Et par på kassen

Tidligere på dagen udfyldte jeg et spørgeskema, hvor jeg  bl.a. blev opfordret til at fortælle om minder fra min skoletid. Det havde jeg nu ikke lyst til at gøre rede for i et spørgeskema, men det gav alligevel anledning til nogle tanker om den tid.

Minder fra skoletiden har vi jo nok allesammen. Både gode og dårlige.

Når jeg tænker på min skoletid, er det, der først falder mig ind, at dengang havde lærerne stadig lov til at uddele lussinger. Sådan én har jeg reddet mig hele to gange.

Jeg var ellers ikke nogen særlig fræk eller uopdragen elev, men der skulle ikke så meget til for at gøre sig fortjent til en øretæve på den skole, hvor jeg gik fra 4. til 7. klasse.

Den første lussing fik jeg, fordi jeg havde glemt at skrive staveord hjemme. Det var absolut ellers ikke noget, der plejede at ske, men alligevel var der kontant afregning. Vi var nogle stykker, der havde glemt staveordene den dag, og vi fik besked på at komme op til katederet og stille os pænt på række. Så fik vi ellers efter tur en på skrinet. Hænderne sad løst på vores klasselærer, og han havde desuden den vane, at han altid spurgte dem, der skulle have lussinger, om de ville have en hel eller to halve. Uanset hvad man foretrak, var resultatet det samme. Et klask på begge sider af hovedet. Selve lussingen var ikke det værste. Det var ydmygelsen.

Anden gang, jeg oplevede at få sådan “to halve,” var en dag, hvor vores klasselærer kortvarigt havde forladt klasseværelset.. Da han kom tilbage, var der ikke fuldstændig ro, som han ellers forventede. Vi var fire elever, der ikke sad stille på vores pladser. To pjattede lidt rundt,  og jeg sad på min plads og snakkede med en dreng, der hed Niels og sad overfor mig på rækken ved siden af.  Vi blev alle fire kaldt op til tavlen, bedt om at stille os på række, og så blev vi spurgt om vi ville have en hel eller to halve. Kort efter kunne vi indtage vores pladser med knaldrøde kinder.

Det er ikke det skønneste minde, men sådan var det bare dengang – på den skole.

Det er heldigvis længe siden, at den slags blev anset for at være acceptabelt. Og heldigvis har jeg andre og mere muntre minder fra min skoletid.

Du vil måske også synes om

4 kommentarer

  1. Du godeste, Randi! Mit indtryk er, at du er lidt yngre end mig, og alligevel har du været udsat for sådan en tyran.
    Korporlig afstraffelse blev overhovedet ikke tolereret på den skole jeg gik i (startede i 1960), men måske var det fordi det var en ny skole (fra 1956) med en forholdsvis ung skoleinspektør og ditto lærerkræfter. Der var dog også gamle lærere, men de var meget afholdt af alle os elever.
    Jeg må sige, at jeg er forbavset – faktisk også over, at forældrene tillod den slags at ske. Jeg ved, at mine forældre ville have taget omgående affære, hvis jeg var kommet hjem og kunne fortælle, at læreren uddelte lussinger.

    1. Ellen : Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte det derhjemme. Det har jeg sikkert ikke gjort, for jeg tror ikke, at det ville være gået upåagtet hen, hvis min far havde fået det at vide. Det skete hele tiden på den skole, der var mere end én lærer, der slog eleverne – jeg havde gået på en anden skole indtil midten af 4. klasse, og der havde jeg aldrig oplevet, at nogen blev slået.

  2. Det var da nogle frygtelige minder, Randi! Jeg kan kun mindes én lærer, en vikar, der slog, og det var også for den mindste fejl, men altid kun drengene, der fik lussinger. Man skulle jo tro, vi har levet i 1800-tallet …

    1. Madame : Det var ikke særlig rart, for vi var jo lidt bange for de lærere, der slog. Det er godt, at den slags er fortid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.