erindringer Arkiv - Side 4 af 13

Luciadag

13. december 2016 2 kommentarer

Indtil 1975 tænkte jeg ikke så meget over Luciadagen. Jeg havde da set Luciaoptog på skolen som barn, men havde ikke rigtig bidt mærke i, hvilken dato det var Luciadag.

Den 13. december 1975 blev min ældste søn født, og siden har jeg været helt klar over, at netop den dag er Luciadag.

Jeg glemmer aldrig Luciaoptoget på barselsgangen på Roskilde Sygehus den eftermiddag for 41 år siden. Når man lige er blevet mor, er de store følelser i spil. Det er sikkert derfor, at optoget og sangen den dag gjorde så stort indtryk på mig. Det blev et ekstra smukt og stemningsfuldt minde fra en i forvejen stor og lykkelig dag.

I dag har jeg også set Luciaoptog. Sanders klasse, 1.T gik Luciaoptog på skolen, og de var så søde og dygtige.

Læs videre

Hverdag

Masser af trapper

4. december 2016 4 kommentarer

Mine lægmuskler er lidt ømme i dag. Det er fordi, jeg gik ret meget på trapper i går.

Vi gav yngste søn og hans kæreste et nap med at flytte. De flyttede ind i en lejlighed på tredje sal, og det blev til temmelig mange ture op og ned ad trapperne i løbet af dagen.

Da jeg vågnede i morges og mærkede ømheden i benene, kom jeg til at tænke på dagen efter samme søns fødsel. Dengang var mine ben ømme på præcis samme måde. Også dengang var det fordi, jeg havde gået rigtig meget på trapper dagen før. For at få gang i veerne blev jeg nemlig sendt ud for at gå på sygehusets trapper. Bagefter regnede vi ud, at det var blevet til i hvert fald 80 etager i alt. Det er mange trappetrin at forcere som optakt til en fødsel. Men det virkede. Det satte skub i tingene og vores dreng kom til verden.

Det er længe siden nu, og mine benmuskler er åbenbart ikke blevet stærkere i mellemtiden.

Læs videre

Blandet

Et sjovt minde fra en flyrejse

18. november 2016 4 kommentarer

Nu har jeg jo berettet om min flyskræk her på bloggen, så nu må det være på sin plads at fortælle, at jeg trods alt også har oplevet noget ret sjovt i forbindelse med en flyvetur.

Vi var på vej hjem fra Madeira. Mellemlandede i Lissabon. Vi var lige landet og skulle med en bus ind til terminalen. Bussen var propfuld, så der var nogle stykker, der stod op. Det var to-tre unge mænd. Af en eller anden grund var der helt stille i bussen, mens vi ventede på at komme afsted. Pludselig hørte vi en høj, klirrende lyd. Alle kigge selvfølgelig derhen, hvor lyden kom fra.

Lyden kom fra en af de unge mænd, der stod i midtergangen. Det, der havde klirret, lå nu ved hans fødder, hvor vi allesammen kunne se det. Det var et helt sæt bestik.

Den unge mand havde åbenbart haft lyst til at få en souvenir med hjem fra ferien, og hans valg var faldet på flybestikket. Han har nok lige haft stukket det indenfor jakken. I hvert fald afsløredes hans udåd der i bussen. Han blev knaldrød i kinderne, men grinede selv med, da et latterbrøl rullede gennem bussen.

Læs videre

Hverdag

Det der med at flyve …

16. november 2016 4 kommentarer

Forleden dag skrev jeg jo et indlæg, hvor jeg fortalte fem ting om mig selv. En af de fem ting var, at jeg er bange for at flyve. Det vil jeg gerne komme lidt nærmere ind på.

Første gang jeg prøvede at flyve, var jeg omkring de 40 år. For at det ikke skulle være løgn, skulle min første flyvetur være temmelig lang. Vi skulle til Canada.

Jeg sov ikke natten før afrejsedagen. Jeg var simpelt hen så bange for den flyvetur.

Men afsted kom vi da. Det gik sådan set fint nok. Jeg var bange under takeoff, men da først vi var oppe i marchhøjde, gik det faktisk fint nok. Jeg kunne jo kun se skyer og blå himmel, når jeg kiggede ud, og det hjalp. Landingen var ligesom takeoff temmelig angstprovokerende.

