Læst i marts 21

laestimarts21

Marts har været en rigtig skøn måned, hvad læsning angår. I månedens løb har jeg været i godt selskab med de skønne bøger på billedet.

Ærlighedsprojektet af Clare Pooley er en fuldstændig vidunderlig roman om ærlighed, venskab og sammenhold – og om afhængighed. Den er velskrevet, fuld af humor, kærlighed, atmosfære og gode vibrationer. Persongalleriet er ekstraordinært. Hver enkelt karakter er beskrevet så rammende og troværdigt, at man næsten synes, at man kender ham/hende. Flere af dem har tunge ting i bagagen – noget der præger deres liv. Det gør dem dejligt menneskelige og genkendelige. Ærlighedsprojektet minder mig på mange måder om Den italienske klasse af Maeve Binchy og hendes forfatterskab i det hele taget.

Kvinden i blåt af Elly Griffiths er ottende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Kvinden i blåt er ligesom de andre bøger i serien både spændende og fuld af skøn humor.

Vaniljehuset af Mich Vraa er en skøn slægtsroman om skomagersønnen Dusinius fra Odense og hans vej fra økonomisk knaphed til velstand. Jeg elsker at læse slægtsromaner, og jeg har da også nydt at læse denne velskrevne historiske fortælling, der bl.a. skildrer begivenheder under Første Verdenskrig.

Ude i kulden af Linda Castillo er tolvte bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet. Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Ude i kulden er den bedste, jeg har læst indtil videre. Linda Castillo skriver, så man er fanget af historien fra første til sidste side. Ude i kulden er virkelig spændende, og læseren får lov til at lære nye sider af den sympatiske og handlekraftige Kate Burkholder at kende.

Sølvtøj og sød musik af Ewa Klingberg er andet selvstændige bind i Huskvarna-serien. På samme måde som den første bog i Huskvarna-serien foregår Sølvtøj og sød musik i to spor i hver sin tid.

Den hemmelige arv af Natasha Lester er en rørende fortælling i flere tidsspor om krig og kærlighed, sammenhold og hemmeligheder. Kærlighedshistorien, der binder det hele sammen, er både romantisk, gribende og smuk.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *