Blog
I går havde vi besøg af lille Sander. Han var helt i hopla og skruede godt op for charmen. Vi – både farfar og farmor – er jo helt vilde med den dreng og er hver især fuldstændig lykkelige, når vi sidder med den lille fire måneder’s guldklump i armene.
Fire måneder – så kort tid. Så lillebitte et menneske. Så stor kærlighed og så stærke bånd.
Da jeg for mange år siden som 13-14 årig havde madlavning i skolen, fik vi udleveret bogen Moderne husførelse – En lærebog for skolekøkkener og nybagte husmødre. Bogen er udgivet i 1961, så den er ved at ha’ nogle år på bagen.
Jeg bruger stadig bogen, ikke mindst fordi jeg i tidens løb har noteret forskellige opskrifter på de dertil indrettede sider. Bogen har kendt bedre dage, den er ved at være temmelig slidt, men jeg vil aldrig skille mig af med den.
I afsnittet Tekniske hjælpemidler står der bl.a følgende:
Et Køleskab
vil i mange hjem betyde en stor lettelse, især hvis man har brug for at købe ind til flere dage ad gangen.
Hvis det kun er meningen at bruge køleskabet til en enkelt flaske mælk og et stykke leverpostej og lignende, kan det være en ret stor luksus at anskaffe et køleskab, som også koster noget i drift. Men er opbevaringsforholdene for mad iøvrigt dårlige, kan sikkert mange tilfælde af sommer-roskildesyge undgås ved hjælp af køleskabet, og selv om køleskabet måske ikke er nødvendigt fra første færd, er det nok et af de tekniske hjælpemidler, man skal sætte på ønskedsedlen til senere anskaffelse – ikke mindst til børnenes mælk og efterhånden som de frosne varer vinder frem.
Jeg er glad for, at jeg har den bog endnu, den er fuld af guldkorn. Hvad med dette her f.eks.:
I vide kredse er det stadig skik og brug at servere tyk, opbagt sovs til snart sagt alle kødretter, og der er vist ikke tvivl om, at mange overflødige kilo stammer fra sovseskålen.
Billederne i bogen er også et studie værd. Der er så mange fine ting på de billeder, som mange nok godt kunne tænke sig at få fingre i. Og så er der jo opskrifterne ikke at forglemme. Der er opskrifter på alt lige fra melboller til æbleflæsk og bankekød.
Der er så meget, jeg har lyst til at fortælle fra den bog, så den vender jeg nok tilbage til en anden gang.
Ja, det er rigtigt nok. Jeg er blevet klogere – siden i går. Nå ja, ikke ret meget klogere – men lidt har også ret.
Jeg har nemlig hittet ud af, at planten, jeg skrev om i mit seneste indlæg, er en Katost. Så ved vi det. Der er bare mange forskellige planter i Katost-familien, og jeg er (endnu) ikke klar over, hvilken slags min er. Så jeg må studere lidt mere. Måske er det bare den, der hedder Almindelig Katost.
På frøpakningen står kun det latinske navn Malva.
Selv om det jo nok snart bliver “rigtigt” efterår, er der stadig masser af livskraft i planterne ude i haven.
Planten på billedet – jeg ved ikke, hvad den hedder – folder nye blomster ud hver eneste dag. De er så kønne. Farven er helt fantastisk. De blomster har jeg fået af min søster. Eller rettere sagt, jeg fik nogle blomsterfrø af hende. Frøene blev sået og frem voksede disse dejlige blomster. Jeg glæder mig over dem hver dag, og sender samtidig min søster en kærlig tanke.
Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.
Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses ved netop den slags anledninger som i dag.
Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.
Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal komme med et udspil i forhold til sådan en sammenkomst. Øh?
Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.
Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.
Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.
Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.
I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?