Den tavse frisør

dentavsefrisoer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den tavse frisør af Kenneth Degnbol &  Dagmar Winther. Bogen er 2. selvstændige bind i Djursland-serien.

Lisa, byens frisør findes død i sit hjem i Roslinge. I stuen, hvor hun ligger på gulvet, er der spor efter tumult. Der er sengetøj i vaskemaskinen. Der står glas på bordet, og i Lisas kalender er der noteret en kryptisk aftale. Men hvem kan have haft et motiv til at dræbe den afholdte kvinde?

Thea Krogh, der er efterforsker hos Østjyllands Politi, beder om assistance fra landbetjenten, Bjørn. Han kender de lokale ret godt. Sognepræsten Thorkild hjælper også til, da hans præstekollega ikke vil udtale sig, selv om hun sidder inde med viden. Hun henviser til sin tavshedspligt. Midt i det hele ankommer en true crime-podcaster til byen. Han skaber røre i andedammen.

Jeg kunne rigtig godt lide den første bog i serien, og toeren her er endnu bedre, synes jeg. Den tavse frisør er en spændende krimi uden at være  alt for uhyggelig og bloddryppende. Det kan jeg godt lide. Sproget er flydende og karaktererne meget troværdige og med mange genkendelige træk. Jeg synes især godt om de gennemgående karakterer, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende i kommende bøger. Alt i alt en rigtig god læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Dømt af Degnbol og Winther.

Læs mere om Den tavse frisør hos Politikens Forlag.

Læs videre

Et sidste brev fra Grækenland

etsidstebrevfragraekenland

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Et sidste brev fra Grækenland af Emma Cowell.

Sophie  har mistet sin mor, der var en kendt kunstmaler. Sophie går rundt i det tomme hus og mindes sin lykkelige barndom. Hun er lige kommet ud af et kompliceret forhold og føler sig meget alene. Da hun finder noget blandt sin mors efterladte ting, der vækker hendes nysgerrighed, forlader hun hjemmet i England og rejser til Methoni i Grækenland.

Moderen tog hver sommer til den idylliske lille by ved havet for at arbejde. Sophie kunne ikke forstå, at hun aldrig måtte komme med. Nu håber  hun på, at komme tættere på den hemmelighed, der gemmer sig i Methoni.

Jeg har været rigtig godt underholdt af Et sidste brev fra Grækenland. Bogen er romantisk og stemningsfuld, sproget let og flydende og karaktererne farverige og troværdige. Jeg vil anbefale bogen til alle, der kan lide en velskrevet feelgood roman fuld af atmosfære, kærlighed og familiehemmeligheder.

Læs mere om Et sidste brev fra Grækenland hos Forlaget Zara.

Læs videre

Det lille hotel under nordlyset

detlillehotelundernordlyset

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Det lille hotel under nordlyset af Julie Caplin, Turbulenz.

Lucy har fået sit hjerte knust. Hendes karriere ligger i ruiner. Og nu har hun bare brug for at komme væk fra det hele. Hun siger ja tak til et tidsbegrænset job på et lille hotel i Island. Snart befinder hun sig i et storslået land med varme kilder og snedækkede gletsjere. Kollegerne på hotellet er imødekommende, og Lucy lægger især mærke til den flotte skotske bartender Alex.

Lucy sætter alt ind på at få rettet op på sit liv og beslutter sig for at gøre hotellet til en romantisk perle. Det er hendes plan, at hun ikke selv vil involvere sig i noget romantisk. Men under det magiske nordlys nærmer Lucy og Alex sig hinanden, så måske vil Lucy alligevel give kærligheden en chance til.

Jeg har været temmelig begejstret for de første tre bøger i denne serie, men jeg er en lille smule skuffet over Det lille hotel under nordlyset. Den er på sin vis underholdende og morsom nok. Det er bare som om, der er noget, der ikke fungerer i denne her historie. Det sjove bliver lidt anstrengt, og det søde og charmerende virker lidt karikeret. Da der samtidig er nogle sproglige smuttere, som ikke er fanget i korrekturen, bliver læseoplevelsen alt i alt ikke så god som forventet. På plussiden skal  nævnes det hyggelige gensyn med flere af karaktererne fra Det lille konditori i  Paris.

Jeg har tidligere anmeldt Det lille bageri i Brooklyn og Den lille café i København og Det lille konditori i Paris af Julie Caplin.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #17

fraenbogbloggershverdag#17

Som jeg har fortalt nogle gange efterhånden, bliver jeg glad og lidt stolt, når jeg opdager, at et citat fra en af mine boganmeldelser er blevet trykt på en bog. Jeg ser det som en anerkendelse af mine bestræbelser på at skrive ærlige og inspirerende boganmeldelser.

Derfor var det med glæde, jeg for nylig noterede mig, at et citat  fra en af mine boganmeldelser havde fået plads på flappen af omslaget på Det lille Hotel under nordlyset af Julie Caplin.

Citatet stammer fra min anmeldelse af  Det lille konditori i Paris.

En af de nærmeste dage anmelder jeg Det lille hotel under nordlyset her på bloggen.

Læs videre

386

386

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst 386 af Kamilla Hega Holst.

Forlaget skriver:

Fra første side suges man ind i et drama, der griber så hårdt fat om læseren, at det er svært igen at komme ud af romanens sitrende univers.

Kæresteparret Mai og Johan får vendt op og ned på deres stille liv, da Johans gamle klassekammerat Daniel pludselig dukker op efter flere år i udlandet. Før de helt når at overveje det, er Daniel indlogeret i parrets hus. Hans tilstedeværelse vækker Mai og Johan, men kiler sig også ind i deres forholds sprækker og afslører på én gang livet som sitrende smukt og urimelig brutalt.

Jeg har haft meget svært ved at lægge denne her roman fra mig. Den er skrevet i korte, intense kapitler og i et præcist og fængende sprog. Den tager fat på forskellige tabubelagte emner, og efterhånden som handlingen skrider frem, får læseren større og større indblik i de tre hovedpersoners udfordringer, baggrund og hemmeligheder. 386 er en stærk læseoplevelse, og efter endt læsning sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at de tre hovedpersoner vil dukke op i mine tanker i lang tid  fremover – de er svære at slippe.

Læs mere om 386 hos Politikens Forlag.

Læs videre