Det lille hotel i Lobster Bay

detlillehotelilobsterbay

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Det lille hotel i Lobster Bay af Annie Robertson.

Efter at have været ude for en traumatiserende oplevelse trænger Emma til at foretage nogle ændringer i sit liv. Der skal ske noget nyt. Da hun på nettet finder et lille charmerende, landsbyhotel, der er til salg, slår hun til. Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Hotellet viser sig at være temmelig nedslidt. Der er kun en måned, til de første gæster ankommer, så der er ingen tid at spilde. Hotellet skal sættes i stand og shines op, før Emma kan tage imod gæsterne. Desuden må hun mod sin vilje overtage den tidligere ejers gamle og kæmpestore hund, Wilbur. Som om det ikke var nok, virker naboen alt andet end venlig – men til gengæld ser han hamrende godt ud.

Det har simpelt hen været en fest at læse Det lille hotel i Lobster Bay. Det er en super sød, charmerende, romantisk og sjov roman. Det var lige præcis sådan en let og hyggelig læseoplevelse, jeg trængte til. Romanen kan med sin lethed og sødme give en grå og trist dag lidt kulør. Det lille hotel i Lobster Bay er en skøn lille perle for alle, der nyder en god feel good roman.

Læs mere om Det lille hotel i Lobster Bay hos Forlaget Zara.

Læs videre

Den forsvundne by

denforsvundneby

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den forsvundne by af Camilla Sten.

Forlaget skriver:

Et mysterie fra fortiden vækkes til live, da en dokumentarfilminstruktør går på jagt efter sandheden om sin families tragiske skæbne.

En sommerdag i 1959 forsvandt alle indbyggere i den lille, svenske mineby Silvertjärn som dug for solen. Efterladt tilbage fandt man kun en død kvinde og et nyfødt barn. Ingen ved, hvorfor eller hvorhen de mange mennesker forsvandt, og ingen har siden sat sine ben i byen. Før nu.

Dokumentarfilminstruktøren Alice har været optaget af historien om den forsvundne by, siden hun var barn. Hele hendes bedstemors familie forsvandt nemlig sporløst i den mystiske tragedie. Sammen med et filmhold rejser hun nu til den forladte mineby for at nå til bunds i, hvad der skete den sommerdag for over halvtreds år siden.

Den forsvundne by er super spændende, gribende og ret så nervepirrende. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig. Historien fortælles i to spor – Dengang og Nu. Efterhånden som fortællingen skrider frem, flettes de to spor sammen, og der tegner sig et billede af nogle meget dystre hændelser. Den forsvundne by er en af den slags bøger, jeg helst ikke vil læse, når jeg er alene hjemme. Camilla Sten forstår at skrive en både fængende og fængslende spændingsroman, og  jeg ser frem til at læse flere af hendes bøger.

Læs mere om Den forsvundne by hos Gads Forlag.

Læs videre

Lalandia

lalandia

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lalandia af Jens Vilstrup.

Toms forældre har en drøm. De vil flytte væk fra hjemmet i Greve. De vil flytte på landet. Til Lolland. Få lys og luft og mulighed for at lade kreativiteten blomstre.

Tom er til gengæld ikke vild med flytningen. Han føler sig ikke hjemme på Lolland og savner de gamle kammerater.

For at få et tiltrængt tilskud til økonomien beslutter Toms forældre at få et plejebarn. Han hedder Nick og siger til at begynde med ikke et ord til nogen. Men efterhånden finder han sig til rette, og de to drenge nærmer sig hinanden. De har brug for hinanden i en kaotisk hverdag med mobning i skolen og problemer derhjemme. De bliver hinandens faste holdepunkt. De står sammen som brødre.

En del år senere rejser den voksne Tom til Thailand for at finde Nick. Han er bekymret for, at Nick skal være kommet ud i alvorlige problemer, men han vil gøre alt, hvad han kan, for at redde sin bror.

Lalandia er en rå men også rørende roman om to drenge, der bliver påtvunget hinanden. De knytter sig til hinanden og vil efterhånden hver især gå gennem ild og vand for den anden.

