Giv ikke slip

 

givikkeslip

Jeg har læst Giv ikke slip af Harlan Coben.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Nap Dumas har i mange år jagtet sandheden om, hvad der egentlig førte til, at hans tvillingebror og dennes kæreste som ganske unge blev fundet døde på togskinnerne i byen, hvor de var vokset op. Få dage efter den tragiske hændelse havde Naps kæreste, Maura brudt med ham og var forsvundet.

Nap er aldrig kommet sig over tabet af sin tvillingebror og heller ikke over tabet af sin ungdoms store kærlighed. Efter 15 år sker der noget, der får Nap til at tro, at de to hændelser har noget med hinanden at gøre, og han skyr ingen midler for at finde frem til sandheden.

I vanlig Coben-stil er tempoet og spændingsniveauet højt og overraskelsesmomenterne mange i  denne velskrevne krimi. Coben har endnu engang skrevet en utroligt spændende historie med et uforudsigeligt plot. Giv ikke slip er inspireret af virkelige begivenheder i Cobens eget liv, og det gør ikke historien mindre barsk. Giv ikke slip er en roman, der – nå ja – ikke er til at slippe, før sidste side er vendt.

Jeg har tidligere omtalt Savner dig, Seks år, Den fremmede, Bliv hos mig og Holdt for nar og Hjem af samme forfatter.

Læs mere om Giv ikke slip på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Læst i maj

laestimaj

I løbet af den rekordvarme og -solrige maj måned fik jeg læst en håndfuld gode bøger:

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer.

Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve af Rikke Schmidt Kjærgaard er en enestående beretning om en voldsom begivenhed i et menneskes – og en families liv. Det er samtidig en smuk historie om stor kærlighed, stærkt sammenhold, stålsat vilje og benhårdt arbejde.

Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward er en fin og poetisk fortælling om racehad, skyld og sorg – men også om kærlighed, forståelse og tilgivelse.

Hotel Tusind Lys af Emylia Hall er en virkelig dejlig og romantisk historie om sandhed og løgne, om svigt og tilgivelse og ikke mindst om kærlighed.

Den fremmede gæst af Lisa Jewell er en rigtig vellykket spændingsroman med et stænk af romantik – jeg var fanget ind af handlingen fra første til sidste side

Løgnens hus af Elly Griffiths er anden, selvstændige bind i serien om Ruth Galloway. En spændende krimi fortalt med et glimt i øjet.

Læs videre

Løgnens hus

loegnenshus

Jeg har læst Løgnens hus af Elly Griffiths.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Løgnens hus er andet, selvstændige bind i serien om Ruth Galloway.

Under nedrivningen af et gammelt hus i Norwich finder man et lille skelet under et dørtrin. Arkæolog og knogleekspert, Ruth Galloway tilkaldes, og sammen med kriminalinspektør Harry Nelson indleder hun en efterforskning af sagen. Det viser sig, at huset mange år tidligere har dannet ramme om et børnehjem ledet af en katolsk præst. Det viser sig også, at to børn dengang forsvandt fra børnehjemmet og aldrig blev fundet igen.

Allerede da jeg læste den første bog i serien om Ruth Galloway, faldt jeg for hendes charmerende og bramfri væsen. Det samme gjorde åbenbart den rapkæftede – og i øvrigt lykkeligt gifte – kriminalkommisær Nelson. I hvert fald udviklede deres forhold sig i Pigen under jorden fra at være strengt professionelt til noget mere venskabeligt og endda mere end det. Jeg havde på forhånd glædet mig til at finde ud af, hvordan relationen mellem de to ville udvikle sig, og jeg skal love for, at der sker ting og sager på den front i Løgnens hus.

Elly Griffiths har skabt et meget charmerende univers omkring det umage men supersympatiske makkerpar Galloway og Nelson, og genren til trods er hendes historier fortalt med et glimt i øjet.

Jeg har tidligere omtalt første bind i serien, Pigen under jorden her på bloggen.

Læs mere om Løgnens hus på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Event på Gads Forlag

eventdenfremmedegæst

I forgårs var jeg inviteret til et rigtig dejligt event på Gads Forlag i forbindelse med udgivelsen af Den fremmede gæst af Lisa Jewell.

Det er altid hyggeligt at deltage i arrangementer på forlaget og få lejlighed til at snakke med de mennesker, man samarbejder med men oftest kommunikerer med via mail. Det er også hyggeligt at få en snak med blogger-kolleger og andre “bogfolk”

Det var rigtig god oplevelse at møde Lisa Jewell og høre hende fortælle om bogen og hendes forfatterskab i det hele taget.  Hun fortalte på en levende og meget humoristisk måde og læste også et uddrag af bogen op.

Jeg havde glædet mig ekstra meget til at møde Lisa Jewell og til udgivelsen af Den fremmede gæst, fordi jeg allerede for et års tid siden læste bogen første gang. Gads Forlag have bedt mig og en blogger mere om at være testlæsere. Vi skulle bare læse bogen og melde tilbage, hvad vi syntes om den. Faste læsere af min blog kan måske huske, at jeg fortalte, at jeg havde taget imod en udfordring, der gik ud på at læse en bog på engelsk. Det var Den fremmede gæst, jeg læste – eller I found you, som originaludgaven hedder. Det var en sjov lille udfordring at få, bogen var rigtig god, og jeg fik jo ved samme lejlighed støvet mit engelske lidt af.

Som en ekstra lille krølle på historien må jeg ikke glemme at fortælle, at en lille bid af min anmeldelse er citeret på bogens bagside. Sådan noget gør jo altid en bogblogger glad.

Læs videre

Den fremmede gæst

denfremmedegaest

Jeg har læst Den fremmede gæst af Lisa Jewell.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Alice er enlig mor til tre og bor i et lille hus tæt på havet i East Yorkshire. En dag får hun øje på en mand, der sidder alene på stranden i regnvejr. Han bliver siddende der i timevis. Den fremmede viser sig at have mistet hukommelsen, han ved ikke, hvad han selv hedder, eller hvor han kommer fra. Alice inviterer ham med hjem i ly for regnen.

Samtidig sidder en nygift kvinde i London og venter forgæves på sin mand, der ikke er kommet hjem fra arbejde til normal tid.

Den fremmede gæst er en rigtig spændende roman – jeg var fanget ind af handlingen fra første til sidste side. Personskildringerne er meget troværdige – især er beskrivelsen af den uperfekte men varmhjertede Alice fremragende.  Jeg er faktisk meget begejstret for bogen og vil glæde mig til at læse flere bøger af Lisa Jewell.

Læs mere om Den fremmede gæst på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre