Sender min farmor en tanke

Når jeg ser en blå hortensia, kommer jeg altid til at tænke på min farmor.

Fra min barndom husker jeg nemlig, at min far plejede at give min farmor en blå hortensia til Mors Dag. I virkeligheden var det sikkert slet ikke sådan hvert eneste år  – men det er sådan, jeg husker det. Det må nok have været hendes yndlingsblomt, tænker jeg. Min farmors hortensiaer var potteplanter til vindueskarmen.

Jeg er selv vild med hortensiaer, men jeg plejer at holde mig til de lyserøde og pink nuancer. Mine hortensiaer står i krukker på terrassen bortset fra et par stykker, der  er vokset ud af krukkerne og  nu er plantet i et hjørne af haven.

I går købte jeg mig for første gang en blå hortensia.  Lige pludselig skulle det bare være en blå. Nu står den på terrassen og får mig til at tænke på min farmor. Dejligt!

Læs videre

Fri leg

Vi havde en legeaftale med Sander lige fra morgenstunden i dag.

Straks, da han kom ind på værelset, lagde han mærke til den nye kasse  DUPLO. Han tog de forskellige låg af, kiggede på klodserne nede i kassen, satte lågene på igen og satte kassen pænt til side. Så fandt han de gode gamle DUPLO traktorer frem, og så var legen i gang.

Da der var blevet leget færdig med traktorerne, var Sander alligevel blevet nysgerrig efter at se nærmere på det nye DUPLO, og han blev hurtigt ret optaget af det.

Det gik hurtigt  med at putte de rigtige klodser igennem de rigtige huller i de forskellige sorteringsplader/låg. Det lykkedes endda også at mase en enkelt klods igennem et sted, hvor det ikke var meningen, at den skulle igennem, men pyt med det. Sander lod i hvert fald til at synes, at det nye legetøj var ret sjovt at lege med. Han gik mest op i at bygge figurerne – vi hjalp ham selvfølgelig –  og han var med på, at vi kunne kigge efter de små tegninger på lågene. Da alle figurerne var bygget, satte Sander papegøjen op i toppen af træet.

Der blev  også  brugt en rum tid på at studere den lille folder, der lå i kassen, med billeder af forskellige andre DUPLO sæt. Der var nemlig billeder af  Lynet McQueen, som Sander er helt pjattet med.

 

Læs videre

En ekstra god grund til at købe økologisk æblejuice

Jeg plejer gerne at have små brikker med økologisk æblejuice i huset til Sander. Forleden dag så jeg pludselig nogle brikker juice i Irma, der så lidt anderledes ud, end de plejer. De små kartoner var fint dekoreret med børnetegninger.

Tre brikker økologisk juice kostede en rund tyver. Det fremgår af kartonerne, at hele salgsprisen – med undtagelse af moms og afgifter – går til Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden. Et rigtig godt initiativ, som jeg hellere end gerne vil støtte.

Læs mere her: www.team-rynkeby.dk/kunst eller her: www.irma.dk/kunst.

Læs videre

Farfar fortæl nu

Jeg har tidligere omtalt bøgerne Farmor, fortæl nu og Mormor, fortæl nu her på bloggen. Bøgerne er beregnet til, at bedstemødre skal skrive deres erindringer ned til deres børnebørn.

Nu er det bedstefædrenes tur. Farfar, fortæl nu og Morfar, fortæl nu er netop udkommet på Gads Forlag. Der er også en bog, der hedder Bedstefar, fortæl nu.

Bøgerne er skrevet af Elma van Vliet og bearbejdet til dansk af Sarah von Essen.

Læs videre

Heldigvis kan man vende på en tallerken

Som jeg har været inde på før, er der fuld knald på Sanders sprogudvikling. Der begynder at falde nogle sjove bemærkninger.

For nogen tid siden, var han hjemme hos os, og vi sad alle tre inde på værelset. Sander og Henrik legede med yndlingslegetøjet, de to DUPLO traktorer. På et tidspunkt kørte Henrik med den traktor, Sander helst vil køre med. Det passede ikke den unge mand, og han sagde: ” Nu er jeg vred på dig, Farfar.”  Da han havde fyret den svada af, marcherede han ud af værelset. Jeg kan godt sige jer, at hælene blev sat hårdt i gulvet. Lige udenfor døren vendte han om, kom glad hoppende tilbage og nærmest trallede: ” Nu er jeg ikke vred på dig mere, Farfar. Nu er jeg glad for dig.” Så fik Henrik ellers en stor krammer.

Sander ville åbenbart ikke gøre forskel, for han gav også mig et kram og sagde: ” Jeg er også glad for dig, Farmor.”

Det er jo slet ikke til at stå for sådan noget, vel?

Læs videre