Blog
Fødevarestyrelsens nye kampagne hedder Mad Med Mindre Kemi. Jeg ville ønske, at den hed Mad Uden Kemi.
For mad og kemi hører da slet ikke sammen, synes jeg.
Jeg vil i hvert fald så vidt muligt ikke spise mad, der er “krydret” med pesticidrester og andre sære ting.
Til gengæld vil jeg meget gerne spise dejlige, økologiske æbler. Dem har jeg heldigvis i haven lige nu.
Det er en af de små hverdagsglæder, som jeg sætter stor pris på.
I går eftermiddags trængte vi til at få lidt luft. Vi trængte til at komme lidt på tur ud i det blå.
Vi kørte en tur til Møn, hvor vi gik en skøn tur i Klinteskoven ved Møns Klint.
Vi smuttede også ind hos Møn Bolcher og så, hvordan deres bolcheproduktion foregår. I går var de i gang med at lave Hvepsestik. Der var 40 kg bolchemasse på bordet. Vi fik at vide, at der ville blive rundt regnet 15.000 bolcher af den portion.
Der var en god stemning på den lille bolchefabrik. Det var smil og friske bemærkninger. Da jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, var svaret, at det måtte jeg da gerne, når bare ikke jeg tog nogen af dem, der hang på væggen.
Vi købte en forsvarlig portion økologiske Rustne Søm med hjem. Så er der lidt til den søde tand.
Vi har fundet et sted at handle, der på flere måder slår vores sædvanlige indkøbssteder med flere længder.
Vi er blevet glade kunder i Krogagergårds dejlige økologiske gårdbutik. Det er et slaraffenland for enhver, der ønsker at købe økologiske fødevarer af høj kvalitet.
Butikken har næsten alt, hvad man kan ønske sig af økologiske madvarer. Det meste er af egen produktion og helt frisk fra marken. Så kan det jo dårligt blive bedre. Gårdbutikken har egen slagter og tilbyder alt, hvad man kan ønske sig af en god slagterforretning.
Jeg er jo vant til SuperBrugsens yderst begrænsede sortiment af økologisk kød, så jeg føler mig næsten som et barn i en slikbutik, når jeg træder ind i gårdbutikken og ser det store udvalg.
Når man nu alligevel er der, kan man ved selvsyn konstatere, at gårdens dyr har det rigtig, rigtig godt. De strutter af sundhed.
Mange af os synes vel egentlig, at dagligvarerne er lidt vel dyre her i Danmark, men det er ingenting imod, hvad det koster at købe ind i Grønland.
Som man kan se på min bon fra Brugseni i Nuuk, måtte jeg af med 30 gode danske kroner for et kilo økologiske gulerødder. Det er da lidt pebret, synes jeg nok, men det kan vel næppe være anderledes i et land, hvor næsten alt skal importeres og transporteres over store afstande, før det ender på hylderne i butikken
Nu da gulerødderne var så dyre – og fordi jeg hader at smide mad ud – skulle de selvfølgelig spises til sidste bid. Vi havde en håndfuld af de dyre rødder tilbage, da vi skulle hjemad, så de blev skrællet og puttet i en plastikpose, som røg i håndbagagen. Så kunne vi spise dem på vejen hjem, tænkte vi.
Det kom til at koste os lidt besvær i sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Kangerlussuaq. Scanneren kunne åbenbart ikke identificere gulerødderne, så vi blev hevet til side og fik gået håndbagagen efter i sømmene. Da det viste sig, at det “mystiske” i vores taske, bare var gulerødder, var alt i orden.
Nu skal min blog jo ikke udvikle sig til en fotokonkurrenceblog, men jeg må alligevel lige fortælle om endnu en fotokonkurrence.
Jeg har ikke selv sendt et foto ind til konkurrencen – endnu. Jeg vil helt sikkert gøre det. Det er nemlig en økofotokonkurrence. Så som den økotilhænger jeg er, skal jeg da selvfølgelig være med.
Der er lækre præmier. Hovedpræmien er et dejligt kamera, og der er andre præmier, der består af kurve fulde af økologiske lækkerier.
Hvis du er frisk på at være med, er det her det foregår.