Randi Glensbo

Jeg har læst Lone Star af Mathilde Walter Clark.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Da Mathildes stedfar dør, begynder hun at spekulere på, om hun egentlig vil få besked, hvis hendes biologiske far dør. Hvem vil ringe og fortælle hende det?

Mathilde bor i Danmark, faderen bor i USA, og de ser ikke hinanden ret tit. Af frygt for at glemme sin far og de oplevelser, de har haft sammen, beslutter hun sig for at gå i gang med at skrive den bog om ham, som hun altid har vidst, hun ville skrive på et tidspunkt.

Så Mathilde Walter Clark  skriver en roman om en far og hans datter og om alt det, der skiller dem – afstanden, sproget og ikke mindst faderens nye kone, der ikke er, som folk er flest. Men også om alt det, der binder dem sammen.

Resultatet er blevet en velfortalt, ærlig og meget rørende fortælling om blod, der er tykkere end vand og om at se sin barndoms helt med voksne øjne – og forstå, tilgive og elske uden forbehold.

Læs mere om Lone Star på Politikens Forlags hjemmeside.

Jeg har læst Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er en roman, der ærligt  – råt for usødet fortæller, hvordan det kan være at vokse op i en familie, der absolut ikke lever et liv på tilværelsens solside.

Tue bor med sine forældre og søskende langt ude på landet. Pengene er små, og hjemmet flyder heller ikke ligefrem over af hverken mentalt overskud eller kærlig omsorg. Der er ikke rigtig styr på noget, det hele foregår temmelig uorganiseret og kaotisk. Efter at have født et dødfødt barn bliver moderen depressiv og formår slet ikke at deltage i familielivet men bruger dagene på at spille om penge på nettet. Faderen forstår ikke, at hans kone er syg og er slet ikke i stand til at støtte hende. Han magter heller ikke ene mand at holde sammen på hjemmet. Det hele skrider.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er en roman, der fortalt med et barns stemme sætter fokus på, hvor hjerteskærende svært det er at navigere i livet, når man mangler omsorg og gode rollemodeller og er overladt til selv at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Romanen er fiktion men med afsæt i forfatterens egen opvækst.

Jeg har læst At gå døden i møde af Kathryn Mannix.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Kathryn Mannix er læge og har i mange år arbejdet med uhelbredeligt syge og døende patienter. I bogen fortæller hun om en række af de mennesker, hun har mødt gennem sit arbejde. Det er meget forskellige beretninger om meget forskellige mennesker forskellige steder i livet og med meget forskellige måder at forholde sig til deres situation på.

I bogen møder vi bl.a. en kun sytten år gammel, uhelbredeligt kræftsyg pige, der bruger sin sidste tid og sine sidste kræfter på at sy en smuk pude til sin mor, så hun har den at kramme, når hun ikke længere kan kramme sit eneste barn. Det er bare én ud af mange rørende og hjerteskærende fortællinger om menneskers sidste tid – alle fortalt med respekt, varme og empati.

Alle livsfortællingerne har gjort indtryk på mig – hvordan skulle de kunne andet. Jeg har været flere måneder om at læse bogen. Det er ikke en bog, man bare kan blæse igennem fra start til slut. Hver enkelt fortælling kalder på eftertanke. Jeg har i hvert fald haft brug for at tænke over den enkelte fortælling, før jeg gik i gang med den næste. Alligevel er At gå døden i møde ikke nogen dyster bog – den sætter tanker i gang,  men den gør det på en fin og ret livsbekræftende måde.

Læs mere om At gå døden i møde på Politikens Forlags hjemmeside.

Jeg har læst Vores vej af Klaus Møller.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Vores vej foregår i 1960’erne og 70’erne og handler om Svend og Irene. De er meget unge, da de møder hinanden. Svend er lidt introvert og søgende, Irene mere udadvendt og målbevidst. De forelsker sig i hinanden, flytter hurtigt sammen og bliver forældre ret tidligt. To helt almindelige, unge mennesker, der kaster sig ud i at skabe sig en tilværelse sammen i en tid, hvor der bliver gjort op med mange gamle normer og mønstre – også det traditionelle, gammeldags kønsrollemønster.

Det har været en fornøjelse at læse romanen. Jeg genkender meget at det, den skildrer, da jeg jo selv var ung i den tid. Forfatteren beskriver tiden så præcist – både livsstil, personer, steder, stemninger og forskellige ting, der var typiske dengang. Det er næsten som at være der selv – igen. Det har været både interessant og hyggeligt at følge Irene og Svend  et stykke af deres vej – jeg håber, at forfatteren er i gang med endnu en bog, for jeg vil gerne følge de to længere endnu.

Læs mere om Vores vej på  Mellemgaards hjemmeside.