Blog
I dag har jeg hængt min julekortholder op. Årets første julekort lå nemlig i postkassen. Kortet var fra to mennesker, som vi deler noget meget, meget dyrebart med – vores fælles barnebarn. Kortet var fra Sanders mormor og morfar, og nu hænger det og pynter på væggen i vores køkken.
Jeg er sådan en, der ikke kan holde ud at se på julepynten en hel måned. Så jeg pynter ikke op i hele huset den 1. december. Alligevel er der en enkelt juleting, der er blevet taget frem allerede i dag. Det er Farmors lille julehus. Det er sådan et lille porcelænshus, som man sætter et fyrfadslys ind i, og så stråler lyset ud af de bittesmå vinduer. Hyggeligt!
Jeg har haft det lille porcelænshus i mere end 20 år. Jeg har vundet det i banko. Det var et bankospil min svigermor – af os alle kaldet Farmor – arrangerede et år, da vi var samlet her hos os lige op til jul. Farmor havde medbragt en masse pakker, man kunne vinde, bankoplader og det hele. Farmor råbte tal op og resten af familien spillede på livet løs om de fine pakker. Vores drenge var jo ikke ret gamle dengang, og de gik op i spillet med liv og sjæl. Der var julepynt i alle pakkerne. Derfor er der hvert år nogle ting på vores juletræ, der stammer fra den dag. Det er ting, der er knyttet gode minder til for os allesammen. Hver eneste jul falder der nogle bemærkninger om netop disse juleting og snakken falder dermed også på børnenes farmor. På den måde er Farmor stadig en del af vores jul, selv om hun døde for en del år siden.
Huset vandt jeg altså den dag, og jeg elsker det hus. Det gør hele familien. Det er det første julepynt, der kommer frem hvert år og det sidste, der bliver gemt væk igen efter jul.
Sidste år havde jeg på en eller anden helt mærkværdig måde glemt at få det hus hentet frem og juleaftensdag sagde en af sønnerne pludselig: “Hvor er huset egentlig henne?” Stor opstandelse – og bestyrtelse – for vi kunne da ikke holde jul uden huset! Frem kom det og som kompensation for forglemmelsen fik det lov at stå fremme til ind i januar. Det er der ellers ingen julepynt, der under normale omstændigheder får lov til hos mig.
Da jeg tidligere på dagen gik min formiddagstur, tog jeg – som jeg plejer – noget glas med, som skulle i glascontaineren. Der står sådan nogle genbrugs-glascontainere et par steder her i nærheden, så hvis vi har noget glas, vi skal af med, tager jeg det med, når jeg går alligevel. Jeg kan godt lide at tage det med efterhånden, så ikke det står og flyder/fylder.
Så jeg gik glad afsted med min mulepose indeholdende en vinflaske og et glas, der havde været kakao i.
Undervejs på turen blev jeg opmærksom på en kvinde, der gik et stykke foran mig. Hun tog en spraydåse op af sin taske og begyndte at ryste den. Så kastede hun et blik over venstre skulder, fik øje på mig, lagde spraydåsen tilbage i tasken og drejede om et hjørne, så jeg ikke længere kunne se hende.
Min nysgerrighed fik mig til at skynde mig om hjørnet, jeg ville jo gerne se, hvad hun havde gang i. Desværre var hun væk, da jeg nåede om hjørnet, men min fantasi var til gengæld begyndt at køre for fuld damp.
Mens jeg gik, bryggede jeg på en historie om den der kvinde. Jeg var så opslugt af det, at jeg vist glemt alt andet. I hvert fald blev jeg på et tidspunkt opmærksom på, at min venste hånd sov. Det var den hånd, der holdt muleposen med glasset til containeren. Desværre havde jeg passeret containeren for længst. Jeg gad ikke vende om, så jeg tog hele molevitten med hjem igen.
Sådan kan det gå, når fantasien går lidt over gevind – og ja, hvad man ikke har i hovedet, må man ha’ i benene. Jeg går ned med det der glas senere.
Selvom (eller måske fordi) jeg er bedstemor er jeg ivrig læser af en del af de mange gode mor-blogs. Der er flere grunde til, at jeg læser dem. Dels får jeg et godt indblik i, hvordan det er at være småbørnsfamilie i dag. Det giver mig forhåbentlig en vis forståelse for den hverdag, min søn og svigerdatter har med deres lille søn/mit lille barnebarn. En ting er jo at tale med sin egen familie om de glæder og besværligheder, der er med et lille barn i huset, noget andet er at læse om og lære af andres erfaringer.
En anden grund til, at en bedstemor som jeg læser mor-blogs, er såmænd at de tanker, dagens unge mødre gør sig, ikke adskiller sig væsentligt fra de tanker, jeg selv gjorde mig som ung mor. Mange af overvejelserne/bekymringerne er man jo desuden ikke færdig med, bare fordi børnene bliver voksne. Man er stadig mor til trods for, at børnene er voksne og klarer sig selv.
Mor-blogs giver også en masse inspiration til, hvordan man udfylder rollen som bedstemor, og hjælper mig til at blive opdateret på en masse børne-stof. Samtidig er det sjovt og lærerigt for mig, der ikke har døtre, at få et indblik i et univers fyldt med kvinder, der aldersmæssigt godt kunne være mine døtre.
Sidst men ikke mindst er mor-blogs en fantastisk genvej til at komme i kontakt med mange gode minder. Meget af det jeg læser booster jo min hukommelse, så der dukker en perlerække af skønne erindringer op, fra dengang mine børn var små.
Miljøministeriets nye kampagne 65.000 sætter fokus på kemien i vores hverdag. Kampagnen retter sig især mod forældre og bedsteforældre, og formålet er at sætte fokus på, hvordan man beskytter småbørn mod for stor påvirkning fra hormonforstyrrende og allergifremkaldende kemiske stoffer i tøj, legetøj, plejeprodukter, fødevarer og andet.
Miljøstyrelsen giver otte gode råd om, hvordan man undgår, at de små udsættes for alt for meget skadelig kemi:
• Sørg for et godt indeklima – luft ud og gør rent
• Server varieret mad og brug egnet køkkengrej
• Køb svanemærkede plejeprodukter
• Køb plejeprodukter uden parfume
• Undgå de farligste ftalater
• Vask nye produkter før brug
• Smid gammelt blødt plastlegetøj ud
• Køb CE-mærket og uparfumeret legetøj.