Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Sidste paradis af Christina Lund, Politikens Forlag. Det er andet selvstændige bind i serien om journalisten Cathrine Birklund. Desværre har jeg ikke læst seriens første bog, men det vil jeg helt sikkert gerne.
Cathrine Birklund har opholdt sig i Bangkok, hvor hun er endt i misbrug af både alkohol og opium. Hendes veninde Pim sørger for, at hun kommer på afvænning i et buddhistisk kloster. Mens hun er der, får Cathrine besked om, at hendes tvillingebror er død i en ulykke til havs. Cathrine har ikke meget lyst til at rejse hjem til Danmark og blive konfronteret med alt det, hun ellers har forladt. Men hun er nødt til det.
Cathrines brors død har rystet lokalsamfundet, og som om det ikke var nok, er der sket endnu en voldsom hændelse. Liget af en ung kvinde er skyllet i land. Man kender ikke hendes identitet.
I Thailand arbejder Pim som detektiv og efterforsker en sag om to helt unge søstre, der er forsvundet. Sagen vækker minder hos Pim om noget, hun ellers har gjort alt for at glemme.
Inden længe leder både Cathrine og Pim efter sandheden om, hvad der er sket med mennesker, der betyder meget for dem.
Sidste paradis er en roman om traumer og dybe familiehemmeligheder og om brutal kriminalitet.
Jeg har været vældig godt underholdt af denne her krimi. Den er velskrevet, vedkommende, super spændende og fuld af kontraster. Persongalleriet er interessant og troværdigt og hele fortællingen fuld af kringelkroge og facetter. Sidste paradis sætter fokus på flere forskellige meget alvorlige problematikker og giver noget at tænke over. En rigtig god læseoplevelse.




