Blog
Det var rystende at vågne op i morges til nyhederne om det forfærdelige, der er sket i Paris.
Vi var så heldige, at vi havde en aftale med Sander om, at han skulle besøge os i formiddags, så vi slukkede for tv og radio og lukkede alle reportagerne om terrorhandlingerne ude nogle timer. Det var godt at tænke på noget andet og bare koncentrere sig om det nære.
På en dag, hvor ondskab, frygt og rædsel fylder så meget, er det godt med et lille helle med plads til kærlighed, glæde, leg og latter.
I går var vi til min brors fødselsdag. Han blev 65.
Det var sådan en hyggelig dag med masser af snak og grin.
Tonen blev slået an, allerede da vi skulle til bords. I stedet for vores navne stod der et lille hint på hvert bordkort. Så var det meningen, at man ud fra det lille stikord skulle regne ud, hvor man skulle sidde. Nogle af ordene passede på flere forskellige, så det var ikke sådan lige til at finde ud af, hvor hver især skulle sidde. De fleste var nødt til at gå hele vejen rundt om bordet og læse teksten på alle bordkort, før de fandt den rette plads.
Jeg fandt selv ret hurtigt min plads, for ordet på mit bordkort kunne ikke identificere andre i selskabet, men ord som jæger, storebror eller natteravn kunne passe på flere. Så den lille spøg kom der en del sjov ud af.
Jeg har lige læst En hjælpende hånd af Gillian Flynn. Du husker sikkert forfatterens seneste bog, Kvinden der forsvandt, der var en international bestseller.
I En hjælpende hånd møder vi en kvindelig hovedperson og fortæller, der tjener til dagen og vejen på en lidt speciel måde. Hun giver på flere måder sine kunder en hjælpende hånd og bliver via sit job hvirvlet ind i nogle foruroligende begivenheder, hvor hun efter kort tid ikke længere ved, hvem hun kan stole på.
En hjælpende hånd er en novelle, så det er svært at fortælle om handlingen uden at fortælle for meget eller næsten det hele. Men i hvert fald kan jeg roligt fortælle, at fortællingen er spændende, bramfri og ind imellem også morsom. Man er rigtig godt underholdt, mens man læser. Bogen er i et praktisk lommeformat – perfekt til at stikke i lommen og tage med på en tog- eller bustur.
Jeg har det lidt blandet med det der halloweenhalløj.
Det var jo ikke noget vi fejrede, da vores sønner var børn, men det lader til, at vore dages børnefamilier har taget det til sig.
Forleden dag var vi sammen med Sander inde i en større legetøjsforretning og kigge på alle halloweentingene, og det var ikke så lidt, der var på hylderne. Det er klart, at børnene bliver optaget af det.
For et par år siden, da der første gang kom børn til vores dør til halloween og truede med at lave ballade, hvis ikke jeg rystede op med noget slik, var jeg totalt uforberedt. Jeg måtte beklageligvis indrømme overfor ungerne, at jeg ikke havde noget slik i huset, de kunne få. Året efter kom der også et par stykker, og da havde jeg heldigvis nogle slikkepinde i skabet, jeg kunne stikke dem.
I år var jeg forberedt. Jeg har overgivet mig. Så da et par små, skumle typer efter mørkets frembrud stod udenfor døren og så uhyggelige ud, fik de hver en forsvarlig håndfuld slik til at afværge eventuel ballade.
Det var såmænd mere hyggeligt end uhyggeligt.
I går eftermiddags var der hygge med Sander på programmet.
Vi kan godt lide at hente ham i SFO’en. Det tager som regel en rum tid at komme ud ad døren, fordi der er så meget, der skal vises frem og så meget, der skal fortælles. Det er så hyggeligt.
Vi havde en dejlig eftermiddag. Han er ved at være en stor dreng nu, og vi har nogle rigtig dejlige samtaler med hinanden. Vi snakker om alt muligt. Fis og ballade, små ting fra hverdagen og mere alvorlig snak om livets genvordigheder.
Jeg sætter stor pris på, at hverdagen giver mulighed for den slags stunder med mit barnebarn i ny og næ.