Blog
Så blev det normaltid igen. Heldigvis. Jeg bryder mig simpelt hen ikke om, at vi render og stiller på urene og skifter mellem normaltid og sommertid.
Mit indre ur kan ikke finde ud af det. Jeg bliver skrupforvirret, når det tidspunkt uret viser ikke stemmer overens med lyset udenfor. Jeg er så længe om at omstille mig hvert år, når vi skifter til sommertid.
Så jeg byder normaltiden velkommen!
Det er unægteligt blevet efterår. Det er blevet tid til at tjekke, om man har gode reflekser. På overtøjet altså. Har man ikke det, kan man få nogle helt gratis hos TrygFonden.
Så det er bare at klikke her – bestille det antal reflekser, man har brug for og så ellers holde øje med postkassen.
Jeg har bestilt nogle stykker, og de lå i postkassen i dag. De er da sjove.
Da min kære mand kom hjem fra Berlin i week-enden, havde han en gave med hjem til mig. En vaskeægte souvenir fra Berlin.
Det skal lige indskydes, at jeg har noget med kopper og krus. Jeg kan ikke få for mange. Og de må gerne være vidt forskellige. Jeg har allerede flere, end hvad rimeligt er. Der er alt lige fra Mega Mussel og Roy Kirkham porcelæn over billige supermarkedsfund fra Portugal til rent ud sagt souvenir-rædsler fra rundt omkring.
Gaven fra Berlin er endnu et krus. Et temmelig souvenir-agtigt et af slagsen. Sådan et med små tegninger af seværdigheder! Men – kruset har en farve, jeg rigtig godt kan li’, og indvendig har det en lille fin detalje, som jeg også synes er pæn. Oppe ved kanten står skrevet BERLIN i samme fine farve, som kruset har udenpå.
Jeg nøjes med at vise den lille detalje på billedet, resten må man tænke sig til.
Normalt plejer jeg at lytte til radio, når jeg gør rent. Men i dag var det sædvanlige formiddagsprogram på P3 erstattet af et andet program på grund af efterårsferie. Så jeg valgte i stedet at sætte et godt gammeldags kassettebånd i anlægget. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når det anlæg en dag går i stykker. Så kan man vel ikke få et nyt med kassetteafspiller? Det er jo nærmest oldnordisk efterhånden, men jeg har altså stadig nogle kassettebånd, som jeg nødig vil undvære. Nå, den tid, den sorg. (Jeg må hellere indskyde, at vi altså har CD afspiller – trods alt.)
Mit valg i dag faldt på Længsel med Pia Raug akkompagneret af Steve Dobrogosz. Det er så godt. De smukke, gamle danske sange kombineret med Pia Raug’s pragtfulde stemme – så er jeg bare fuldstændig salig.
Så mens jeg nød musikken og sangene – og skrålede med af hjertens lyst – så klarede gulvskrubben næsten selv arbejdet. Før jeg vidste af det, var jeg færdig med gulvvasken. Sådan!
Jeg har været alene hjemme et par dage. Det er første gang i rigtig lang tid, jeg har haft et par dage helt for mig selv.
Jeg havde på forhånd lagt en masse planer for, hvad alene-tiden skulle bruges til. Det var godt nok meget, jeg gerne ville. Der var planer om at læse en masse, skrive en masse – ikke mindst mails til et par mennesker, der ikke har hørt fra mig længe – lave en masse praktisk i hjemmet. Sidst men absolut ikke mindst havde jeg store planer om at få tænkt rigtig godt i fred og ro. Der er ikke noget så befordrende for god og grundig gennemtænkning af ting og sager som masser af tid alene. Tid hvor man bare kan tænke sine tankerækker til ende uden at blive afbrudt og uden at få dårlig samvittighed over ikke at være nærværende. Det klarer tankerne. Og jeg har brug for at klare tankerne. Jeg har en tendes til bare at stuve alle mulige overvejelser og problematikker om i baghovedet med sådan en lille etiket på med : Det tænker jeg over senere.
I aften kommer min bedre havdel så hjem igen – efter et par dage i Berlin. Og har jeg så fået nået alt det, jeg ville nå i hans fravær?
Jeg har hygget mig. Jeg har tænkt i uforstyrrethed. Og jeg har fået lavet de fleste af de praktiske ting, jeg havde planlagt. Jeg har skrevet en lillebitte smule. Jeg har ikke fået læst andet end et par artikler i et ugeblad, og det var bøger jeg ville ha’ læst.
Jeg har haft travlt i dag med at nå det sidste af det praktiske. Jeg var nødt til at få købt ind. Indkøb er en af de ting, jeg har pjækket fra, mens jeg har været alene på skansen, så til sidst var køleskabet tomt. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde udsat mine indkøb til lørdag eftermiddag, for det endte nemlig med at blive skyld i, at jeg måtte sige nej tak til et lille spontant besøg af svigerdatter og barnebarn. (Må en farmor egentlig godt det?) Jeg ville rigtig gerne ha’ haft en eftermiddag sammen med de to, men man kan jo desværre ikke være to steder på én gang. Og jeg var altså nødt til at begive mig ud i indkøbshelvedet.
Faktisk var to- tre dage ikke helt nok til, at jeg kunne nå at komme i bund med alle mine alene-projekter.
Nu skal det jo ikke lyde som om, min stakkels mand ikke er velkommen hjem igen. For det er han skam. Jeg kan bare også godt lide at være en lillebitte smule alene af og til. Sådan har jeg ikke altid haft det. Slet ikke. Tværtimod faktisk. Så egentlig er jeg rigtig glad for, at jeg er blevet så god til at have det godt i mit eget selskab.