Hverdag

Min fine notesbog

1 kommentar

Jeg har købt den lille fine notesbog for lang tid siden. Og lagt den ned i en skuffe.

Jeg har noget med sådan nogle bøger. Jeg må bare ha’ dem. Men – – jeg nænner ikke at skrive i dem.

Det var det samme, da jeg var barn. Jeg var lykkelig, når jeg fik et nyt kladdehæfte i skolen. Det var så fint. Jeg var så bange for at komme til at skrive forkert i det, eller krølle hjørnerne på omslaget. For så syntes jeg ikke, at det var fint mere.

Jeg forstår det ikke helt. For et hæfte eller en notesbog er jo ret beset kun interessant i kraft af de ting, der står skrevet på siderne.

Alligevel er jeg fuldstændig fascineret af bøger og hæfter med helt ubeskrevne blade. Jeg må ha’ dem liggende i skuffen.

Jeg ved ikke, hvad det er de repræsenterer. Nogle ukendte muligheder måske?

Den fine notesbog på billedet er nu taget op af skuffen og lagt frem på bordet. Så kan det jo være, at jeg tør skrive i den en eller anden dag?

Indtil da nyder jeg den bare, som den er.

Læs videre

Hverdag

Vindspil i modvind

Ingen kommentarer

Den senere tids blæsevejr har været hårdt ved mit lille vindspil.

Det hænger omme i gården og minder mig med sine toner om en dejlig dag sammen med min skønne veninde. Det vil sige, det plejede det at gøre. Efter det seneste blæsevejr var det slut med tonerne. Snoren var knækket og solen (der er en måne på den anden side), der hører til vindspillet, lå på jorden og så trist ud.

Hele vindspillet har kendt bedre dage. Det er mærket af vejr og vind.

Men i dag er det blevet fixet. Så håber jeg, det kan holde en sæson mere. Som nævnt har det nemlig symbolværdi. Jeg købte det en dag, min veninde og jeg var på tur. Jeg kan virkelig godt li’ lyden af det, men jeg købte det mest for at ha’ et minde fra dagen.

Og det slår aldrig fejl. Hver gang jeg hører vindspillet, sender jeg min veninde en kærlig tanke.

Læs videre

Hverdag

Citrontoddy

2 kommentarer

Jeg er snothamrende forkølet. Det kom lige pludselig i aftes som et lyn fra en klar himmel.

Jeg nyser og snotter. Øjnene løber i vand og er i øvrigt så røde og hævede, at jeg ikke ved, hvad jeg ligner.

Sådan noget må der jo gøres noget ved.

De fleste familier har sikkert deres egen specielle kur mod den slags uvæsen. Nogen sværger til hyldebærsaft, andre til varm suppe.

I vores familie er kuren varm citrontoddy. Det trakterede min mor altid med, når nogen var forkølede i mit barndomshjem. Den der citrontoddy var en formildende omstændighed ved selv den værste forkølelse. For det første smagte den godt. For det andet føltes den lindrende i den ømme hals. For det tredie – og måske allervigtigst – var citrontoddyen et symbol på kærlig omsorg, når den blev serveret af mor.

Mine egne unger har også fået citrontoddyer, når de har været forkølede. Jeg ved, at de stadig kan finde på at gribe til recepten, når hoste og snot plager dem.

Nå, men i hvert fald har jeg lige fået mig en rygende varm citrontoddy. Og ja – jeg synes allerede, det går en anelse bedre.

Hvis enkelte ikke skulle vide, hvordan man tilbereder en citrontoddy, så er fremgangsmåden altså følgende: Man presser en citron og hælder saften op i et krus. Så fylder man op med kogende vand og smager til med sukker. Dernæst er der kun tilbage at drikke toddyen så varm som muligt.

Citrontoddy er måske ikke ligefrem en mirakelkur – men den skader i hvert fald ikke!

Læs videre

Hverdag

Markblomster til Mor

Ingen kommentarer

Da jeg var 6-7 år gammel oplevede jeg noget, der stadig står helt lysende klart i min erindring.

Min mor fulgte mig i skole. Der var fem kilometer hver vej – på cykel. Egentlig var det en smuk tur. Meget flot landskab. Stille og fredeligt, langt ude på landet.

Vi var stået af cyklerne et øjeblik for at puste ud og stod og kiggede på nogle markblomster i grøftekanten.

Så var det, at min mor sagde til mig, at når hun døde, så skulle vi sætte vilde blomster på hendes grav. Jeg husker tydeligt, hvordan hun helt præcist formulerede det.

Jeg svarede hende ikke. Alting gik i stå for mig. Jeg fik et chok.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at min mor en dag skulle dø. Jeg vidste jo godt, at man kunne dø –  at folk døde. Men min mor!!!! Det havde jeg på det tidspunkt slet ikke tænkt på som en mulighed. Og nu stod min mor der og talte om det som noget helt afgjort. Hun sagde ikke hvis, hun sagde når!

Jeg har aldrig glemt hendes ord. Og derfor sætter jeg i ny og næ en  markbuket på hendes grav.

Min mor elskede alle slags blomster, men hun havde altså denne særlige kærlighed til de vilde blomster. Hun var god til at sætte blomster sammen og plukkede altid de smukkeste markbuketter.

Dem, jeg plukker, når sikkert ikke hendes til sokkeholderne, men jeg gør mit bedste.

Læs videre
1 … 11 12 13