Retro

Det er lidt sjovt, når man opdager, at ting, man har haft siden man var barn eller ung, pludselig bliver smarte igen. De er gammeldags på den fede måde og bliver kaldt retro.

Igennem nogen tid er bøjler som de tre på billedet dukket op rundt omkring. Folk køber dem åbenbart på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og synes, at de er sjove eller pæne.

Jeg fik de tre bøjler af min mor, allerede da jeg var barn. Vi havde rigtig mange af den slags bøjler derhjemme dengang. De blev nemlig sammen med mange andre fine ting lavet i ergoterapien på det psykiatriske plejehospital, hvor begge mine forældre arbejdede, og kunne erhverves for en billig penge.

Som barn syntes jeg, at bøjlerne var rigtig flotte. Jeg kunne godt lide de forskellige farver og mønstre. Siden synes jeg vist nok, at de var grimme, men heldigvis tog jeg dem med, da jeg flyttede hjemmefra. På et tidspunkt begyndte jeg at værdsætte dem igen, fordi de er et minde fra barndommen.

Nu er de så blevet retro.

Læs videre

Et par på kassen

Tidligere på dagen udfyldte jeg et spørgeskema, hvor jeg  bl.a. blev opfordret til at fortælle om minder fra min skoletid. Det havde jeg nu ikke lyst til at gøre rede for i et spørgeskema, men det gav alligevel anledning til nogle tanker om den tid.

Minder fra skoletiden har vi jo nok allesammen. Både gode og dårlige.

Når jeg tænker på min skoletid, er det, der først falder mig ind, at dengang havde lærerne stadig lov til at uddele lussinger. Sådan én har jeg reddet mig hele to gange.

Jeg var ellers ikke nogen særlig fræk eller uopdragen elev, men der skulle ikke så meget til for at gøre sig fortjent til en øretæve på den skole, hvor jeg gik fra 4. til 7. klasse.

Den første lussing fik jeg, fordi jeg havde glemt at skrive staveord hjemme. Det var absolut ellers ikke noget, der plejede at ske, men alligevel var der kontant afregning. Vi var nogle stykker, der havde glemt staveordene den dag, og vi fik besked på at komme op til katederet og stille os pænt på række. Så fik vi ellers efter tur en på skrinet. Hænderne sad løst på vores klasselærer, og han havde desuden den vane, at han altid spurgte dem, der skulle have lussinger, om de ville have en hel eller to halve. Uanset hvad man foretrak, var resultatet det samme. Et klask på begge sider af hovedet. Selve lussingen var ikke det værste. Det var ydmygelsen.

Anden gang, jeg oplevede at få sådan “to halve,” var en dag, hvor vores klasselærer kortvarigt havde forladt klasseværelset.. Da han kom tilbage, var der ikke fuldstændig ro, som han ellers forventede. Vi var fire elever, der ikke sad stille på vores pladser. To pjattede lidt rundt,  og jeg sad på min plads og snakkede med en dreng, der hed Niels og sad overfor mig på rækken ved siden af.  Vi blev alle fire kaldt op til tavlen, bedt om at stille os på række, og så blev vi spurgt om vi ville have en hel eller to halve. Kort efter kunne vi indtage vores pladser med knaldrøde kinder.

Det er ikke det skønneste minde, men sådan var det bare dengang – på den skole.

Det er heldigvis længe siden, at den slags blev anset for at være acceptabelt. Og heldigvis har jeg andre og mere muntre minder fra min skoletid.

Læs videre

Mere om strygning

Da jeg var omkring syv år, fik jeg somme tider lov til at stryge viskestykkerne, når min mor strøg tøj.

Min storesøster, der på det tidspunkt var 13-14 år, blev nogen gange pålagt at stryge væsentligt mere end bare en stak viskestykker. Hvor vidt hun var glad for at blive tildelt det stykke arbejde eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men en dag, da hun havde ordnet strygetøjet, var hun kommet til at lave en stor sveden plet på et par af mine underbukser.

Jeg blev meget fornærmet over, at mine underbukser på den måde var blevet udstyret med en stor, grim, brun plet. Sådan et par underbukser med lodden vrang var ikke alt for smarte i forvejen, og den svedne plet gjorde det ikke bedre.

Næste gang jeg fik lov til at stryge viskestykker for min mor og dermed havde adgang til et varmt strygejern, besluttede jeg mig for at gøre gengæld. Jeg udså mig min søsters pæne Ole Lukøje-natkjole som det klædningstykke, der skulle udstyres med en sveden plet. Hvad jeg ikke vidste var, at sådan en nylonnatkjole ikke bare får en sveden plet, når man udsætter den for et brændvarmt strygejern. Den smelter.

Natkjolen fik selvfølgelig et stort hul efter kontakten med strygejernet, og jeg blev ikke videre populær hverken hos min søster eller min mor.

Læs videre

Bøjle med stempel

Da jeg stod og strøg noget tøj forleden dag, fik jeg tilfældigvis fat i en lidt speciel gammel bøjle.

Det, der gør bøjlen til noget særligt i mine øjne, er den lidt særprægede dekoration.

Vores mellemste søn fik, da han var omkring tre år, fat i bøjlen og et stempel i et ubevogtet øjeblik. Resultatet af den kombination ses på billedet. Heldigvis havde han ikke stemplet på andre ting.

Sådan kan man pludselig huske 30 år tilbage  midt i strygetøjet.

Læs videre

Sofus

Da jeg var barn, havde jeg en blå undulat, der hed Sofus. Faktisk havde der været en undulat mere. Den hed Trille. Jeg kan ikke huske, hvad der blev af den, men til sidst havde jeg i hvert fald bare Sofus.

Jeg var rigtig glad for Sofus.

En morgen sad Sofus ikke på sin pind i buret, som han plejede. Han hang med hovedet nedad. Vi nåede lige at sige til hinanden, at nu var Sofus da blevet helt tosset, før det gik op for os, at fuglen var død.

Jeg kom til at tænke på Sofus, fordi jeg netop med et halvt øre har hørt i radioen, at fugles fødder kan låse sig fast om f.eks. en gren, når fuglen sidder og sover. Det blev i samme forbindelse nævnt, at døde fugle faktisk af og til ses hængende sådan med hovedet nedad.

Jeg har heldigvis kun set det i tilfældet med Sofus. Det var et meget sørgeligt syn.

Læs videre