Jeg har været helt opslugt under læsningen af Lalandia. Det er en meget rørende socialrealistisk fortælling om en opvækst i Udkantsdanmark, om drømme, svigt, sammenhold og broderskab. Bogen er blændende skrevet i et rammende, blomstrende og humoristisk sprog. De knivskarpe beskrivelser af steder og især mennesker fik mig gang på gang til at trække på smilebåndet. Persongalleriet er farverigt og meget troværdigt. Alt i alt er Lalandia en fremragende læseoplevelse – på samme tid humoristisk, nænsom og dybt alvorlig.

Læs mere om Lalandia hos Alpha Forlag.

Læs videre

Tænk ikke på mig

taenkikkepaamig

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson.

Vilma er bare 13 år, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne skønner, at moderen har mellem et halvt og fire år tilbage at leve i. Nu hvor Vilmas liv egentlig mest skulle dreje sig om veninder, kærester, fester, sjov og ballade, flytter alvoren, sygdommen og døden ind. Hun ved, at hendes mor skal dø, moderen ved det også selv. De forholder sig til realiteterne, alt imens de prøver at leve i en så normal hverdag som muligt.

I bogen skildres hele forløbet frem til tiden efter moderens død. Det er en skildring fuld af sorg og kærlighed, alvor og latter. Det hele er så fint og ærligt beskrevet – også de “forbudte” følelser som vrede, utålmodighed, afmagt og afstand.

Det har været en stærk oplevelse at læse bogen. Min egen mor døde af samme sygdom som Vilmas mor. Hun hed også Solveig som Vilmas mor. Jeg var 30 år, da min mor døde, og jeg kan huske, at jeg syntes, at det var alt, alt for tidligt for mig at skulle undvære hende. Vilma var blot 18 år, da hun mistede sin mor – jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvor svært det må være.

Tænk ikke på mig er en datters afsked med sin mor. Et ærligt, kærligt og værdigt farvel. En beretning om sygdom og død, tab og sorg – men også en fortælling fuld af liv og kærlighed. Bogen er velskrevet, vigtig og vedkommende, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste.

Læs mere om Tænk ikke på mig hos Gutkind Forlag.

Læs videre

Lovløs

lovloes

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lovløs af Line Holm og Stine Bolther. Bogen er andet selvstændige bind i serien om politihistoriker Maria Just.

Under opgravningen af døde mink i Vestjylland finder man skelettet af en kvinde i jorden. Det anslås, at skelettet har ligget der i årtier. Politiet sender sagen videre til Politimuseet i København, hvor den lander hos Maria Just.

Politiet er under stort pres over hele landet. Mange politifolk har forladt styrken på grund af utilfredsstillende arbejdsvilkår. Da drabschefen ved Københavns politi bliver kørt ned under en løbetur, bliver Mikael Dirk presset til at påtage sig chefposten under hans fravær. Sammen med makkeren Frederik Dahlin kaster Mikael sig ind i kampen for at finde føreren af den bil, der påkørte drabschefen.

Snart efter ryster endnu et attentat mod en politimand hele korpset. Mikael får hjælp til opklaringen af sagen fra uventet side. Hjælpen kommer fra Maria, der ellers har nok at gøre med at komme til bunds i historien bag fundet af skelettet. Er der en forbindelse mellem de to sager?

Jeg har været spændt på, om denne nye bog af Holm og Bolther kunne leve op til den første. Og det kunne den så afgjort. De to forfattere er gode til at bygge en historie op, der er spændende og samtidig giver anledning til, at læseren må tage stilling til et regulært dilemma eller to. Lovløs handler blandt andet om hævn og selvtægt og om at bøje en regel i ny og næ i den gode sags tjeneste. En  rigtig god læseoplevelse som jeg kan anbefale til alle, der kan lide en krimi med kød på.

Jeg har tidligere anmeldt det første bind i serien, For barnets bedste.

Læs mere om Lovløs hos Politikens Forlag.

Læs videre