Ædru

aedru

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ædru af Jesper Stein.

Fra bogens bagsidetekst:

En 54-årig forfatter med kone, børn og stor succes er kommet på Minnesota-kur i et forsøg på at afværge en skilsmisse. I behandlingen skrælles lag på lag af hans personlighed, og han er ved at gå i opløsning. Han genfinder sig selv i mødet med de andre misbrugere og deres fortællinger om smadrede familier, hensynsløs afhængighed og ikke mindst angsten for at drikke igen.

Ædru er en ærlig og rå roman om at gøre op med sit livs løgne og med de store litterære nedtursfortællinger, hovedpersonen altid har elsket at spejle sig i. Der er også Jesper Steins meget personlige beretning om, hvad der skulle til for at holde op med at drikke.

Ædru er en bog, der næsten ikke kan undgå at gøre stort indtryk på læseren. Den har i hvert fald gjort stort indtryk på mig. Det er en fortælling om at se sig selv i øjnene med et særligt blik for alle fejlene, alt det destruktive. Det er en fortælling om at erkende problemet og gøre noget ved det for at redde det bedste i sig selv og sin tilværelse. En af de ting, der rørte mig meget under læsningen, er Jespers omsorg for de mennesker, han møder under behandlingen. De andre misbrugere. Der er en fin beskrivelse af det særlige fællesskab, der opstår. Hele vejen igennem er bogen fuld af skarpe iagttagelser, rammende beskrivelser og knivskarpe formuleringer. Og så er den fuld af mod og håb. Ædru er stærk og vedkommende, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste.

Jeg har tidligere anmeldt Rampen og Solo af Jesper Stein.

Læs mere om Ædru hos Politikens Forlag.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *