Læst i april 2021

laestiapril2021

I løbet af april har jeg læst bøgerne på billedet. Det er bøger i forskellige genrer, og jeg har nydt at læse dem hver især.

Livet omkring dig af Mike Barfield er en rigt illustreret naturvidenskabsbog for de lidt større børn. Det har været en fornøjelse at læse Livet omkring dig. Bogen rummer spændende og underholdende fakta om liv både på celleplan og i det store perspektiv. Der fortælles om bakterier, om dyr og planter, uddøde arter og meget, meget mere. Tekst og illustrationer går op i en højere enhed, og får næsten bogens sider til at vende sig helt af sig selv.

Ingen udvej af Cara Hunter er tredje selvstændige bind i Oxford-serien, som følger kriminalinspektør Adam Fawley og hans team. Denne tredje bog i serien er efter min mening den hidtil bedste. Den har været næsten umulig at lægge fra sig. Desuden er de gennemgående karakterer så dejligt genkendelige, uperfekte og meget menneskelige. Især Adam Fawley er en meget spændende karakter med en hel del i bagagen.

Vejen til æbleriget af Anna Fredriksson er tredje bind i forfatterens store familiefortælling om mødre og døtre. Denne sidste bog i trilogien om de tre stærke kvinder er en dejlig fortælling om sammenhold og om, at det aldrig er for sent at erkende sine fejl – og at forsøge at råde bod på dem.

Det lille bageri i Brooklyn af Julie Caplin er en rigtig sød, charmerende og uhøjtidelig historie fuld af humor og atmosfære. Jeg har hygget mig meget i selskab med bogen og dens karakterer og vil anbefale den til alle, der holder af at slappe af med en romantisk bog, der er både velskrevet, morsom og underholdende.

Bibliotekaren fra Auschwitz af Antonio Iturbe er inspireret af den sande historie om Dita Kraus. Romanen er en uforglemmelig beretning om en bemærkelsesværdig og modig kvinde, der overlevede Holocausts rædsler og aldrig for alvor lod sig kue.

Mormor dansede i regnen af Trude Teige er en stærk og gribende fortælling baseret på virkelige hændelser. Romanen er skrevet i to tidsspor. I det ene spor følger vi norske Tekla, der forelsker sig i en tysk soldat og rejser med ham til Tyskland. I det andet følger vi hendes barnebarn Juni, der søger sandheden om sig selv, sin mor og sin mormor.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

  1. Nu er en af bøgerne reserveret på biblioteket og så venter jeg på at Julie Caplins bog også dukker op som en mulighed der 🙂

    1. Det er så dejligt at slappe af med en god bog – jeg håber, at biblioteket snart har de ønskede bøger på hylderne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.