

Nu med fotodokumentation

Jeg blærede mig jo lidt i går med, at jeg har plukket et ret stort (økologisk) æble i min have.

Nu har Ellen spurgt efter et billede af æblet, så det iler jeg med at bringe.

Jeg har forsøgt at anskueliggøre æblets størrelse ved at placere et tekrus og en tændstikæske ved siden af.

Læs videre

Kæmpeæble

Vores Belle de Boskoop æbler er så flotte i år – og store.

I dag fik jeg øje på et ekstra stort æble. Jeg kunne ikke lade være med at plukke det, selv om det er lige lovlig tidligt.

Jeg lagde det på køkkenvægten, og det vejede 446 gram. Det er da et æble, der vil noget.

Jeg er simpelt hen så glad for, at jeg kan gå lige ud i haven og plukke så dejlige, friske, økologiske æbler.

Læs videre

Jordbær skal der til

Selv om vi har travlt i øjeblikket og ikke har meget andet i hovedet end ting, der har med istandsættelsen af vores hus at gøre, så husker vi at forkæle os selv med skønne, økologiske jordbær så tit som muligt.

Vi ville egentlig også gerne have lagt lidt jordbær i fryseren. Der er også mulighed for selvpluk, der hvor vi køber vores bær, men vi kan ikke afse tid til det lige nu. Så det bliver ikke i denne sommer.

Til gengæld håber vi at få plantet nye jordbærplanter i haven lidt senere på sæsonen. Alle vores jordbærplanter fik en rodsygdom og gik ud for nogle år siden. Nu har der været dyrket rødbeder, pastinakker, ærter og bønner i jorden nogle år, så nu håber vi, at alle spor af jordbærsygdom er væk, så vi kan forsøge os som jordbæravlere igen.

De allerbedste jordbær er  efter min mening dem, man plukker i sin egen have.

Læs videre

Post til både den ene og den anden

Her til morgen har jeg modtaget pakken med tøjet, som jeg fortalte om i går.

Det er altid spændende at pakke op og se, om varerne svarer til forventningerne. I dette tilfælde er jeg helt tilfreds.

Faktisk er babyblusen endnu mere nuttet i virkeligheden. Den er så lillebitte, og den økologiske bomuld er så blød og lækker.

T-shirten til Sander er også rigtig fin. Den skal i en kuvert, og så må jeg se at komme forbi og lægge den i postkassen hjemme hos ham. Han elsker jo at tømme postkassen, og hvis der er post til ham selv, er det selvfølgelig ekstra sjovt.

Læs videre