Barndommens lykkeposer

Da jeg var barn, var der noget, der hed  lykkeposer.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor man kunne købe dem – men en lykkepose var en lukket papirspose med en eller anden lille overraskelse indeni. Man købte posen på lykke og fromme uden at ane, hvad den indeholdt. Det var som regel lidt slik og et eller andet lille stykke legetøj.

Jeg kom til at tænke på lykkeposerne i dag, fordi jeg var i gang med en lille hilsen til Sander.

Jeg skrev et kort og puttede det ned i en pose sammen med en refleks, et par karameller og en lille skilling.

Det var jo ikke en rigtig lykkepose, men det var altså den, der kaldte erindringen frem.

Gem

Gem

Læs videre

Jeg skal af med et påskeæg

Det gækkebrev, jeg sendte afsted for nogle uger siden, nåede frem til modtageren, som gættede, at det var fra mig.

Svaret fik jeg i form af en rigtig sød lille video.

Så jeg har været ude for at købe et påskeæg.

Dengang jeg var barn, kunne man være heldig ved påsketid at få enten et papæg med slik i eller et påskeæg, som bestod af en tynd skal af mørk chokolade pyntet med en lille gul “piberenserkylling”. Sådan husker jeg det i hvert fald. Nu er der adskillige forskellige slags æg og påskeharer at vælge imellem.

Læs videre

Dengang slogankonkurrencer var min hobby

Som jeg fortalte for nogle dage siden, så har jeg en svaghed for konkurrencer. Nogle konkurrencer – ikke alle.

Jeg kan godt lide den slags konkurrencer, hvor man skal skrive et slogan, finde på et navn til et produkt eller noget i den stil. Konkurrencer, hvor man skal indsende et foto, der på en eller anden måde passer ind, kan jeg også godt lide, men jeg kan bedst lide, når det er noget med ord, og allerbedst kan jeg lide slogankonkurrencer. De er sjældne nu, men i halvfemserne var de ret almindelige.

Dengang havde jeg en mappe, hvor jeg opbevarede alle de forskellige konkurrenceoplæg, og når jeg havde lidt tid til mig selv, kom mappen frem, og så sad jeg ellers og brød min hjerne for at finde på et fængende slogan til en eller anden konkurrence. Dengang sendte man typisk sit forslag ind pr. brev, og jeg sendte en del breve på den konto.

Det var sjovt at deltage i de konkurrencer og selvfølgelig især, når man vandt. Og jeg vandt ikke så helt sjældent. Jeg har vundet alt muligt og umuligt lige fra chokolade til rejser. Det var slet ikke så tosset.

Nu ser man desværre ikke den slags konkurrencer længere, men det var sjovt, mens det stod på. I flere år gemte jeg de forskellige oplæg og også de breve jeg fik, når jeg havde vundet. Desværre er hele molevitten røget ud for længe siden, det kunne ellers have været sjovt at se nu så længe efter. Dog har jeg gemt nogle udklip fra de lokale ugeaviser fra nogle af de gange, hvor der skulle stilles op til fotografering i forbindelse med præmioverrækkelser.

Læs videre

Mit navn det står med prikker …

Jeg har sendt et gækkebrev afsted.

Det er hyggeligt at sidde og skrive de gamle vers, man har kendt siden barndommen.

Omme bag en tjørnehæk
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den du får fra mig
sendt en hilsen – hvem er jeg?

Nu er jeg spændt på, om modtageren gætter, at brevet er fra mig, så jeg skal af med et påskeæg. Faktisk regner jeg temmelig sikkert med, at det går sådan, og det var egentlig også meningen.

Læs videre

Avnstrup før og nu

P4 sender her til morgen en reportage fra Avnstrup, der i dag er asylcenter eller modtagecenter for flygtninge.

Avnstrup blev i sin tid bygget og indrettet som tuberkulosesanatorium og blev siden til psykiatrisk plejehospital.

Stedet har været en del af min families historie i mange år. Det var en rigtig, rigtig  stor arbejdsplads med mange faggrupper ansat,  og mere end en håndfuld af mine familiemedlemmer har arbejdet  der i kortere eller længere tid. Jeg har også selv arbejdet der.

Mine første erindringer om Avnstrup stammer fra dengang, jeg var en lille pige. Begge mine forældre arbejdede på stedet, og hvert år til jul blev der holdt en stor juletræsfest for personalets børn. Det var spændende. Der var et kæmpestort juletræ, og vi fik godteposer. Jeg kan stadig huske de godteposer og genkalde mig duften, når man stak næsen ned i posen. Der var både æbler og appelsiner i posen – og slik. Der var alt muligt slik – også marcipansnitter og hjemmelavede romkugler, som var det allerbedste.

Da jeg gik ud af skolen, fik jeg et job på Avnstrup. Jeg skulle lige tjene lidt penge og finde ud af, hvad jeg så ellers ville. Jeg startede på det hold, der gjorde hovedrengøring. Vi var en flok, der arbejdede os igennem hele hospitalet afdeling for afdeling. Vi havde det godt sammen og gik til arbejdet med energi og højt humør. Det er en tid, jeg tænker tilbage på med glæde.

Senere fik jeg fast job som hospitalsmedhjælper på en af afdelingerne. Jeg kunne godt lide at være der. Jeg havde gode kolleger og tjente mine egne penge, så jeg blev hængende et par år. Jeg fattede efterhånden interesse for arbejdet med de psykiatriske patienter og søgte ind på plejeruddannelsen på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Efter endt uddannelse vendte jeg tilbage til Avnstrup og arbejdede der, indtil jeg måtte opgive jobbet pga. mit eksem, der var blevet rigtig, rigtig slemt på det tidspunkt.

Jeg har også boet på Avnstrup. Jeg boede i en personalebolig sammen med min ældste søn i over tre år. Vi havde en god lille lejlighed i et hus med fire lejligheder i alt. Der var et godt sammenhold mellem os naboer, og jeg var glad for at bo der.

Så Avnstrup har betydet meget i mit liv, og det er ikke længere siden end i weekenden, jeg har genset stedet. Da ældste søn var på besøg, kørte vi en tur forbi for at se, hvordan der ser ud nu om dage.

Læs videre