Vi mellemlandede i Seattle, og da vi skulle videre derfra, foregik det i en ret lille flyvemaskine. Jeg blev stiv af skræk, da jeg så, at det var sådan et lille fly, jeg skulle op i. Indeni virkede flyet på størrelse med en almindelig bus. Jeg prøvede at fokusere på den amerikanske stewardesse for at holde nerverne i ro. Hun var sød og smilende og talte begejstret om Canada og fortalte, at hun var gift med en canadier. Hun pludrede løs om dagens vejrudsigt og virkede glad og ubekymret. Jeg koncentrerede mig om hendes stemme og prøvede at huske på, at for hende var det bare en helt almindelig arbejdsdag, og den forestående flyvetur var ikke noget at være bange for. Men bange var jeg. Nu mere end tyve år senere kan jeg stadig huske præcis, hvad den stewardesse sagde, så det var nogle øjeblikke, der gjorde indtryk på mig.

Det lille fly rystede noget mere i luften end det store, vi fløj med på turens første etape, og vi kunne hele tiden se landjorden under os med veje, skove, søer og hvad der ellers var at se, når jeg dristede mig til at kigge ud. Turen var absolut ikke nogen fornøjelse for mig.

Vi havde et par virkelig dejlige uger i Vancouver, men de sidste dage, før vi skulle hjem, blev fornøjelsen for mit vedkommende delvis overskygget af nervøsitet for den flyvetur, jeg ikke kunne undgå, hvis jeg ville hjem. Da det kom til stykket, gik turen fint.

Senere har jeg været ude at flyve en del gange. Ikke så lange ture, som den til Canada, men til forskellige destinationer i Europa. Det har stadig ikke været noget, jeg har brudt mig om.

På min seneste flyrejse, der gik til Grønland, blev jeg så bange under landingen i Kangerlussuaq, at jeg, da jeg på rystende ben stod på landjorden igen, meddelte Henrik, at jeg aldrig nogensinde mere ville sætte mine ben i en flyvemaskine. En lidt ærgerlig udmelding set i lyset af at vi ifølge vores rejseplan halvanden time senere skulle flyve videre til Nuuk for at besøge vores søn.

Selvfølgelig tog jeg mig sammen, og vi kom videre i god ro og orden. I et lille fly endda. Da vi fløj hjem igen, oplevede jeg for første gang nogensinde at sidde og næsten nyde indflyvningen til Kastrup. Det var en dejlig sommerdag, og landet under os tog sig smukt ud. Det var da et lille fremskridt, for jeg plejer at sidde med sammenknebne øjne og være ved at dø af skræk.

Jeg kommer nok aldrig til for alvor at kunne lide at flyve, men jeg regner da bestemt med at begive mig ud på flere flyrejser i fremtiden.

Gode råd om, hvordan man overvinder flyskræk, modtages meget gerne.

Gem

Læs videre

Hverdag

Fem ting du nok ikke vidste om mig

13. november 2016 8 kommentarer

Der er en del bloggere, der har skrevet sådan nogle indlæg med 10 ting, man ikke i forvejen vidste om dem. Det er meget sjovt, synes jeg. Så nu prøver jeg selv at gøre det samme, men jeg nøjes med at fortælle fem ting om mig selv.

Her kommer fem ting, som du måske ikke vidste om mig:

Jeg er bange for at flyve. Jeg kan godt klare en flyvetur, men jeg har det ikke spor godt med det, og panikken ligger og lurer lige under overfladen. Jeg er allermest bange under takeoff.
Da jeg var barn, drømte jeg om at blive barneplejerske – jo, det var der noget, der hed dengang.
Jeg var ryger, fra jeg var 15 til jeg var 30. Det var svært at holde op, men hold da op hvor er jeg glad for den beslutning. I dag fatter jeg ikke, at jeg nogen sinde kunne finde på at ryge – jeg hader tobaksrøg.
Jeg har engang være med i Lykkehjulet. Det var en rigtig sjov oplevelse. Det var tilbage i 88 eller 89, tror jeg nok – dengang man endnu ikke var begyndt at tage billeder af alt, hvad man foretager sig. Så jeg har ingen billeder fra begivenheden, men jeg har altså snakket med Bengt Burg, Dennis og Carina. Jeg vandt præmier for 1000 kr, men jeg har ikke nogen af tingene mere. Jeg har heller ikke videooptagelsen af programmet, for vi kom ret hurtigt til at optage noget andet oveni.
Mine yndlingsserier på Netflix er Prison Break og Breaking Bad. Umiddelbart havde jeg ikke troet, at nogen af de to serier var noget for mig – men det var de.

Læs videre