Kvinden med den blå stjerne

kvindenmeddenblaastjerne

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff. Romanen er baseret på virkelige hændelser.

Det meste af bogens handling udspiller sig i Polen i 1942.

Attenårige Sadie bor sammen med sine forældre i den jødiske ghetto i Krakow. Da nazisterne begynder at deportere ghettoens indbyggere, gemmer Sadie og hendes familie sig i byens kloakker. Det er hårdt at leve i kloakkerne. Hver dag er en kamp for at overleve.

En dag kigger Sadie op gennem en rist og får øjenkontakt med en ung kvinde oppe på gaden. Kvinden er Ella Stepanek, der kommer fra forholdsvis velhavende kår. Hun bor sammen med sin stedmor, der har tætte forbindelser til den tyske besættelsesmagt. Ella er ensom og savner sin kæreste, der kæmper i  krigen.

Da Ella og Sadie får øje på hinanden, sker der noget særligt. Deres møde bliver starten på et venskab. Ella sætter sig for at hjælpe Sadie – koste hvad det vil.

Kvinden med den blå stjerne er en af den slags bøger, som det er meget svært at lægge fra sig. Jeg har været helt opslugt af historien om de to kvinder og deres usædvanlige venskab. Romanen er en både barsk og rørende historie om venskab, mod og selvopholdelsesdrift.

Jeg har tidligere anmeldt Hittebarnets historie af Pam Jenoff.

Læs mere om Kvinden med den blå stjerne hos Alpha Forlag.

Læs videre

Asketræet

asketraetBog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Asketræet af Anne Thorogood.

Fra bogens bagsidetekst:

Mayas liv ligger i ruiner. Hun er knust over sin mors død, arbejdsmæssigt kæmper hun for sin overlevelse med sit nystartede webfirma, og et sted i kulissen spøger ekskæresten. Under sin bedste venindes polterabend fortsætter nedturen, da hun på pinlig vis kommer til at fornærme den flotte fotograf, Nicholas, som er hyret til lejligheden.

Værre bliver det dog, da Mayas far pludselig står på hendes dørtrin med hendes mors dagbog. En dagbog, der med afslørende ord helt tilbage fra hendes mors ungdom, vender op og ned på Mayas liv …

Tvunget af omstændighederne bliver hun nødt til at søge et job hos egnens store rejsemogul, Axel Kildesøe, og til Mayas store ærgrelse viser det sig, at Nicholas arbejder for Kildesøe Rejser.

Asketræet er en meget romantisk roman – ingen tvivl om det. Et stykke hen ad vejen var jeg da også underholdt af historien, selv om den ærlig talt er  temmelig klicheagtig. Undervejs kørte jeg da også  lidt træt i bogen, der nok er lidt for forudsigelig og tuttenuttet efter min smag. Desuden er den fuld at unødvendige udpenslinger og dermed noget for lang. Det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen bedre, at jeg hele tiden blev irriteret på hovedpersonen. Asketræet var alt i alt ikke rigtig en bog for mig.

Læs mere om Asketræet hos Forlaget Zara.

Læs videre

Mor

mor

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har haft den fornøjelse at læse og gennemse Mor – et brøl, en sang , et suk af Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi.

Den lille fine bog er en anledningsbog om alt det, en mor kan være. Den er en visuel beskrivelse af det særlige kærlighedsbånd, der er mellem mor og barn. Bogen består af 30 udsagn om, hvad Mor er – fx et brøl, en sang, et suk – ledsaget af en helsides illustration. Den er blevet til i et tæt samarbejde mellem forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi.

Jeg er sikker på, at jeg fremover tit vil kigge i den smukke lille bog. Den taler i den grad til mig, og får mig til at mindes – både min egen mor og de følelser, jeg selv har været/er fyldt af som mor. Alle mødre fortjener at eje et eksemplar af bogen, der så smukt beskriver, hvad en mor er. Den rammer lige i hjertet.

Bogen er en oplagt gave til enhver mor – måske til Mors Dag eller bare fordi …

Læs mere om Mor hos Gutkind.

Læs videre

De forviste

deforviste

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg  har læst De forviste af Christina Baker Kline.

Fra bogens bagsidetekst:

Da den unge guvernante Evangeline bliver forført og gjort gravid af sin arbejdsgivers søn, bliver hun fyret fra sin stilling og sendt til det kummerlige Newgate-fængsel i London. Efter flere måneder i fangenskab bliver hun endelig dømt og sendt af sted til Van Diemen’s Land, som er en af Englands nye straffefangekolonier i Australien. Sammen med en række andre fanger skibes hun tværs over jordkloden på det tidligere slaveskib Medea. Fremtiden er usikker, men Evangeline ved én ting: Barnet, hun bærer på, vil blive født til søs.

Undervejs bliver Evangeline gode venner med Hazel, som er dømt for at stjæle en sølvske. Hazel er en dygtig jordemoder med viden om helbredende urter, og snart tilbyder hun sine tjenester til både de andre fanger og sømændene ombord i bytte mod andre tjenester.

Selvom Australien har været hjem for det aboriginske folk i mere end 50.000 år, opfatter den britiske regering i 1840’erne dem som en pestilens, der blot skal skaffes af vejen. Da Medea lægger til havn, er store grupper mennesker blevet fordrevet fra deres hjem, og landet er overtaget af hvide kolonister. En af de tvangsforflyttede er den forældreløse stammelederdatter Mathinna, hvis vej Hazel krydser.

De forviste er en fængslende historisk roman, der skildrer et meget tungt og dystert kapitel i verdenshistorien. Det skærer i hjertet at læse om disse kvindeskæbner. Historien er mesterligt fortalt. Man ser det hele for sig. Man mærker hovedpersonernes fortvivlelse og håbløshed – og beundrer deres styrke og sammenhold. En gribende og medrivende roman, som jeg anbefaler til alle, der holder af en god og velfortalt historisk roman.

Jeg har tidligere anmeldt Pigen uden navn af Christina Baker Kline.

Læs mer om De forviste hos Gads Forlag.

Læs videre

Verdens Bogdag

vinterboernbog

I dag er det Verdens Bogdag. Markeringen af dagen bygger oprindelig på en tradition i den catalonske del af Spanien. I 1995 blev dagen af UNESCO udpeget til bogens (og ophavsrettens) dag. Siden er fejringen af Verdens Bogdag blevet en tradition i mange lande.

Der er altid mange gode grunde til at fejre Verdens Bogdag. Bogens verden er jo der, vi alle kan flygte til, når vi trænger til en pause fra virkelighedens verden. Personligt markerer jeg dagen ved at skrive dette indlæg og lade det følges med et foto af en af de bøger, der har betydet allermest for mig i mit liv – Vinterbørn af Dea Trier Mørch. Den handler om en flok vidt forskellige kvinder, der er indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling i vinteren 75/76 og det fællesskab, der opstår mellem dem. Bogen udkom i 1976 kort tid efter, at jeg havde født mit ældste barn i december 75. Jeg var og er så vild med den bog. Den er godt slidt. Jeg har læst den mange gange.

Benyt eventuelt dagen til at forære/sende en bog til en af dine kære, sådan som der oprindelig var tradition for i Spanien. Eller køb en bog til dig selv. Måske en roman, du kan fordybe dig i og få et frikvarter fra virkeligheden.

Der er rigtig mange boganmeldelser her på bloggen. Jeg håber, at du vil læse nogle af dem og måske lade dig inspirere til dit næste bogvalg.

Læs videre